ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hjælpepakke stemt ned i USA’s kongres for anden gang: Aktier falder 3 pct. trods aggressiv melding fra Fed

Demokraternes mindretalsleder Chuck Schumer siger, at han forhandler videre med Republikanerne og Trumps finansminister Mnuchin om en amerikansk hjælpepakke til cirka 1800 mia. dollar.  
Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
Demokraternes mindretalsleder Chuck Schumer siger, at han forhandler videre med Republikanerne og Trumps finansminister Mnuchin om en amerikansk hjælpepakke til cirka 1800 mia. dollar. Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix


Heller ikke i andet forsøg lykkedes det at samle de nødvendige stemmer og få en storstilet hjælpepakke vedtaget i USA’s kongres.

Pakken har en værdi af ca. 1800 mia. dollar eller ca. 12470 mia. kr. som skal afbøde effekterne af coronakrisen. Men søndag blev pakken stemt ned i Senatet, og mandag blev den så stemt ned igen.

Demokraterne blokerede i en procedureafstemning, hvor Republikanerne manglede i alt 11 stemmer for at have de nødvendige 60 og sende pakken videre i lovprocessen – og beskyldningerne føg frem og tilbage mellem de to fløje.

Selvom centralbanken Federal Reserve i dag leverede sin hidtil mest aggressive melding og lovede ubegrænsede opkøb, så faldt de amerikanske aktier i S&P500-indekset og lukkede i et minus på næsten 3 pct.

“Det må stoppe, og i dag er dagen, hvor det må stoppe,” sagde den republikanske leder Mitch McConnell.

Ønskeliste

Republikanerne beskylder Demokraterne for at trække tiden ud, komme med en hel “ønskeliste” af unødvendige tilføjelser og tilgodese særinteresser.

F.eks. har Demokraterne foreslået skattefradrag for sol- og vindenergi samt nye regler for CO2-udledning fra flyindustrien. Men McConnell sagde i Senatet, at det er forslag, der ikke har “noget som helst” med coronakrisen at gøre.

“De vil ikke lade os finansiere hospitaler eller redde små virksomheder, hvis de ikke får lov til at børste støvet af deres Green New Deal,” sagde han.

For lidt til lønmodtagerne

Demokraterne siger til gengæld, at der er for meget hjælp og støtte til de store virksomheder – med for få krav og betingelser vedhæftet, og at der samtidig er for lidt til den lille lønmodtager.

“Enhver stimulans skal støtte arbejdernes løn og vilkår – ikke berige velhavende direktører,” skriver Elizabeth Warren, senator og eks-præsidentkandidat, på Twitter.

Også Bernie Sanders, senator og præsidentkandidat, kommenterer striden på Twitter.

“Vi har brug for et hidtil uset modsvar, som fokuserer på amerikanernes behov for hurtig behandling – ikke mia. af dollar i erhvervsstøtte, som gavner topdirektører og velhavende aktionærer,” skriver han.

Den demokratiske mindretalsleder Chuck Schumer sagde efter mandagens afstemning, at han fortsat forhandler med både McConnell og Trumps finansminister Steven Mnuchin, og at han tror på en aftale indenfor kort tid.

“Vi har en forpligtelse til at få detaljerne på plads og få det klaret hurtigt. Men det betyder ikke, at vi blindt skal acceptere et rent republikansk lovforslag,” sagde Schumer.

I Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, er den demokratiske leder Nancy Pelosi på vej med sit eget udspil til en hjælpepakke. Her har Demokraterne flertal, men også deres pakke skal senere kunne samle den nødvendige opbakning i Senatet, hvis den skal blive virkelighed.

lowi@borsen.dk


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis