Der er kun to muligheder i rockersagen om topsocialdemokraten Henrik Sass Larsen: Enten er det en løgnehistorie af farlige dimensioner, og Sass er i et afhængighedsforhold til rockere.
Ellers har Helle Thorning-Schmidt, allerede inden hun har sat sin fod inden for i Statsministeriet, vist sig som en svag politisk leder, der rystes af uvæsentlige detaljer.
Sagens officielle substans er, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har rejst tvivl om Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse. En minister får adgang til fortrolige oplysninger, og derfor testes hans eller hendes pålidelighed i den forbindelse. Der undersøges for strafbare forhold, alkohol- eller narkotikamisbrug, alvorligere økonomiske problemer eller andre oplysninger, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
Ifølge Henrik Sass Larsen er det en episode på en café i Køge, hvor Bandidos-rockeren Torben Ohlsen Jensen sætter sig ved hans bord, som udgør problemet. Rockeren tilføjer offentligt i medierne, at kontakterne ikke skete på Sass Larsens foranledning.
Hvis det er sandheden, er sagen absurd. En offentlig kendt politiker kan ikke modsætte sig, at andre mennesker ringer til ham eller sætter sig ved et cafébord. Han kan nøjes med høflige svar og sort snak, men mere kan ikke forventes. Henrik Sass Larsen må også have ret til at mødes med rockere, hvis han har lyst. Kriminelle er også mennesker med rettigheder.
Hvis vi tror på den historie, har Sass intet problem. Der er heller ikke noget at udsætte på PET, de har blot gjort landets kommende statsminister opmærksom på et potentielt problem. Dermed ender fejlslutningen hos Thorning-Schmidt. Hun kunne tage oplysningen til efterretning og udnævne Sass Larsen til finansminister alligevel.
PET har ingen ret til hverken at udpege, afskedige eller blokere for kommende ministre ifølge landets grundlov.
I 1981 blev der rejst tvivl om Ole Espersens sikkerhedsgodkendelse pga. et møde med en KGB-officer på restauranten Rio Bravo i København. Daværende statsminister Anker Jørgensen (S) stolede på Ole Espersens integritet og udnævnte ham alligevel.
Man må gå ud fra, at Helle Thorning-Schmidt stoler på Henrik Sass Larsen. Han har været hendes tro væbner siden formandsvalget i 2005. Derfor sender hun et signal om, at politikere ikke må tale med suspekte personer. Ellers ved hun mere, end hun siger. Det ved vi ikke.
For i går lavede Helle Thorning-Schmidt en klassisk Thorning-Schmidt-manøvre. Hun afleverede sin forberedte udtalelse til tv om, at hun havde taget Sass Larsens beslutning om at sig nej til en ministerpost til efterretning, og at det var en klog beslutning. Dernæst nægtede hun at gå yderligere ind i sagen.
Mønsteret er det samme som i Helle Thorning-Schmidts skattesager. ”Der er intet at komme efter,” ville statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) have sagt, og forgængeren Poul Schlüter kunne tilføje, at der ”ikke er fejet noget ind under gulvtæppet.”
I Thorning-familiens skattesag blev det holdt pænt skjult, at Helle Thorning-Schmidt undgik skat for 152.000 kr. i perioden 2000 til 2005, fordi sagen var forældet, da skattevæsenet opdagede den. Men det kom ikke frivilligt frem, da skattesagen rullede i 2010. Alle spørgsmål blev afvist, og sagens rette sammenhæng blev først offentlig efter et læk i 2011.
Det lykkelige ved denne sag er, at danskerne er sluppet for Henrik Sass Larsen som minister. Hans magtarrogance er kendt, han truede aviser på økonomien og nægtede at fortælle om sit partis økonomiske politik. Men for Helle Thorning-Schmidt er det en dårlig sag – uanset hvad sandheden er.
Ellers har Helle Thorning-Schmidt, allerede inden hun har sat sin fod inden for i Statsministeriet, vist sig som en svag politisk leder, der rystes af uvæsentlige detaljer.
Sagens officielle substans er, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har rejst tvivl om Henrik Sass Larsens sikkerhedsgodkendelse. En minister får adgang til fortrolige oplysninger, og derfor testes hans eller hendes pålidelighed i den forbindelse. Der undersøges for strafbare forhold, alkohol- eller narkotikamisbrug, alvorligere økonomiske problemer eller andre oplysninger, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko.
Ifølge Henrik Sass Larsen er det en episode på en café i Køge, hvor Bandidos-rockeren Torben Ohlsen Jensen sætter sig ved hans bord, som udgør problemet. Rockeren tilføjer offentligt i medierne, at kontakterne ikke skete på Sass Larsens foranledning.
Hvis det er sandheden, er sagen absurd. En offentlig kendt politiker kan ikke modsætte sig, at andre mennesker ringer til ham eller sætter sig ved et cafébord. Han kan nøjes med høflige svar og sort snak, men mere kan ikke forventes. Henrik Sass Larsen må også have ret til at mødes med rockere, hvis han har lyst. Kriminelle er også mennesker med rettigheder.
Hvis vi tror på den historie, har Sass intet problem. Der er heller ikke noget at udsætte på PET, de har blot gjort landets kommende statsminister opmærksom på et potentielt problem. Dermed ender fejlslutningen hos Thorning-Schmidt. Hun kunne tage oplysningen til efterretning og udnævne Sass Larsen til finansminister alligevel.
PET har ingen ret til hverken at udpege, afskedige eller blokere for kommende ministre ifølge landets grundlov.
I 1981 blev der rejst tvivl om Ole Espersens sikkerhedsgodkendelse pga. et møde med en KGB-officer på restauranten Rio Bravo i København. Daværende statsminister Anker Jørgensen (S) stolede på Ole Espersens integritet og udnævnte ham alligevel.
Man må gå ud fra, at Helle Thorning-Schmidt stoler på Henrik Sass Larsen. Han har været hendes tro væbner siden formandsvalget i 2005. Derfor sender hun et signal om, at politikere ikke må tale med suspekte personer. Ellers ved hun mere, end hun siger. Det ved vi ikke.
For i går lavede Helle Thorning-Schmidt en klassisk Thorning-Schmidt-manøvre. Hun afleverede sin forberedte udtalelse til tv om, at hun havde taget Sass Larsens beslutning om at sig nej til en ministerpost til efterretning, og at det var en klog beslutning. Dernæst nægtede hun at gå yderligere ind i sagen.
Mønsteret er det samme som i Helle Thorning-Schmidts skattesager. ”Der er intet at komme efter,” ville statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) have sagt, og forgængeren Poul Schlüter kunne tilføje, at der ”ikke er fejet noget ind under gulvtæppet.”
I Thorning-familiens skattesag blev det holdt pænt skjult, at Helle Thorning-Schmidt undgik skat for 152.000 kr. i perioden 2000 til 2005, fordi sagen var forældet, da skattevæsenet opdagede den. Men det kom ikke frivilligt frem, da skattesagen rullede i 2010. Alle spørgsmål blev afvist, og sagens rette sammenhæng blev først offentlig efter et læk i 2011.
Det lykkelige ved denne sag er, at danskerne er sluppet for Henrik Sass Larsen som minister. Hans magtarrogance er kendt, han truede aviser på økonomien og nægtede at fortælle om sit partis økonomiske politik. Men for Helle Thorning-Schmidt er det en dårlig sag – uanset hvad sandheden er.
