Under partilederdebatten tirsdag i Folketinget fokuserede Venstres formand på særligt ét emne i debatten med statsministeren og de andre partiledere. Jakob Ellemann-Jensen ville have sikkerhed for, at de kommende forhandlinger om klimamål og landbrug ikke ender med at kvæle erhvervet eller sende job i tusindvis ud af landet.
V-toppens bekymring kan ikke afskrives som de sædvanlige rituelle advarsler forud for et højspændt forløb. For nok fremhævede Mette Frederiksen (S) tirsdag endnu engang vigtigheden af det danske fødevareerhverv og beskæftigelsen – den er lige så afgørende som målene om forbedringer af klima, miljø og natur, lod statsministeren forstå. Men i praksis kan det blive yderst vanskeligt at forene målene om CO2-reduktion og miljøkrav, på en måde så der både er tilstrækkeligt højt ambitionsniveau for støttepartierne – og så det sker, uden at mange lokale landmænd bliver for hårdt ramt af kravene og omstillingsprocessen.
Fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S) har over længere tid afholdt møder af teknisk karakter med partierne, og regeringen forventes at præsentere sit eget udspil meget snart. Både Prehn og andre af regeringens ministre har løbende understreget, at landbruget er et “unikt” erhverv, og at regeringen nødigt ser en smal aftale med urealistisk høje krav.
“Hvis vi skal levere og gøre det på en måde, hvor landbruget kan være med, så er det en uhyre kompliceret opgave,” sagde ministeren for nyligt her i avisen og uddybede: “Jeg tror, vi kan lave noget, der bliver ganske fornuftigt og samler Folketinget bredt, som leverer på både klima, miljø og biodiversitet. Måske ikke så meget, som man havde forestillet sig i første omgang.”
Meget tyder på, at regeringen kommer til at præsentere et udspil i den beskedne ende, som ikke lever op til støttepartiernes krav til, hvor stor en CO2-reduktion fødevareerhvervet skal præsentere. Krav, der kan være nødvendige, hvis ikke andre dele af samfundet skal bidrage med endnu mere for at nå i mål med de 70 procents CO2-reduktion i 2030. Klimarådet har tidligere i år påpeget, at indgåede aftaler og udspil indtil nu ikke har anvist en realistisk vej til målet.
“En smal aftale kan meget vel blive resultatet af den kommende proces
De Radikale, SF og Enhedslisten og måske også Alternativet må derfor forventes at arbejde krav og måltal op, hvis de skal bære en aftale igennem på landbrugsområdet. En smal aftale kan meget vel blive resultatet af den kommende proces. For mens klassiske CO2-reducerende tiltag, priser og effekter har fyldt meget i debatten indtil nu, rummer spørgsmålet om vandmiljø og kvælstofudledning formentlig en af de allerstørste barrierer for et bredt forlig på landbrugsområdet.
Kernen i striden er ikke mindst nye beregninger fra Nationalt Center for Miljø- og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet, der sidste år indikerede fornyede skrappe krav til kvælstofreduktioner i den kommende vandområdeplan frem til 2027. Det er gennem årtier lykkedes landbruget at reducere kvælstofudledningen; det seneste talgrundlag taler imidlertid for yderligere store reduktioner i de kommende år. Branchen frygter mareridtsagtige konsekvenser.
Kravene i de nye beregninger er skærpet til nedbringelser til 36.600 ton over en kortere årrække, hvilket anses for helt urealistisk af Landbrug & Fødevarer: “Om vi så braklagde over halvdelen af landet – og det giver ingen forskel, om landet omlægges til økologi, tværtimod,” som viceformand Thor Gunnar Kofoed udtrykte det i december til Landbrugsavisen.
Professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, der har været med til at lave beregningerne, vurderede samtidig over for Altinget, at konsekvensen kan blive, at mellem 15 og 30 pct. af landbrugsarealet skal tages ud af drift.
Selv med minivådområder, tilskud til udtagning af jorde og kvælstofreducerende elementer som muslingeproduktion er der især i Venstre dyb bekymring for, at skrappere kvælstofkrav vil ramme for hårdt i dele af landet.
Venstres formand kom selv på kollisionskurs med dele af landbruget, da Jakob Ellemann-Jensen som miljø- og fødevareminister i 2019 bandede over nye kvælstoftal og den tilsyneladende for beskedne effekt af frivillige virkemidler. “Hvis reduktionen ikke bliver med kollektive virkemidler, så bliver det med ikkefrivillige midler,” sagde Ellemann dengang, hvor der fortsat var ballade mellem rød og blå blok om netop kvælstofudledninger og landbrugspakken fra 2015. Dengang kaldte den daværende R-miljøordfører Ida Auken det for en “regulær skandale”, at “det vigtigste virkemiddel, regeringen brugte som figenblad” for landbrugspakken, ikke så ud til at virke.
I dag er status, at Venstre og de andre borgerlige synes at have trukket en streg i den grønne omstilling og miljøkravene. Det primære fokus er at undgå, at “rigtige menneskers rigtige job, i områder hvor de ikke hænger på træerne, forsvinder,” som Jakob Ellemann udtrykte det tirsdag med henvisning til fagforbundet NNF.
Heroverfor står en kreds af støttepartier, der allerede har måttet sluge store kompromiser i aftalen om elbiler, i at en ensartet CO2-afgift er udskudt i flere år, i at infrastrukturplanen er designet til de blå – og i at regeringen vrider og vender sig for at undgå at tage mere hårdtslående og kontroversielle midler i brug i den grønne omstilling. Landbrugsområdet kan meget vel blive stedet, hvor støttepartierne vil forsøge at presse hårdere reduktionskrav for både drivhusgasser og kvælstof igennem.
