Hastigt stigende gæld er kloden over prisen for forsøget på at inddæmme og stoppe coronavirus.
I Europa og i USA stiger gældsprocenterne i år med 10-15 pct. af bnp. Men det betragtes som både håndterbart og nødvendigt for at kunne genstarte økonomierne, når coronakrisen er taget af.
Men i andre regioner er mange lande allerede så pressede, at de ikke kan servicere deres gæld. 77 af verdens fattigste lande har netop aftalt med G20-landene – de rigeste lande og de største nye økonomier – at rentebetalingerne er sat på pause indtil årsskiftet. Uden at der er tale om gældseftergivelse.
Kina, der er G20-medlem, har fået sit helt eget problem. Udsprunget af Belt and Road Initiative fra 2013, hvor man samarbejder med nu 138 lande om investeringer i infrastruktur. De fleste af landene er blandt verdens fattigste, og har fået store kinesiske lån til havne, jernbaner osv. Nu har Beijing, ifølge ft.com, modtaget en “bølge af ansøgninger” om gældspause og -eftergivelse. Størrelsen af gældsproblemer er ikke klart, ej heller hvor meget Kina har lånt ud. Det er de tavse om, men en konsulentvirksomhed i Washington opgør det til mindst 461 mia. dollar.
Kinas problem er symptomatisk for en potentiel meget dyster side af coronapandemien. Sundhedsmæssigt og økonomisk. Udfordringen er, at de rigeste lande er ramt hurtigst og hårdest. Men hvad sker der, når centrum for corona om nogle uger flytter til Mumbai, Rio de Janeiro og Monrovia? “Så skal vi være meget bekymrede,” svarer direktør Ashish Jha, Harvard Global Health Institute, på sit eget spørgsmål over for Washington Post. Han er sikker på, at om fire-seks uger spreder sygdommen sig for alvor til Indien, Brasilien, Liberia og andre nye økonomier og dybt fattige lande. De kan hverken betale for en tilstrækkelig sundhedstjeneste eller kompensation til ansatte og virksomheder.
Så mens Kina selv og mange vestlige lande i varierende omfang ser lys for enden af coronatunnelen, så er “en humanitær katastrofe og en økonomisk katastrofe” undervejs i de nye økonomier. For de bliver ramt af både et fuldt stop i de økonomiske aktiviteter og udenlandsk kapitaltilførslen, som ofte er en afgørende forudsætning for vækst og investeringer.
Citatet er fra en analyse i den amerikanske storbank Citi, der i en global betragtning erkender, at det er fuldstændigt uvist, hvilket bogstav man kan sætte på et kommende opsving. Alt er i spil, fra et V, som oversættes til et hurtigt opsving senere i andet kvartal, til et omvendt J, hvor opsvinget udebliver i lang tid.
Men Citi peger også på, at de bedste scenarier, et V eller U, forudsætter, at der ikke kommer en anden coronabølge. Samt rigelig penge- og finanspolitisk støtte fra centralbanker og regeringer.
Men det er præcist, hvad i forvejen fattige og gældsatte lande ikke har råd til.
Så mens billedet i Europa og USA eksempelvis er, ifølge en vurdering fra Bank of America, at der sandsynligvis ikke kommer nye udbrud, og at europæiske aktier i tredje kvartal derfor er steget med 20 pct., så er det et presserende spørgsmål, hvad konsekvenserne vil være af et storstilet coronaudbrud andetsteds i verden.
“Hvad nu, hvis coronapandemien bliver en konstant faktor? Hvis den i store dele af verden er utæmmelig
Hvad nu, hvis coronapandemien bliver en konstant faktor? Hvis den i store dele af verden er utæmmelig. Og derfor i en uoverskuelig fremtid forbliver en sundhedsmæssig trussel, der underminerer den globale økonomi.
Hvor vi på den ene side har en dansk debat om, hvilke klasser skolerne kan åbnes for. Og fæster håb til en behandling, der kan skære fire-fem dage af et sygdomsforløb. I kombination med dyb nervøsitet for, at Danmarks største – og rigeste – eksportmarkeder i USA, Tyskland, Sverige og Storbritannien i lang tid uundgåeligt vil importere markant mindre, fordi deres økonomier skrumper voldsomt.
Imens er coronakrisen for organisationen Streetnet International, der organiserer gadehandlere overalt i verden, et spørgsmål om liv og død. Organisationens leder siger i et interview på BBC Business Day, at milliarder af mennesker står med et dagligt dilemma. Enten skal de på gaden for at tjene til dagens måltid, eller også skal de blive i et beskedent, overfyldt hjem i et forsøg på at beskytte sig mod smitten.
Andre dele af økonomien i de fattigste lande er ramt tilsvarende hårdt. Fordi den internationale turisme er gået i stå, og fordi den globale produktion og handel er stærkt decimeret, så sendes produktionsarbejdere og ansatte i serviceindustrien ud i ledighed over hele verden. Ifølge ILO, International Labour Organisation, er 2,7 mia. arbejdere, 81 pct. af verdens arbejdsstyrke, ramt af coronakrisen og de fastfrosne økonomier.
For disse lande er coronavirus “den største katastrofe for udviklingslande i vores levetid,” mener professor Ian Goldin, Oxford University, specialist i globalisering. Han venter, at Indien, Pakistan, Bangladesh og det meste af Afrika og Latinamerika står over for “det største fald i deres økonomier nogensinde.” Goldin skriver i The Guardian, at der er brug for en global Marshall-plan med over 2,5 billioner af dollar, “kun knap 3 pct. af det globale bnp,” for at sikre, at covid-19 ikke fortsætter med at sprede sig.
Krisen har allerede efterladt et stort økonomisk hul. Investorerne, selv de risikovillige, der f.eks. køber obligationer i Tyrkiet med et rentespænd over for USA på ca. 1200 basispunkter, er i vidt omfang forsvundet og har trukket pengene hjem. “Det er en kapitaludstrømning uden fortilfælde,” fastslår FN-organisationen UNCTAD.
