Lars Løkke Rasmussen forklarer nu, hvordan Venstre ønsker at finansiere skattelettelser i fremtiden. Det skal ske ved at overskydende penge fra reformer skal bruges til at sænke skatten frem for at bruge pengene i den offentlige sektor.
"Med de reformer vi har designet, og som den nye regering har taget til sig, og flere kommer til, der skaber vi hvert år et overskud, som giver sig til udtryk ved de 0,8 pct. Udgangspunktet nu er, at de 0,8 pct. skal bruges til at gøre den offentlige sektor større. Det vender vi om og siger nej. Udgangspunktet er, at de skal bruges på at sætte skatter og afgifter ned," siger Lars Løkke Rasmussen.
De 0,8 pct, som partilederen henviser til, er det overskud, som staten hvert år regner med at få som følge af de forskellige reformer, som allerede er lavet, og som forventes at blive lavet til næste år. I løbet af 2013 forventes det, at der bliver truffet reformbeslutninger af kontanthjælpssystemet og af SU. Og pengene skal altså, hvis det står til Venstre, bruges på skattelettelser.
Erhversskat vigtigere end personskat
Lars Løkke Rasmussen påpeger, at dagens budskab om nulvækst i det offentlige er første skridt i retning af, at sænke de samlede skatter og afgifter i Danmark. Næste skridt er, hvor skatterne så rent faktisk skal sænkes. Selv har han en idé om, hvor han mener skatterne skaber de største problemer.
"Hvis du spørger helt abstrakt, hvad der er Danmarks største problem. Er det personskatter eller erhvervsskatter. Så er svaret på det spørgsmål, at vi med de skattereformer har lavet i 2009 og den vi senest har lavet, der har vi skabt et indkomstskattesystem, som begynder at være konkurrencedygtigt. Det er ikke der, hvor vi skiller os mest ud. Der, hvor vi skiller os ud, er på en stribe andre mere erhvervsrettet skatter. Så det er nok der, man skal starte med at tage fat," siger Lars Løkke Rasmussen.
SAS er fantastisk øjenåbner
Lars Løkke Rasmussen kommenterer også på den aktuelle situation i flyselskabet SAS, som lige nu forsøger at stable en redningsplan på benene, så selskabet fortsat kan flyve i fremtiden.
"Tag det, der sker med SAS i øjeblikket. Det er en fantastisk øjenåbner. Det kan bare ikke lade sig gøre at holde et luftfartsselskab kørende, hvis man har indrettet det markant anderledes end alle dem, man flyver om kap med. Det er sådan set også situationen for humlebien Danmark. Vi er i benhård konkurrence med vores nærmeste nabolande. Der giver vi ikke vores erhvervsliv tilstrækkelig gode rammevilkår. Skatter og afgifter er en side af det, dem skal vi drive ned for at holde lønnen i ro," siger Lars Løkke Rasmussen.