ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Leder: Pigen med guldbukserne

I 1975 udkom en børnefilm med titlen »Drengen med guldbukserne«, som havde drengen Mats i hovedrollen. Pludselig en dag kommer der pengesedler op, når han stak hånden ned i bukselommen. Hvilke herlige tider han fik, og så kom problemer.

1975 var også året, hvor Anker Jørgensen blev statsminister, og Socialdemokraterne hentede inspiration fra fiktionsverdenen til, hvordan man driver offentlig økonomi. Det gik som bekendt helt galt, og statsminister Poul Schlüter måtte bruge en kartoffelkur for at rydde op.

Nu er guldbukserne åbenbart på vej på mode igen. Optakten til folketingsvalget var en konkurrence i, hvem der kunne tilbyde mest i såkaldte vækstpakker til dansk økonomi.

Den nye regeringsbærende alliance mellem Socialdemokraterne og SF ville først hælde 10 mia. kr. ud, og da VK-regeringen også begyndte at byde på den dagsorden, blev det skruet op til 18 mia. kr. i offentlige investeringer og skatterabat til erhvervslivet. Hvor pengene skulle komme fra, talte ingen om.

Problemet er ikke, at politikerne vil sætte gang i væksten. Problemet er hverken offentlige investeringer eller skatterabatter. Den manglende vækst i Danmark og resten af den vestlige verden er hovedproblemet, og derfor er initiativer helt nødvendige.

Problemet er, at Danmarks kommende statsminister ,Helle Thorning-Schmidt (S), og hendes attache, SF-formand Villy Søvndal, leger pigen og drengen med guldbukserne. De tror, at de kan hive penge op ad lommerne, kaste dem hovedløst ud, og så blomstrer væksten og beskæftigelse. Her tager de fejl.

Der er et hul i lommerne på op mod 100 mia. kr. Derfor er det afgørende, at de penge, der bruges, bruges klogt. Hver en krone skal lånes, og hver en krone skal betales tilbage med renter.

Derfor bør Thorning-Schmidt lytte til nationalbankdirektør Nils Bernstein, som i går advarede imod at haste vækstpakker igennem. Nationalbanken spår fortsat lav vækst på omtrent 1,6 pct. de kommende to år, mens trods alt små positive tegn. Derfor er der ikke behov for en ekspansiv finanspolitik, og slet ikke råd til at bruge penge på usikre initiativer. Hvis der kan findes et råderum, skal det gemmes til senere, lyder det fra Bernstein.

VK-regeringen har i forvejen sat vækstinitiativer i gang for milliarder, og de fleste af disse initiativer vil først slå igennem de kommende år. Derfor har Danmark mest af alt brug for stabilitet.

I stedet for at kigge på Anker Jørgensen burde Helle Thorning lære af Poul Schlüter, som sørgede for en stabil valuta og sunde offentlige finanser - en kurs som den socialdemokratiske efterfølger Poul Nyrup Rasmussen fortsatte suppleret med arbejdsmarkedsreformer og lavere marginalskatter. Det er vejen frem.

Den kommende regering bør indstille sig på en periode, hvor lavvækst hersker. Derfor er der behov for at gennemføre de allerede vedtagne stabiliserende initiativer som efterlønsreform, dagpengereform, lavere topskat og nulvækst i de kommunale budgetter.

De kan sagtens suppleres med trepartsforhandlinger om længere arbejdstid og løntilbageholdenhed, som Socialdemokraterne har luftet. Med hele den pakke vil der blive penge til både mere uddannelse og lavere beskatning af erhvervslivet. Så kommer væksten, og den bliver holdbar. Vækstpakker uden penge er politisk fiktion – ligesom »Drengen med guldbukserne.«

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis