Statsminister Mette Frederiksen (S) advarer nu om, at coronapandemien i Danmark "er på et højt niveau", og at "antallet af indlagte er steget."
Derfor varsler statsminister nye nedlukninger i Storkøbenhavn, som bliver præsenteret på et pressemøde 12.30.
"Seruminstituttet advarer om, at vi står på kanten af noget, der kan udvikle sig til en anden bølge," skriver Mette Frederiksen på Instagram.
Citatet fra Seruminstituttet stammer fra dagens udgave af Politiken. Her siger afdelingschef for infektionsepidemiologi og forebyggelse, Tyra Grove Krause, netop, at "vi står på kanten af noget, der kan udvikle sig til en anden bølge," og at "der er ingen tegn på, at det vender."
“Vi har selvfølgelig et særligt blik på nattelivet. For vi kan ikke have, at det fortsætter med fest i nattelivet i København, som vi har set den seneste tid.
Mette Frederiksen (S), statsminister
Mette Frederiksen påpeger på Instagram, at mundbind, afspritning af hænder og afstand mellem hinanden ikke længere er nok, og derfor vil der blive lukket yderligere ned.
"Det er nu, det gælder," lyder det fra Mette Frederiksen, som fortsætter:
"Vi har selvfølgelig et særligt blik på nattelivet. For vi kan ikke have, at det fortsætter med fest i nattelivet i København, som vi har set den seneste tid."
Dans med corona
Statsministeren har tidligere flere gange brugt udtrykkene hammer og dans om coronasituationen. Altså at man i foråret lukkede Danmark ned med en hammer, og at man nu skal "danse" sig igennem coronaen ved at skrue op og ned for blusset i landet, når smitten stiger og falder.
Netop den dans vurderer statsministeren kommer til at fortsætte i den kommende tid:
"Efteråret og vinteren bliver anderledes. Ligesom resten af 2020 har været det. Vi er i gang med dansen med corona. Og intet tyder på, at det bliver nemt," skriver Mette Frederiksen.
Samtidig gør statsministeren det også klart, at det ifølge Statens Serum Institut kan blive nødvendig, at vi holder mere afstand mellem hinanden, end vi gør i dag.
"Men der skal mere til. Seruminstituttet siger det klart: "Vi skal være forberedt på, at vi skal skrue ned for vores sociale kontakter i efteråret, så vi ser færre mennesker, og vi ser dem i mindre grupper,"" skriver Mette Frederiksen.