ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Rohde tror på det danske opsving

Opdateret kl. 10.47- Nationalbankdirektør Lars Rohde skruer en tand op for sine vækstudsigter, efter dansk økonomi i årets første kvartal har vist takter, der er på før-krise niveau.

Nationalbanken tror nu på en vækst i bruttonationalproduktet (bnp) på 1,5 pct. i 2014 og 1,8 pct. i 2015. Det fremgår af bankens kvartalsmæssige vurdering  af dansk økonomi.

Det er marginalt bedre udsigter end i den seneste kvartalsoversigt, der blev offentliggjort i marts. Her forudså Nationalbanken en vækst på 1,4 pct. i år og 1,7 pct. næste år.

At banken nu tror på en stærkere dansk økonomi, skyldes de bedre takter, der blev sat i første kvartal. Her viste den økonomiske aktivitet sig at stige 1,5 pct. fra første kvartal 2013.

"Hvis der ses bort fra et fald i råstofudvindingen, er bnp tilbage på samme niveau som før krisen," konstaterer Nationalbanken i en pressemeddelelse.

Lægger sig ikke op af Vestager

Direktør Lars Rohdes prognose er dog ikke helt samstemmende med både de økonomiske vismænd og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers prognoser.
Læs også: Nationalbanken vil holde ekstra øje med boligmarked

I både regeringens Økonomisk Redegørelse og Vismandsrapporten, der begge blev præsenteret i slutningen af maj, var buddet en vækst på 1,4 pct. i år og 2 pct. i 2015.

Men selvom Nationalbanken ikke har samme høje vækstforventninger næste år som regeringen selv, påpeger Lars Rohde, at den stærkere vækst inviterer til politisk handling.

"I 2015 ventes dansk økonomi at være så langt henne i et opsving, at tilbagerulningen af de finanspolitiske lempelser bør være godt i gang, så der næste år sker en mærkbar forbedring af den planlagte strukturelle saldo," udtaler nationalbankdirektør Lars Rohde og fortsætter:

"Det gælder især, når der tages hensyn til det lempelige udgangspunkt for finanspolitikken og det meget lave renteniveau."

Kræver skærpet overvågning

Han understreger samtidig, at visse dele af økonomien kræver særlig opmærksomhed, fordi der er risiko for overophedning.

Ledigheden er for eksempel samlet set faldende og for nogle faggrupper på samme niveau som i 2006 under den seneste overophedning af dansk økonomi.

Og i nogle områder af landet er boligpriserne kraftigt stigende.

"Renten er tæt på nul, og boligmarkedet indeholder selvforstærkende mekanismer. Der er derfor behov for skærpet overvågning af udviklingen på arbejds- og boligmarkedet," siger nationalbankdirektør Lars Rohde.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis