ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Janet Yellen åbner for rentehop i juni

Opdateret kl. 20.43 -En mulig forhøjelse af den ledende amerikanske rente kan være på vej i juni. 

Sådan lyder vurderingen i referatet fra den amerikanske centralbank Federal Reserves møde i den pengepolitiske komité i slutningen af april, der netop er blevet offentliggjort.

Her giver centralbanken en mere optimistisk vurdering af den amerikanske økonomi. 

”De fleste deltagere bedømte, at hvis data var i overensstemmelse med fremgang i den økonomiske vækst i andet kvartal, en fortsat styrkelse i arbejdsmarkedsforholdene og hvis inflationen gør fremskridt mod komiteens målsætning om 2 pct., vil det sandsynligvis være passende for komiteen at hæve spændet for renten i juni,” lyder det i referatet. 

Renten ligger i øjeblikket i spændet 0,25-0,50 pct. Normalt bliver referatet fra de planlagte møder stillet til rådighed tre uger efter mødet er holdt. 

Problem for markederne

Op til onsdagens udmelding fra Federal Reserve har investorerne især haft øjnene stift rettet mod indikationer på, hvornår og hvor mange gange i år, centralbanken vil hæve renten.

Onsdagens udmelding fra centralbanken kan blive problematisk for markederne, lyder det fra Kim Fæster, chefanalytiker i Jyske Markets.

”Referatet fra den amerikanske centralbank i slutningen af april viste, at Fed er noget tættere på den næste renteforhøjelse end markedet i øjeblikket venter. Det kan blive problematisk for markederne, da det vil presse de korte renter op ad. Det betyder, at der vil være øget opmærksomhed om udtalelser fra Fed. Vi hører allerede fra to af de vigtigste medlemmer i morgen (Fischer og Dudley),” skriver han i en kommentar.

Selvom de fleste medlemmer af Federal Reserve vurderede, at en renteforhøjelse på mødet i juni vil være passende, var der alligevel uenigheder, ifølge chefanalytikeren.

”De var uenige om betingelserne ville blive opfyldt. De omfattede et løft i væksten i andet kvartal, yderligere bedring på arbejdsmarkedet og en inflation på vej op mod Feds målsætning på 2 pct. Bnp-kravet er foreløbig opfyldt og arbejdsmarkedet viser også en vis bedring, hvis man ser bort fra jobvæksten, men inflationen ser ud til at aftage svagt,” skriver han.

Opmærksom på risiko


Ifølge Kim Fæster var der dog bekymring i komiteen for, om de finansielle markeder var dårligt forberedt på en renteforhøjelse.

"Fed var opmærksomme på den risiko, som den britiske afstemning indebærer og de var også bekymrede for uro i forbindelse med den kinesiske valuta," lyder det fra Kim Fæster. 

Tirsdagens rapporter om inflationen og det amerikanske boligmarked øgede spekulationerne om, at Federal Reserve er klar til at hæve renten allerede i juni, ifølge Bloomberg.

Efter tirsdagens rapporter så økonomerne, ifølge Bloomberg, 14 pct. chance for et rentehop i juni mod kun 4 pct. før.

I december sidste år skrev Janet Yellen historie, da hun annoncerede den første renteforhøjelse i ni år.

Centralbanken indikerede i december, at man var klar til et rentehop fire gange i løbet af 2016. Men i marts slog centralbanken fast, at der kun vil blive tale om højst to rentestigninger i årets løb. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis