ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Holdingselskab med egenkapital på 56 mio kr og sommerhusudlejning i Lalandia - her er ministrenes økonomiske interesser

Hvert år opdaterer Statsministerietlistenover ministrenes økonomiske interesser, og i år er der én, der klart trækker fra det øvrige ministerfelt. 

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) har med sin iværksætterfortid en portefølje, der sætter hans ministerkollegaer til vægs. 

Listen tæller alle private interesser i selskaber, der overstiger 50.000 kroner samt selvstændig virksomhed med en årlig omsætning, der overstiger 50.000 kroner, og her er Ahlers holdingselskab The New Black opgjort til en samlet egenkapital på mere end 56 mio. kr.

Men også undervisningsminister Merete Riisager (LA) kan skrives på listen over velhavende ministre, da hun med en andel på 11,23 pct. i Borghild Andersen Holding ApS, der har en ejerandel i FJ Industries A/S, er anført for at have værdier for i alt 2,525 mio. kr.

Aktionærerne 

Længere nede finder vi de ministre, der primært har gjort sig i aktieopkøb, og her er det sundhedsminister Ellen Trane Nørbye (V), der har den største aktieportefølje.

Det fremgår, at hun blandt andet har aktier i Vestas for ca. 1,2 mio. kr., men også A- og B-aktier i A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Coloplast og Novozymes. Alt i alt har Ellen Trane Nørbye aktier for 1,76 mio. kr. 

Integrationsminister Inger Støjberg (V) følger efter med økonomiske interesser for samlet set 689.212 kr., hvoraf det særligt er hendes aktier i DSV for godt 220.000 kr., der trækker op i det samlede regnestykke. 

Også erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har aktier for en anseelig værdi. En aktiepost i Novo Nordisk på 409.000 kr. trækker det samlede beløb op på lige over 540.000 kr. 

Udlejning af sommerhus i Lalandia 

I bunden af listen ligger økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), og den nye miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), der begge lige akkurat sniger sig over bagatelgrænsen på 50.000 kr. med aktier for henholdsvis 79.000 kr. og 60.000 kr. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen figurerer også på listen - dog ikke for en betragtelig aktiepost, men for udlejning af egen bolig og udlejning af et sommerhus i Lalandia Billund. En forretning han tilsyneladende tjener mere end 50.000 kr. på om året.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis