Skal motoren bringes til at køre, skal et uoverskueligt antal håndtag, skruer og møtrikker finjusteres og passe præcist sammen. Men montørerne er 27 dybt splittede stats- og regeringschefer, der er uenige om, hvorvidt lån eller gaver er det bedste brændstof til at køre ud af krisen.
EU-cheferne skal fredag på én og samme tid trække EU ud af den dybeste økonomiske krise siden 30'erne og bringe Unionen ud af et beslutningsmæssigt dødvande. Motoren er en ny genopretningsfond med 750 mia. euro, 5587 mia. kr, der over fire år skal bidrage til at genstarte EU's økonomi, der i år ventes at falde med 8,3 pct. af bnp i EU.
Udfordringen er enorm for statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes 26 kollegaer, når de mødes fysisk for første gang siden coronapandemien. Mislykkes de med opgaven, bliver der sat et stort spørgsmålstegn ved solidariteten landene imellem og dermed ved EU's eksistensberettigelse som andet end et geografisk område med frihandel.
Meget kan gå galt undervejs. Men det mest brændende EU-eksistentielle spørgsmål er, om regeringer i den ene – og rigeste – del af EU skal have medbestemmelsesret og måske endda vetoret overfor indenrigspolitiske beslutninger i andre – og fattigere – dele af EU. I Sydeuropa er svaret et fuldtonet nej.
En EU-politisk kæmpekamel. Et tilsvarende dyr blev slugt i Athen under gældskrisen, da trojkaen, EU-Kommissionen, ECB og IMF satte sig på Grækenlands offentlige budget og gennemtvang pensionsforringelser, massefyringer i den offentlige sektor og omfattende privatiseringer. Men dengang var alternativet for grækerne statsbankerot og farvel til eurozonen, måske også til EU.
Så langt ude er ingen EU-lande i denne omgang. Alligevel kan krav af samme karakter være på vej til Italien, Spanien og – igen – Grækenland, hvis de vil have del i milliarderne fra genopretningsfonden. Hollands premierminister Mark Rutte er primus motor i stringente reformkrav som pris for at modtage hjælp. Hvad Mette Frederiksen mener, vides ikke. Siden torsdag i sidste uge har Statsministeriet ikke svaret på spørgsmål herom.
At sige, at emnet er følsomt, vil være en voldsom underdrivelse. Taler man med selverklærede EU-tilhængere, er der tydelig skepsis overfor udsigten til at sende danske skattekroner til Italien. Ingen kan vide, hvilken regering i Rom der vil få glæde af at dele pengene videre ud til egne borgere og virksomheder. Italien blev for kort tid siden styret af en populistisk, EU-fjendtlig regering med to partier fra hver sin yderfløj. Det ene var højrepartiet Lega med Matteo Salvini i spidsen. Han er potentiel ny italiensk premierminister.
Holland kræver enstemmighed i Ministerrådet om hver pengeuddeling fra den nye fond. Måske endda med nationale parlamenter med i beslutningsprocessen. Det er umuligt at forestille sig, at det ikke vil blokere, i bedste fald voldsomt forsinke, processen. Det tyske EU-formandskab foreslår kvalificeret flertal. Beslutninger bliver altså nemmere, men ministrene vil stadig skulle tage stilling til, om eksempelvis Italien har gennemført tilstrækkelige reformer. Vil man undgå en “personlig” debat om f.eks. landenes forskellige pensionsalder eller omfanget af den sorte økonomi i forskelle lande? Sikkert ikke.
“EU kan ikke opkræve skat. Alle ministre skal altså hjem og præsentere en højere skat for vælgerne. Endnu en detaljedjævel
Så derfor mener bl.a. Italien, Spanien og Grækenland, at der slet ikke skal stemmes om pengene i Rådet. Man har alligevel suspenderet de fælles krav til de offentlige budgetter for at selv Tyskland har kunnet lånefinansiere enorme hjælpeprogrammer.
Djævelen ligger på ugens EU-topmøde derfor ikke bare i detaljerne. Men i stort set alle beslutninger. Overordnet handler det om sammensætningen af gaver og lån i den nye fond. Kommissionens udspil er 500 mia. euro i direkte overførsler – gaver, om man vil – og 250 mia. euro i lån og garantier. Holland, Sverige, Østrig og Danmark – tilsyneladende nu også Finland – er imod gavedelen. EU-formand Michel har forsøgt at købe disse lande ved på forhånd ved at garantere deres fortsatte rabat på budgetbidragene i de kommende syv år. Et godt forhandlingskort, han på forhånd har spillet sig af hånden.
Løsningen bliver sikkert en anden fordeling mellem gaver og lån. En velkendt skrue i en EU-forhandling. Ligesom kravene til tilbagebetaling. Men derefter melder der sig store interesser i fordelingen af pengene, der i princippet skal gå til de regioner og sektorer, der er hårdest ramt af corona og nedlukningen af økonomierne. Et potentielt problem, fordi bl.a. Polen, uden at være specielt hårdt coronaramt, står til at blive en af de store modtagere, fordi landet ligesom andre lande i regionen er nettomodtagere fra EU-budgettet. En skrue, som mange andre lande vil kræve justeret.
Og hvad hvis man opstiller reformkrav, der ikke bliver opfyldt? Holland og andre kræver et ekstra håndtag, så pengene kan holdes tilbage. Kommissionen lover et system med “milepæle”, så midlerne ikke udbetales til nogen, der ikke har gjort sig fortjent til dem.
Alt dette handler om at bruge penge. Der skal lånes af EU-Kommissionen på alles vegne. Men også betales tilbage. Et nyt problem. Skal det ske med et højere EU-kontingent – anskriget er allerede i gang i Danmark – eller med skatter på CO2, plastic, udenlandske tech-virksomheder eller noget helt fjerde? Alt indebærer potentielle problemer som handelskrige med USA – hvis det er en digital skat – eller umulige beregninger på CO2-indholdet af en kinesisk importvare.
Og så kan EU ikke opkræve skat. Det skal landene selv gøre. Alle ministre skal altså hjem og præsentere en højere skat for vælgerne. Endnu en detaljedjævel.
