LEDER - Danskerne ved mere om deres politikere end nogensinde.
I vore dage ville en udenrigsminister som Per Hækkerup ikke slippe godt fra at drikke sig fra sans og samling uden at blive udnævnt til ugens brandert i Se & Hør.
Og offentligheden ville utvivlsomt få nys om statsministeren Viggo Kampmanns alvorlige psykiske problemer, der gjorde det umuligt for ham at arbejde i lange perioder.
Nu om dage bliver stadig mere, der før tilhørte “privatlivets fred” åbenbaret af ivrige bloggere og blodtørstige journalister. Det har både rigtig gode og rigtig dårlige sider.
Det er godt, at magtmennesker får lagt en dæmper på deres hykleri. Hvem kan længere forestille sig, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skulle sige noget negativt om udlandsdanskere, der spekulerer i at betale skat i Schweiz? Og hvem kan længere forestille sig, at Pia Kjærsgaard for alvor vil tale negativt om udlændinges lyst til at købe sommerhus i et andet land end deres eget?
Det er også godt, at danskerne opdager, at deres ledere blot er mennesker som dem selv og ikke ophøjede medieforgudede John F. Kennedy-agtige fuphelgener. Det bringer realismen ind i politikkens verden og begrænser den farlige idealisme.
I teorien ønsker vi jo at blive styret af de bedste, ikke af vore middelmådige naboer eller af mennesker, der er lige så uvidende og fejlbarlige, som os selv.
Men det er i realiteten, hvad vi bliver. Vi kan lige så godt indse det først som sidst. Og den realisme fremmes af åbenhed om politikernes gøren og laden.
Det er til gengæld skidt, hvis det betyder, at medier gør hvad som helst til en sensation og skærer alle politikere over en kam.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, bliver for tiden udstillet for at have betalt sin ældste søns narkogæld. Drengen skulle ud af kløerne på pushere og rockere – koste hvad det ville. Han skulle videre i livet. Det kan medier og kommentatorer problematisere i en uendelighed. Og det gør de så.
Det korte af det lange er, at Samuelsen tog ansvar for sin søn. Utallige politikere har svigtet deres familie i tidens løb. Så lad dem endelig betale en smule aflad.
Det er imidlertid helt absurd at sammenligne Anders Samuelsen med Socialdemokraternes tidligere politiske ordfører Henrik Sass Larsen. Samuelsen ville have sin søn ud af et kriminelt miljø. Sass lod sig beskytte af et kriminelt miljø. Bemærk forskellen.
Det er også absurd at sammenligne Samuelsen med den tidligere DKP-formand og nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF). Samuelsen handlede for sin søn. Sohn handlede som leder af en organisation, der arbejdede for en fremmed magt under den Kolde Krig. Det er ikke en privatsag. Det er en sag af offentlig interesse.
Sohn fortjener ros for at have beskrevet, hvordan det uhyrlige sovjetsystem knægtede såvel sine borgere som udenlandske troende kommunister – herunder danskere – der lod sig lokke østpå. Det underlige er bare, at Sohn ikke har beskrevet sine egne aktiviteter under Den Kolde Krig. Her er han ellers en af de helt centrale kilder.
Det er hårdt at være politiker. Man risikerer at miste sin familie. Man oplever at skulle gennem mediernes syrebad.
Til gengæld er det også umanerlig sjovt at være politiker. De fleste folketingsmedlemmer – over 90 pct. – tjener mere, end de ellers gjorde i det civile liv. Og vigtigere: De har magt over andres tilværelse.
Derfor er det kun rimeligt, at politikere dømmes hårdt på deres holdninger og hykleri. Men lad deres børn være. De har det hårdt nok i forvejen.
Log ind og læs avisen her
I vore dage ville en udenrigsminister som Per Hækkerup ikke slippe godt fra at drikke sig fra sans og samling uden at blive udnævnt til ugens brandert i Se & Hør.
Og offentligheden ville utvivlsomt få nys om statsministeren Viggo Kampmanns alvorlige psykiske problemer, der gjorde det umuligt for ham at arbejde i lange perioder.
Nu om dage bliver stadig mere, der før tilhørte “privatlivets fred” åbenbaret af ivrige bloggere og blodtørstige journalister. Det har både rigtig gode og rigtig dårlige sider.
Det er godt, at magtmennesker får lagt en dæmper på deres hykleri. Hvem kan længere forestille sig, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skulle sige noget negativt om udlandsdanskere, der spekulerer i at betale skat i Schweiz? Og hvem kan længere forestille sig, at Pia Kjærsgaard for alvor vil tale negativt om udlændinges lyst til at købe sommerhus i et andet land end deres eget?
Det er også godt, at danskerne opdager, at deres ledere blot er mennesker som dem selv og ikke ophøjede medieforgudede John F. Kennedy-agtige fuphelgener. Det bringer realismen ind i politikkens verden og begrænser den farlige idealisme.
I teorien ønsker vi jo at blive styret af de bedste, ikke af vore middelmådige naboer eller af mennesker, der er lige så uvidende og fejlbarlige, som os selv.
Men det er i realiteten, hvad vi bliver. Vi kan lige så godt indse det først som sidst. Og den realisme fremmes af åbenhed om politikernes gøren og laden.
Det er til gengæld skidt, hvis det betyder, at medier gør hvad som helst til en sensation og skærer alle politikere over en kam.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, bliver for tiden udstillet for at have betalt sin ældste søns narkogæld. Drengen skulle ud af kløerne på pushere og rockere – koste hvad det ville. Han skulle videre i livet. Det kan medier og kommentatorer problematisere i en uendelighed. Og det gør de så.
Det korte af det lange er, at Samuelsen tog ansvar for sin søn. Utallige politikere har svigtet deres familie i tidens løb. Så lad dem endelig betale en smule aflad.
Det er imidlertid helt absurd at sammenligne Anders Samuelsen med Socialdemokraternes tidligere politiske ordfører Henrik Sass Larsen. Samuelsen ville have sin søn ud af et kriminelt miljø. Sass lod sig beskytte af et kriminelt miljø. Bemærk forskellen.
Det er også absurd at sammenligne Samuelsen med den tidligere DKP-formand og nuværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF). Samuelsen handlede for sin søn. Sohn handlede som leder af en organisation, der arbejdede for en fremmed magt under den Kolde Krig. Det er ikke en privatsag. Det er en sag af offentlig interesse.
Sohn fortjener ros for at have beskrevet, hvordan det uhyrlige sovjetsystem knægtede såvel sine borgere som udenlandske troende kommunister – herunder danskere – der lod sig lokke østpå. Det underlige er bare, at Sohn ikke har beskrevet sine egne aktiviteter under Den Kolde Krig. Her er han ellers en af de helt centrale kilder.
Det er hårdt at være politiker. Man risikerer at miste sin familie. Man oplever at skulle gennem mediernes syrebad.
Til gengæld er det også umanerlig sjovt at være politiker. De fleste folketingsmedlemmer – over 90 pct. – tjener mere, end de ellers gjorde i det civile liv. Og vigtigere: De har magt over andres tilværelse.
Derfor er det kun rimeligt, at politikere dømmes hårdt på deres holdninger og hykleri. Men lad deres børn være. De har det hårdt nok i forvejen.
Log ind og læs avisen her
