ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kristian Jensen om reformstop: Vi er stødt på en mur og må finde andre veje frem

Fællesskab står der på et stort orangerødt banner til Venstres landsmøde i Herning.

Finansminister Kristian Jensen (V) sluttede sin tale lørdag med at bruge Socialdemokratiets gamle valgslogan ”gør gode tider bedre”, og op til landsmødet havde han tilmed afleveret et budskab om, at ”de store reformers tid er forbi” på forsiden af Berlingske.

For knapt to år siden bebudede Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, i samme avis et ”stop for reformer”. Men ifølge finansministeren er der en afgørende forskel på de to partier.

”Henrik Sass siger, det er slut med at skabe mere arbejdsudbud. Jeg siger, det er vigtigt med mere arbejdsudbud, for jeg er lodret uenig i, at vi ikke skal gå efter at øge arbejdsudbuddet. Jeg mener faktisk, vi skal gøre alt, hvad vi kan. Jeg tror bare ikke, der er de snuptag, der kan give det samme som en tilbagetrækningsreform eller en dagpengereform har gjort,” forklarer Kristian Jensen og lægger vægt på, at VLAK’s mål om at øge arbejdsudbuddet med 55.000-60.000 personer i 2025 fortsat er intakt.

Reformvejen er lukket


Børsen beskrev i begyndelsen af november, hvordan regeringen hidtil kun har øget arbejdsudbuddet med 3400 personer og måttet pakke flere reformplaner godt og grundigt sammen. Det tvinger dem i en anden retning, mener finansministeren.

”Når vi kan se, at vi bliver ved med at rende ind i en mur, der gør, at vi ikke kan komme videre ad én vej, så er det jo relativt ubegavet at fortsætte med at gå den vej,” siger han og kalder den nye reformkurs ”de mange bække små”.

I stedet for at gå efter store reformer af pensionsalder eller dagpenge, vil partiet i stedet forsøge sig med
”små hjørner” som at hæve det fribeløb, studerende må tjene ved siden af SU og ændrede modregningsregler for folkepensionister.

”Hvis vi f.eks. kan få alle jobcentre til at være lige så gode som de bedste i landet, kan vi øge beskæftigelsen med 10.000 personer. Der er masser af nye veje at gå,” siger Kristian Jensen.

Er det liberalt?

Venstres kursskifte har allerede skuffet regeringspartneren Liberal Alliance, som fastholder, at der skal komme store reformer.

Partiet vil tilmed gå til valg på at lette selskabsskatten, topskatten og en nulvækst i det offentlige, har økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) bebudet.

”Jeg er glad for, han har den ambition. Sagen er bare, at vi har forsøgt ad flere omgange at komme videre ad den vej. Jeg er i politik for at skabe resultater, og hvis ikke jeg kan komme ned ad en vej, fordi den er spærret, så vil jeg finde en anden vej til at nå dem i stedet for at blive ved,” lyder Kristian Jensens svar.

Hvorfor skal Venstre ikke gå mere ambitiøst til værks og trække i en mere liberal retning?

”Jamen det er da liberalt at sige, at den private sektor skal vokse hurtigere end den offentlige. Det er liberalt at sørge for, vi har næsten tre millioner danskere i beskæftigelse og har fået nedbragt antallet af mennesker på offentlig forsørgelse. Det skal vi fortsætte med. Jeg går ikke i stå. Jeg har præcis det samme mål, men jeg vil finde andre veje til at nå det,” fastholder Kristian Jensen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis