ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kammeradvokaten: Milliardfangst i udbytteskandale bygger på 'robuste' skøn

Den globale jagt på de 12,7 milliarder kroner, som udenlandske finansfolk lænsede Danmarks statskasse for i udbytteskandalen, er godt oppe i tempo.

Og omkring halvdelen af pengene, nemlig 5,5 til 6 mia. kr., står til at rulle tilbage i den danske statskasse i kølvandet på saganlæggene mod de 470 personer og selskaber, der er stævnet.

Politik
Av: Megaregning på 2 milliarder kroner til advokater i udbytteskandale
Sådan lød det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et pressemøde tirsdag formiddag, og ifølge Boris Frederiksen, partner i Kammeradvokaten, der styrer pengejagten, er det et robust skøn.

Blikket stift rettet mod pengene

Hans blik er stift rettet mod pengenes gemmesteder.

"De 12,7 mia. kr. er det, man har sagsøgt for. Skønnet på 5,5 til 6 mia. kr., der bliver meldt ud i dag, er udtryk for en skønnet betalingsevne. Man kan som bekendt ikke plukke hårene af en skaldet," siger Boris Frederiksen.

Han understreger, at indtil videre er sagerne skredet frem som håbet i samtlige fem lande, der er anlagt retssager i.

"I de sager, der har været for en dommer, har vi fået domstolens ord for, at de sager, der føres, fra domstolens side vurderes som værende robuste på det grundlag, der foreligger nu. Så det er jo positivt," siger Boris Frederiksen.

Men de 6 mia. kr. er baseret på, at I vinder rub og stub?

Politik
Karsten Lauritzen regner med at hente op mod 6 mia retur for udbyttesvindel: "Vi går selvfølgelig benhårdt efter at få det fulde beløb"
"Det er et skøn, der baserer sig på, at vi tror, at vi kan vinde i hvert fald hovedparten af sagerne," siger Boris Frederiksen.

Fastfrysning og formuepapirer

Hvordan har I opgjort betalingsevnen?

"Det er en lang og kompliceret øvelse. I nogle situationer er der foretaget civile arrester, som har sikret fastfrysning af nogle værdier. I andre situationer har vi indsigt i nogle forhold omkring de pågældendes formuer," siger Boris Frederiksen.

Han understreger, at skønnet kan gå både op og ned fremover.

"Men det er også et skøn, hvor vi synes, at vi har udøvet det på et robust grundlag," siger advokaten.

Men i det omfang de forskellige lande hjælper med opklaringen, vil de også kræve en del af de penge, der er indefrosset?


"Det har kun noget at gøre med de strafferetlige beslaglæggelser. Det her er de civile sager. Vi har lavet nogle sikringstiltag i forhold til de civile krav, og vi regner med at kunne få de sager igennem," siger Boris Frederiksen.

Det helt store opgør er vel stadig i USA?


"Det er lidt forskelligt, hvem der er sagsøgt. I USA er det de personer, der har søgt om og har fået refusion. I England er det mere det mere dem, der står bag svigen," siger advokaten.

Elefanten i rummet


Den helt store elefant i rummet er vel Sanjay Shah. Kan du sige noget om, hvor han er henne i disse opgør?

"Helst ikke," siger Boris Frederiksen.

Men han understreger, at der er nogle 'formodede hovedmænd, som man må antage har haft en mere central rolle end andre.'

"Jeg skal ikke sætte navn på dem i dag. Men der er en enkelt hovedmand, der tegner sig for en meget betydelig del af de 12,7 mia. kr.," lyder det fra Boris Frederiksen.

Skattestyrelse: Beløb kan vokse

Steen Bechmann, direktør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen, understreger, at de 5,5 til 6 mia. kr er et øjebliksbillede. Men tallet kan sagtens vokse, for der er flere sager på vej.

"Vi skrinlægger ikke sager. Vi fortsætter arbejdet ufortrødent, og de 470 sagsøgte personer og selskaber er et øjebliksbillede lige nu og her. Der kan komme flere stævninger til, og det forventer vi sådan set. Og for hver eneste sagsøgte, der kommer til, har vi nogle flere personer og selskaber at gå efter. Og så er der en større chance for at højne det beløb," siger Steen Bechmann.

Han vurderer, at det går over al forventning.

"Vi er kommet meget langt. Jeg tror ikke, at der var nogen, der for blot et års tid siden havde forventet, at vi allerede nu ville kunne sagsøge op mod 500 personer og selskaber i en meget bred kreds af lande," siger han og fortsætter:

"De foreløbige meldinger, vi har fået fra forskellige retsinstanser i de forskellige lande tyder på, at der ikke er nogen, der mener, at vi har en dårlig sag."

Ti gange så mange til at kontrollere


Skattestyrelsen blev svindlet for de 12,7 mia. kr. i årene 2012 til 2015, hvor ikke mindre end seks forskellige skatteministre sad ved roret.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kom til bordet et par måneder, før skandalen eksploderede.

Han understreger, at der i dag er 50 medarbejdere til at kontrollere området, og det er ti gange så mange, som dengang svindelen blev begået.

Og at han er glad for, at både Skattestyrelsen og Kammeradvokaten i dag tør sætte et konkret milliardbeløb på, hvor meget der ser ud til at rulle tilbage i statskassen.

Kommer langt med flid og hårdt arbejde


"Det læger ikke det sår, svindelsagen har efterladt, men det er dog et kæmpestort fremskridt. De fleste skatteydere har nok troet, at pengene var tabt. Men det er de ikke," siger Karsten Lauritzen.

Han fortsætter:

"Man kan komme langt med hårdt flid og arbejde, også selv om man er oppe imod nogle professionelle storsvindlere, der iøvrigt er gode til at hyre dygtige og dyre advokater rundt omkring på jordkloden."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis