“Vi kan se, at store arrangementer kan indeholde det, vi kalder “superspredning”. Derfor kan vi nu sige, at man ikke på noget tidspunkt hen over sommeren må forsamle sig mere end 500 mennesker.”
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da regeringen i går besluttede at fastsætte en øvre grænse for forsamlinger på 500 personer frem til 1. september.
Udmeldingen bliver mødt med frustration hos blandt andre BC Hospitality Group, der nu fortsat har lange udsigter til en mere normal indtjening.
“Det er jo bedre at være 1000 personer på 5000 kvm end 499 på 500 kvm
Allan L. Agerholm, adm. direktør i BC Hospitality Group
“Vi bliver behandlet lidt som små børn og som om, at vi er totalt uansvarlige. Det er vi altså ikke. Vi kan godt sørge for at afholde store arrangementer uden, at folk står i nakken af hinanden,” lyder det fra Allan L. Agerholm, adm. direktør i BC Hospitality Group.
Han efterlyser et mere nuanceret forsamlingsforbud, hvor man ikke skærer alle forsamlinger på over 500 personer over en kam.
“Det ville være langt mere logisk, at man forholdt sig til, hvad det er man mødes til og på hvilket areal. Det er jo bedre at være 1000 personer på 5000 kvm end 499 på 500 kvm,” forklarer Allan L. Agerholm.
Også hos Messe C i Fredericia er man frustreret over den “firkantede tilgang til forsamlingsforbuddet.”
“Jeg savner, at man nuancerer forbuddet og forstår, hvordan eksempelvis vores erhverv her er skruet sammen. Det med de 500 er jo et arbitrært antal, fordi man ikke forholder sig til i hvilken sammenhæng og på hvilket areal,” lyder det fra direktør i Messe C, Grete Højgaard.
Hos både BC Hospitality Group og Messe C er uvisheden en ubehagelig faktor. Og man undrer sig derfor over, at gårsdagens udmelding ikke hurtigt blev fulgt op af en anden udmelding.
danskere ligger onsdag eftermiddag på intensiv smittede med COVID-19
“Man forlænger hjælpepakkerne til d. 8. juli, men samtidig lukker man vores branche de facto til 31. august. Vi har brug for, at de siger, at dem der er omfattet og bliver ramt af det her også får kompensation frem til september – færdig arbejde,” siger Allan Agerholm.
Alle arrangementer på over 500 personer skal frem til 1. september med sikkerhed aflyses. Men arrangementer med færre deltagere må dog fortsat vente i uvished.
Forbuddet mod at samle sig mere end 10 personer gælder indtil videre frem til maj. Grænsen er dog flere gange blevet udskudt, og Sundhedsministeriet kan ikke oplyse, hvorvidt det kan ske igen.
“Jeg er en af dem, der har planlagt et sommerbryllup. Men jeg ved heller ikke, hvad der kommer til at ske hen over sommeren. Vi følger udviklingen tæt,” sagde Mette Frederiksen til pressen efter tirsdagens spørgetime i Folketingssalen.
Både Allan Agerholm og Grete Højgaard undrer sig alligevel over, at danskerne ikke i det mindste får indsigt i mulige scenearier.
“Nu ved vi, hvad vi ikke må frem til d. 31. august. Men vi ved stadig ikke, hvad vi må efter d. 10 maj. Det er skuffende, at man ikke kan give nogle indikationer af, hvad der måske kan blive tilladt. Der må jo være en mellemregning i det her med et eller andet tal op til de 500,” påpeger Grete Højgaard.
BC Hospitality Group, der er en af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer og messer, valgte i marts at fyre 350 ansatte på grund af coronakrisen, imens 200 ansatte er hjemsendt på lønkompensation. Allan L. Agerholm oplyser, at Bella Centeret med den nuværende udvikling frem til august vil have ca. 150.00 mio. kr. mindre i omsætning end normalt. Et tal, som omtrent skal fordobles, hvis der regnes på alle BC Groups aktiviteter.