ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Horesta vil fortsætte hjemsendelser uden løn: “Vil være med til at sikre stillinger”

Hjælpepakker lægger en bund under presset branche, men kan ikke stå alene ifølge direktør

Horesta-direktør Katia K. Østergaard forventer, at der går længe, før branchen er ovenpå igen. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix
Horesta-direktør Katia K. Østergaard forventer, at der går længe, før branchen er ovenpå igen. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Nogle er lukket ved tvang, og dem, der ikke er, har mistet stort set hele deres omsætning, fordi gæsterne holder sig hjemme. To uger efter, at regeringen lukkede det meste af Danmark ned, ser situationen for landets hoteller og restauranter sort ud.

Set i det lys, er der brug for, at virksomhederne fortsat kan hjemsende ansatte uden løn, sådan som brancheorganisationen Horesta og fagforeningen 3F blev enige om 14. marts, kort efter nedlukningen. Det mener Horestas direktør, Katia K. Østergaard. Aftalen udløber ellers 29. marts.

Jeg håber på, at hjemsendelsesaftalen kan blive forlænget, for den er der simpelthen brug for

Katia K. Østergaard, direktør, Horesta

“Jeg håber på, at hjemsendelsesaftalen kan blive forlænget, for den er der simpelthen brug for, uanset at vi har de andre pakker. For en forlænget hjemsendelsesaftale vil være med til at sikre stillinger, “ siger hun.

Andre pakker

De andre pakker, der ifølge direktøren lægger en vis bund under virksomhederne, er bl.a. en senere indgået trepartsaftale, der betyder, at staten betaler op til 90 pct. af de ansattes løn. Desuden kan virksomheder helt eller delvist få dækket deres faste omkostninger.

Men for hoteller og restauranter begyndte coronaepidemien faktisk at sætte spor, flere uger før regeringen satte ind med nedlukninger i Danmark. Strømmen af kinesiske turister ebbede ud, konferencer blev aflyst, og borde på restauranter afbestilt, fordi virksomhederne satte deres egne standarder for, hvor mange der måtte mødes, fortæller Horesta-direktøren.

Og det vil være forkert at tro, at branchen er tilbage i fulde omdrejninger, når Danmark igen engang lukker op, vurderer Katia K. Østergaard.

“Vi får intet ind på bøgerne af nye ting. Vi skulle have selskaber, konfirmationer, alt hvad der nu ligger af arrangementer – alt er aflyst og vi får ingen nye bookinger ind,” siger direktøren.

3F uafklaret

3F har endnu ikke taget stilling til, om hjemsendelsesaftalen skal forlænges, oplyser John Frederiksen, næstformand i 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

“Siden vi indgik aftalen, er der kommet en trepartsaftale. Selvfølgelig er det et centralt punkt,” siger han.

3F har på nuværende tidspunkt ikke overblik over, hvor mange der sendes hjem hhv. med og uden løn. Fordelen for de ansatte, der sendes hjem uden løn frem for at blive fyret, er, at de har ret til at vende tilbage, når der er arbejde igen.

90

pct. af de timelønnedes løn kan virksomheder få dækket

“Det handler om at bevare arbejdspladser,” siger John Frederiksen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis