Det gik stærkt i dagene omkring 11. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned for at dæmme op for coronavirus.
10. marts landede en politisk aftale om at give kompensation for aflyste arrangementer med over 1000 deltagere. 12. marts fik bl.a. bankerne bedre mulighed for at låne penge ud til trængte virksomheder. 15. marts indgik arbejdsmarkedets parter og regeringen en aftale om lønkompensation til ansatte, der var hjemsendt som følge af nedlukningen. 16. marts fik bl.a. små og mellemstore virksomheder mulighed for at udskyde betalingen af moms og A-skat.
Og 19. marts kom en række aftaler på plads – herunder kompensation for virksomheders faste udgifter. Aftalerne var i milliardklassen og ville under normale omstændigheder kræve måske et års forberedelse og månedlange forhandlinger. Sådan var det ikke.
F.eks. var der i løbet af maj mere end 200.000 danskere på lønkompensation. Hastigheden i aftalerne og de efterfølgende udmøntninger var uden tvivl med til at holde hånden under virksomheder og arbejdspladser.
Men i efteråret var historien en anden, og det har fået erhvervsorganisationer som blandt andre DI til for alvor at rive sig i håret. DI-topchef Lars Sandahl Sørensen har ellers under størstedelen af coronakrisen rost regeringen for hurtig handling, men selv han har fået nok nu. “Det er bare fuldstændig til grin,” mener Lars Sandahl, at en hjælpepakke med kompensation for faste omkostninger fra august først er på vej til at blive til virkelighed nu.
Forløbet understreger, at én ting er at lande en hurtig politisk aftale. Noget andet er at få den til at virke i den virkelige verden. Nu – mere end fire måneder efter aftalen fra august – venter virksomheder stadig på at kunne få deres penge. Om sløvsindet har ramt regeringen, Erhvervsstyrelsen eller EU-Kommissionens godkendelsesprocedurer, er svært at få et klart svar på. Men for virksomhederne er det egentlig også ligegyldigt. De kan blot konstatere, at den lovede hjælp lader vente på sig. Og konsekvensen kan i sidste ende blive det, som man i stor stil undgik i foråret, nemlig konkurser og tab af arbejdspladser.
