ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hvordan bliver vi danskere dygtigere?

Børsens første spørgsmål til politikerne handler om rekruttering. Hvordan de vil sikre, at der er dygtige medarbejdere til fremtidens job. Her er svarene fra valgkampens første uge. Svarene er rangordnet fra venstre mod højre efter de partier, der kommer med de mest kontrete forslag på flest spørgsmål

C - DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI
Formand: Søren Pape Poulsen

Flaskehalsproblemer
Støtter De Radikales forslag om en flaskehalsgaranti. Partiet vil også gerne udvide greencardordningen og gøre aftalen om international rekruttering endnu mere fleksibel.

Udenlandsk arbejdskraft
Ønsker at lempe sidste års aftale om international rekruttering, så det bliver lettere at hente højtuddannet arbejdskraft.

Indslusningsløn
Partiet støtter forslaget om indslusningsløn. Formand Søren Pape Poulsen siger, at han vil se “fordomsfrit” på alle metoder til at gennemføre det, herunder også trepartsforhandllinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Skattelettelser
Konservative vil hæve beskæftigelsesfradraget med 1000 kr. om måneden for at gøre det mere attraktivt at arbejde og fjerne topskatten for at tiltrække og holde på højt kvalificerede medarbejdere. Lempelserne finansieres først og fremmest gennem nulvækst og effektiviseringer i den offentlige sektor.


B - RADIKALE VENSTRE
Formand: Morten Østergaard

Flaskehalsproblemer
Skal løses med udenlandsk arbejdskraft. Har foreslået en decideret flaskehalsgaranti, der giver virksomhederne ret til at hente en tilsvarende medarbejder i udlandet. Dette vil indebære en lempelse og forenkling af de eksisterende udlændigeregler, som partiet dog endnu ikke er kommet med detaljer om.

Udenlandsk arbejdskraft
Er parat til at lempe aftalen om international rekruttering og undersøge, om beløbsgrænsen kan sænkes yderligere.

Indslusningsløn
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard er varm fortaler for indslusningsløn til flygtninge og indvandrere. I første omgang vil han lade arbejdsmarkedets parter forsøge at finde en løsning. Men lykkes det ikke, er han parat til trepartsforhandlinger for at finde en løsning.

Skattelettelser
R vil lave en skattereform, der flytter skattebyrden fra arbejde til bolig. Førsteprioriteten er at lette topskatten for at tiltrække højtkvalificerede udlændinge.


I  -  LIBERAL ALLIANCE
Formand: Anders Samuelsen

Flaskehalsproblemer
Skal løses ved at få flere ud på arbejdsmarkedet. Vil lave nye arbejdsmarkedsreformer, der øger arbejdsudbuddet og flytter flere mennesker væk fra offentlig forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet. Foreslår, at danskerne går et år senere på pension, og at efterlønnen helt afskaffes.

Udenlandsk arbejdskraft
Vil sikre, at alle der får tilbudt et job i Danmark, skal kunne få en opholdstilladelse i tre år, som efterfølgende kan forlænges med yderligere to, så længe de arbejder og betaler skat. Til gengæld skal de ikke have adgang til sociale ydelser og gratis sundhedsydelser de første fem år.

Indslusningsløn
Partiet er positivt, men mener, det skal aftales mellem arbejdsmarkedets parter.

Skattelettelser
Vil lempe skatten i bunden med 7000 kr. for at gøre det attraktivt at tage et arbejde. Finansieres ved nedskæringer i den offentlige sektor


V  -   VENSTRE
Formand: Lars Løkke Rasmussen

Flaskehalsproblemer
Finansordfører Peter Christensen siger, at flaskehalse er et storbyfænomen, og at udfordringen er at skabe arbejdspladser for hele landet.

Udenlandsk arbejdskraft
Partiet vil gøre det lettere for erhvervslivet at hente udenlandsk arbejdskraft fra visse lande såsom USA, Canada og Israel, hvor bl.a. lønkravet til et dansk job sænkes til 215.000 kr., mens det skal være sværere at hente udlændinge fra Indien, Kina og Pakistan.

Indslusningsløn
Næstformand Kristian Jensen (V) vil ikke blande sig i, om der skal være en indslusningsløn for flygtninge og indvandrere, da han mener, at det er op til arbejdsmarkedets parter. Han vil ikke nævne, om idéen om indslusningsløn ifølge ham er god eller dårlig.

Skattelettelser
Venstre vil sænke skatten i bunden og blandt andet finansiere det ved provenuet fra at genindføre et kontanthjælpsloft. Hvor meget kontanthjælpsloftet skal bidrage med, og hvor store skattelettelser skal være, er der endnu ingen svar på.


A  -  SOCIALDEMOKRATERNE
Formand: Helle Thorning-Schmidt

Flaskehalsproblemer
Skal løses med dansk arbejdskraft. Erhvervsminister Henrik Sass Larsen vil lave et flaskehalsbarometer, der skal advare politikerne, som så skal være parate til at omstille hele uddannelsesindsatsen for at skaffe den nødvendige arbejdskraft.

Udenlandsk arbejdskraft
Arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen afviser, at aftalen om international rekruttering skal genåbnes.

Indslusningsløn
Mens Socialdemokraterne gerne ser bundskattelettelser for at gøre det mere attraktivt at tage et arbejde, vil beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen ikke kæmpe for en indslusningsløn til flygtninge og indvandrere.

Skattelettelser
Socialdemokraterne vil gerne sænke skatterne i bunden. Det kræver dog, at finansieringen er på plads, og partiet har ikke sat penge af til at føre det ud i livet. Det slog statsminister Helle Thorning-Schmidt fast, da hun præsenterede partiets valgoplæg.


F  -   SOCIALISTISK FOLKEPARTI
Formand: Pia Olsen Dyhr

Flaskehalsproblemer
Vil opkvalificere ledige til kompetencer i sektorer, hvor der er mangel på arbejdskraft. Flere skal flyttes fra at være ufaglærte til at være faglærte.

Udenlandsk arbejdskraft
Ønsker ikke at lempe de nuværende regler. Kræfterne skal i stedet bruges på at opkvalificere ledige danskere.

Indslusningsløn
Finansordfører Jonas Dahl afviser tanken om en indslusningsløn. Han mener, det vil presse lønningerne ned for danske lønmodtagere. I stedet vil man lave målrettede integrationsforløb til brancher, der ansætter lavtuddannet arbejdskraft samt bruge eksisterende løntilskudsordninger bedre.

Skattelettelser
Vil indføre 0,1 pct. skat på “international børsspekulation”. Pengene skal bruges til at lette skatten for de lavest lønnede.


O  -  DANSK FOLKEPARTI
Partiformand: Kristian Thulesen Dahl

Flaskehalsproblemer
Afviser De Radikales forslag om en flaskehalsgaranti. Der skal ikke kunne hentes arbejdskraft i udlandet til en lavere løn end den gældende beløbsgrænse på 325.000 kr. Partiet mener, at det er arbejdsgiverne, der skal blive bedre til at forudse mangel på arbejdskraft og i god tid gøre jobcentrene opmærksom på det.

Udenlandsk arbejdskraft
Afviser at lempe reglerne yderligere. Partiets gruppeformand Peter Skaarup frygter, at dansk arbejdskraft vil blive sorteper, fordi virksomhederne vil holde op med at søge medarbejdere i Danmark.

Indslusningsløn
Mener ikke, der er behov for en indslusningsløn. Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted henviser til, at der allerede er en stribe ordninger med løntilskud, der skal løse problemet

Skattelettelser
Partiet vil gerne hæve beskæftigelsesfradraget for at gøre det mere attraktivt for de lavest lønnede at tage et job. Har dog ikke anvist finansiering til det.


Ø  -  ENHEDSLISTEN
Politisk ordfører: Johanne Schmidt-Nielsen

Flaskehalsproblemer
Afviser De Radikales forslag om en flaskehalsgaranti. Har foreslået ekstra penge til efter- og videreuddannelse af ledige danskere.

Udenlandsk arbejdskraft
Partiet står i forvejen uden for sidste års aftale om international rekruttering som Folketingets eneste parti og afviser derfor også yderlige lempelser. Mener, at øget brug af udenlandsk arbejdskraft risikerer at føre til mere social dumping.

Indslusningsløn
Enhedslisten afviser indslusningsløn, fordi man mener, at det vil gøre indvandrere til løntrykkere på arbejdsmarkedet.

Skattelettelser
Enhedslisten er modstandere af skattereformen fra 2012, der lettede skatten på arbejde, og er modstandere af yderligere skattelettelser.


K  -  KRISTENDEMOKRATERNE
Formand: Stig Grenov

Flaskehalsproblemer
Vil løse problemet gennem efteruddannelse og kurser til ledige danskere. Mener erhvervslivet selv puster problemet op: “Flaskehalse opstår sjældent eller aldrig som en overraskelse, men benyttes til at få billigere arbejdskraft ind andre steder fra. Det er ikke en rimelig måde at behandle dansk arbejdskraft på,” skriver partiet.

Udenlandsk arbejdskraft
Afviser enhver lempelse af de eksisterende regler. Problemet skal løses af ledige danskere gennem en ændring af arbejdsmarkedspolitikken.

Indslusningsløn
Er modstandere af en indslusningsløn, men vil overlade spørgsmålet til arbejdsmarkedets parter.

Skattelettelser
Afviser generelt, at der er problemer med, at det ikke kan betale sig at arbejde. Derfor er der heller ikke grund til skattelettelser, mener partiet, der hellere vil give mere tid til familierne.


Å  -   ALTERNATIVET
Formand: Uffe Elbæk
 
Intet svar
Trods flere henvendelser har Alternativet ikke besvaret Børsens spørgsmål.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis