LEDER - Alle vidste det godt, men nu er det sagt højt. Børsnoteringen af Dong Energy er udsat på ubestemt tid, og dermed sættes der punktum for håbet om en dansk privatiseringsbølge efter kommunismens sammenbrud i 1989.
I Danmark tror vi stadigvæk, at tingene fungerer bedst, hvis staten dominerer transportsektoren med DSB og SAS, medierne med DR og TV2, spillemarkedet med Danske Spil og Klasselotteriet og energisektoren med Dong Energy som en statslig mastodont skabt af VK-regeringen. Staten har aktier og anparter i 23 selskaber, i tre offentlige virksomheder og to interessentselskaber. En nettoomsætning på samlet 166 mia. kr. i 2010.
Utroligt. Hvorfor tror et tilfældigt politisk flertal på Christiansborg stadigvæk, at det kan drive virksomhed? DSB er endnu engang skandaleramt, SAS kæmper stadig med at finde sin plads i et liberaliseret marked, den private medieindustri i Danmark udelukkes fra at udvikle fjernsyn og radio, og spillemarkedet oversvømmes fra nytår af udenlandske udbydere.
En lille privatisering fik den borgerlige regering gennemført: Statens Bilinspektion blev solgt, og jeg har endnu ikke mødt nogen, som vil rulle den beslutning tilbage.
Når den radikale gruppeformand og finansordfører Marianne Jelved, med ordene “vi har skiftet mening” aflyser privatiseringen af Dong, er det værd at notere sig. Dong er med en omsætning på 54,6 mia. kr. og 5.800 ansatte giganten i den statslige portefølje.
De Radikale tror åbenbart ikke længere på markedskræfterne. Og når det gælder troen på eksperterne, som der stod i valgannoncerne, er der åbenbart frit valg. Dengang partiet indgik aftalen om privatiseringen af Dong i 2004, troede de på eksperterne i økonomi og energi. Nu tror de mere på eksperterne i klima. Investeringer i klima kan åbenbart bedst gøres, hvis politikerne sidder på selskaberne selv. Love og regler er åbenbart ikke nok.
For erhvervslivet og danske privatkunder betyder det én ting: højere energipriser.
Forløbet omkring Dong viser, at man skal være påpasselig med at stole på politikere – uanset farve. For syv år siden lød det fra finansminister Thor Pedersen (V), at de regionale energiselskaber skulle samles under staten, fordi Danmark havde brug for en stærk, privatiseret spiller på energimarkedet. Alle advarsler om, at der blev skabt en statslig monopolist inden for olie, gas og el, blev stemplet som landsskadelig virksomhed.
Måske var daværende finansminister Thor Pedersen (V) bare en naiv liberalist dengang? Måske troede han oprigtigt, at et politisk flertal frivilligt ville afgive kontrollen med energisektoren, når den først var samlet under statens kontrol?
Men det er et historisk særsyn, at politikere og embedsmænd afgiver kontrol med noget som helst. Det sker typisk kun under pres, når der f.eks. mangler penge til at afbetale gæld. Det kunne være salget af TDC under Nyrup-regeringen, som forbedrede de statslige nøgletal, eller som det sker nu i Grækenland, hvor der er udsalg som svar på krisen.
Kontrollerede frasalg, som alene begrundes i troen på, at private aktører er bedst til at drive og udvikle selskaber, er sjældne.
Derfor er frygten for statslig indflydelse i den finansielle sektor også forståelig. Staten har sneget sig ind i bankdriften via ATP’s ejerskab af FIH, bankpakkerne er en realitet, og Finansiel Stabilitet bliver en faktor mange år frem.
Når politikerne først får sat sig ved bordet, bliver de svære at drive ud igen. Husk det nu.
Log ind og læs avisen her
I Danmark tror vi stadigvæk, at tingene fungerer bedst, hvis staten dominerer transportsektoren med DSB og SAS, medierne med DR og TV2, spillemarkedet med Danske Spil og Klasselotteriet og energisektoren med Dong Energy som en statslig mastodont skabt af VK-regeringen. Staten har aktier og anparter i 23 selskaber, i tre offentlige virksomheder og to interessentselskaber. En nettoomsætning på samlet 166 mia. kr. i 2010.
Utroligt. Hvorfor tror et tilfældigt politisk flertal på Christiansborg stadigvæk, at det kan drive virksomhed? DSB er endnu engang skandaleramt, SAS kæmper stadig med at finde sin plads i et liberaliseret marked, den private medieindustri i Danmark udelukkes fra at udvikle fjernsyn og radio, og spillemarkedet oversvømmes fra nytår af udenlandske udbydere.
En lille privatisering fik den borgerlige regering gennemført: Statens Bilinspektion blev solgt, og jeg har endnu ikke mødt nogen, som vil rulle den beslutning tilbage.
Når den radikale gruppeformand og finansordfører Marianne Jelved, med ordene “vi har skiftet mening” aflyser privatiseringen af Dong, er det værd at notere sig. Dong er med en omsætning på 54,6 mia. kr. og 5.800 ansatte giganten i den statslige portefølje.
De Radikale tror åbenbart ikke længere på markedskræfterne. Og når det gælder troen på eksperterne, som der stod i valgannoncerne, er der åbenbart frit valg. Dengang partiet indgik aftalen om privatiseringen af Dong i 2004, troede de på eksperterne i økonomi og energi. Nu tror de mere på eksperterne i klima. Investeringer i klima kan åbenbart bedst gøres, hvis politikerne sidder på selskaberne selv. Love og regler er åbenbart ikke nok.
For erhvervslivet og danske privatkunder betyder det én ting: højere energipriser.
Forløbet omkring Dong viser, at man skal være påpasselig med at stole på politikere – uanset farve. For syv år siden lød det fra finansminister Thor Pedersen (V), at de regionale energiselskaber skulle samles under staten, fordi Danmark havde brug for en stærk, privatiseret spiller på energimarkedet. Alle advarsler om, at der blev skabt en statslig monopolist inden for olie, gas og el, blev stemplet som landsskadelig virksomhed.
Måske var daværende finansminister Thor Pedersen (V) bare en naiv liberalist dengang? Måske troede han oprigtigt, at et politisk flertal frivilligt ville afgive kontrollen med energisektoren, når den først var samlet under statens kontrol?
Men det er et historisk særsyn, at politikere og embedsmænd afgiver kontrol med noget som helst. Det sker typisk kun under pres, når der f.eks. mangler penge til at afbetale gæld. Det kunne være salget af TDC under Nyrup-regeringen, som forbedrede de statslige nøgletal, eller som det sker nu i Grækenland, hvor der er udsalg som svar på krisen.
Kontrollerede frasalg, som alene begrundes i troen på, at private aktører er bedst til at drive og udvikle selskaber, er sjældne.
Derfor er frygten for statslig indflydelse i den finansielle sektor også forståelig. Staten har sneget sig ind i bankdriften via ATP’s ejerskab af FIH, bankpakkerne er en realitet, og Finansiel Stabilitet bliver en faktor mange år frem.
Når politikerne først får sat sig ved bordet, bliver de svære at drive ud igen. Husk det nu.
Log ind og læs avisen her
