ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mærsks død koster Gentofte dyrt

Gentofte Kommunes skatteborgere kommer til at lide under tabet af Mærsk Mc-Kinney Møller som stor bidragyder til kommunekassen.

Borgerne i Gentofte Kommune risikerer, at den kommunale skat skal hæves med helt op mod 1 procentpoint i kølvandet på skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers død. Forklaringen er, at erhvervsmanden, der døde mandag, årligt har betalt et trecifret millionbeløb i kommuneskat. Indtægter, som Gentofte Kommune nu må vinke farvel til.

Ifølge en centralt placeret byrådspolitiker i Gentofte Kommune har den kommunale indtægt fra Mærsk Mc-Kinney Møller været i omegnen af 150 mio. kr.

“Et skattepoint i Gentofte Kommune svarer til 150 mio. kr., hvilket man ikke kan udelukke, svarer til det, Mærsk Mc-Kinney Møller har betalt i skat. Mærsk har helt ekstraordinært bidraget voldsomt til kommunekassen,” siger kommunalpolitikeren.

Vedkommende ønsker ikke sit navn frem, men peger på, at det kan blive nødvendigt at hæve den kommunale skatteprocent i Gentofte Kommune som følge af skibsrederens død.

“Vi har et par stykker, som er milliardærer i Gentofte Kommune, men det er specielt Mærsk, som har betalt en ret så betydelig del i skat. Det har stor betydning for skatteprocenten. Mærsks skattebetaling i Gentofte Kommune har været medvirkende til, at kommunen har kunnet holde skatteprocenten så lav, som det er tilfældet,” siger kommunalpolitikeren.

Læs også:Sådan vil familien styre AP Møller-Mærsk

Laveste skatteprocent

Gentofte Kommune har sammen med Rudersdal Kommune landets laveste skatteprocent, som i fjor var på 22,8 pct. Til sammenligning var skatteprocenten i København på 23,8 pct. og 24,4 pct. i Aarhus.

Gentofte Kommune, hvor der bor godt 70.000 mennesker, er en af landets rigeste kommuner.

Ud over store skatteindtægter blev den stenrige nordsjællandske kommune forgyldt af, at den i 2004 solgte sine aktier i elselskabet Nesa til Elsam, der senere blev en del af Dong. Det gav kommunen en indtægt på 3,5 mia. kr. efter skat, eller hvad der svarede til ca. 50.000 kr. pr. indbygger.

Købte nabogrunde

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller boede i årevis på Mosehøjvej 4C, der ligger i Charlottenlund i den nordlige del af Gentofte Kommune. Her havde han gennem flere år købt flittigt op af de grunde, som grænsede op til hans egen ejendom. Ifølge nogle medier har han overtaget hele 15 andre huse i kvarteret, og en stor del af dem er siden revet ned og omdannet til grønne områder, der ligger i forlængelse af hans ejendom.

Mærsk Mc-Kinney Møllers egen bolig var på 670 kvadratmeter, der indeholder ni værelser, tre badeværelser og et stort køkken.

Den samlede grund er på over 16.000 kvadratmeter, og den offentlige ejendomsværdi af huset var i 2011 på 29,5 mio. kr., men de mange opkøb af nabogrundene betyder, at han sandsynligvis ejede ejendomme for langt over 100 mio. kr. i Gentofte Kommune.

Hans tilknytning til området betyder også, at han lørdag bliver begravet på Hellerup Kirkegård, der også ligger i kommunen. Ligesom skibsrederens forældre og to søskende er hustruen Emma også begravet her.

Hvor alvorlig situationen er for kommunen, har det ikke været muligt at få svar på.

Børsen har i flere dage forsøgt at få en kommentar fra Gentofte Kommune, men Kommunens presseafdeling oplyser, at hverken borgmester Hans Toft eller kommunaldirektør Jan Nielsen ønsker at udtale sig.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis