ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hov: Hjorts råderum er pludselig steget til 40 mia kr

V-regeringen har langt mere luft til at øge det offentlige forbrug eller til at sænke skatten end hidtil antaget.

Det samlede råderum er nu oppe på 40 mia. kr. frem til 2020  - og det er hele 9 mia. kr. mere end de 31 mia. kr., som finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) kasseeftersyn ellers kom frem til så sent som i august.

Politik
Hjorts regnedrenge afslører et hul i kassen på 3 mia kr
Det viser et nyt, opsigtsvækkende svar fra finansministeren til Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht.

"Photoshopper" økonomien

Hjort gik ellers i frontalangreb på den tidligere finansminister Bjarne Corydon (S) i forbindelse med kasseeftersynet, blandt andet med beskyldninger om at have "photoshoppet" økonomien og at have efterladt en "masse ubetalte regninger".

Corydon opererede med et råderum på 39 mia. kr., som Hjort skar ned til de 31 mia. kr., men nu har finansministeren altså pludselig 40 mia. kr. i kassen - og 1 mia. kr. mere at lege med end sin forgænger frem mod 2020.

Politik
Corydon om kasseeftersyn: Vi har ikke photoshoppet
Men det er stadig fortællingen om de 31 mia. kr., både finansministeren og ordførerne turnerer rundt med, når de går i medierne, og det er stærkt utilfredsstillende, vurderer Benny Engelbrecht.

Stærkt problematisk

"Det er stærkt problematisk, at finansministeren bruger forkerte tal, når han skal forklare, hvor stort råderummet er de kommende år," siger Benny Engelbrecht og fortsætter:

"I alle debatter gentager ministeren og ordførerne tallene fra kasseeftersynet i august, og glemmer meget belejligt, at der er en ny økonomisk virkelighed."

Hjort skal i samråd på torsdag om råderummets størrelse. Det lykkedes ikke inden deadline at få en kommentar fra Venstres finansordfører Jacob Jensen.

Politik
Claus Hjort: SR-regeringen kørte økonomien til kanten
De tre forklaringer på opjusteringen er tekniske, så hold tungen lige i munden.

For det første skærer V-regeringen i udviklingsbistanden, der skal ned på 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI). Udviklingsbistand indgår ikke i det offentlige forbrug, så alene dér bliver der frigjort 2 mia. kr. hvert år i ekstra råderum. Det er altså en del af finansloven, der frigør nye penge.

Dunkle 1,5 mia kr.

Men så er der yderligere 1,5 mia. kr., der ser lidt mere dunkle ud.

Dels er de offentlige forbrugsudgifter nedjusteret med 1 mia. kr. i år, så startniveauet simpelthen er lavere frem mod 2020. Dels er der noget teknik omkring budgettering af asyludgifter, der er opjusteret, og da det finansieres via udviklingsbistanden, er der et ekstra løft på en halv milliard kroner.

Så hvor Hjort altså for få måneder siden startede med at sige, at der manglede 3 mia. kr. i kassen, så er der så at sige løbet 3,5 mia. kr. retur.

Den opmærksomme læser vil opdage, at 3,5 mia. kr. over fem år giver 17,5 mia. kr. i ekstra råderum - altså mere end de 9 mia. kr., som råderummet pludselig er vokset med frem til 2020.

Flere penge til at sænke skatten

Men ifølge Finansministeriet er der en stribe andre bevægelser i offentlige indtægter og udgifter, der vil lægge et låg på råderummet i de kommende år, så det reelt "kun" stiger med 9 mia. kr. i forhold til det, som Hjort reklamerede for ved kasseftersynet i august,.

Når råderummet vokser, kan der også være fundet flere penge til skattelettelser.

"Det bemærkes endvidere, at råderummet, som altså teknisk opgøres som offentligt forbrug, løbende vil kunne disponeres til andre formål end øget offentligt forbrug – herunder skatte- og afgiftslettelser," skriver finansministeren i sit svar til Benny Engelbrecht.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis