Udgjorde Lars Løkke Rasmussens stunt i valgkampen med bogen “Befrielsens øjeblik” og forslaget om en VS-regering klyngebomber mod de andre borgerlige partier, er hans nytårsudmeldelse kaskader af benzin ind i selve hovedhuset.
De potentielle skader for Venstre kan ikke gøres op endnu. Kaster den afgåede næstformand Inger Støjberg den næste tændstik – i form af et partiskifte inden for kort tid – virker Jakob Ellemann-Jensens muligheder for at genrejse Venstre i resten af denne valgperiode nærmest ikkeeksisterende. Han vil stå som den leder, der fortsat kæmper for at holde sammen på Venstre og blå blok – men vil være under åreladning fra begge sider.
Pønser Lars Løkke på at etablere et nyt midterparti, efterlader hans exit også blandt venligsindede V-folk indtrykket af en mand, der med konsekvent brutalitet sætter sig selv over partiet:
For det første bruger Løkke ikke mange ord på egen del af ansvaret for Venstres problemer. Hverken andelen i, at formandskabet med Kristian Jensen ikke fungerede. At udlændingepolitikken udviklede sig til en stramningskonkurrence. Eller at VLAK-regeringen under Løkkes ledelse bidrog til at trække politik et sted hen, som han nu drømmer om at gøre op med.
At Lars Løkke bruger forretningsudvalgets ageren i sagen om Støjbergs afgang til yderligere legitimering af sit eget exit forekommer ikke videre troværdigt. Det var Løkke selv, der 18. december slog fast i Ekstra Bladet, at Instrukskommissionens rapport var udtryk for “meget kras kritik”, man ikke kan “sidde overhørig”.
For det andet står Løkkes politiske begrundelser ikke så lysende klare som i 2019, hvor han opfordrede til frigørelse fra yderfløjene: Rasmus Paludan og Stram Kurs er fortid. Ingen af de tilbageværende i blå blok har i skrivende stund ultimative krav om EU-udmeldelse, vilde topskattelettelser eller konventionsbrud. Og nok har SF og Enhedslisten bidraget til at sætte retningen for S-regeringen, men Løkkes advarsler i 2019 om, at “den yderste venstrefløj” ville tvinge Mette Frederiksen til en “meget socialistisk økonomisk politik”, afspejler sig ikke i virkeligheden. Foreløbig er S-regeringen i gang med at realisere Løkkes velfærdsløfte, hans opgør med sparekrav – og ønske om flere elbiler på vejene.
Det dybt frustrerende for Jakob Ellemann-Jensen må være, at han med Støjbergs exit måske havde chancen for at give Venstre den toning, der ikke blot ligger tættere på Ellemanns eget hjerte og profil – men også går mere i retning af de pejlemærker, Lars Løkke kredser om.
I 2019 proklamerede Inger Støjberg, at hun ville “bære” Jakob Ellemann ind i Statsministeriet. Samme år understregede Løkke, at han “hele tiden har haft et øje til” Jakob Ellemann som sin afløser.
Nu er alles øjne rettet mod de remedier, de hver især besidder til at sætte Venstres hovedhus i brand. Og Ellemann kommer på overarbejde med at redde, hvad reddes kan.
