LEDER - Man kan sige meget godt om Socialdemokraternes regeringer i 1990’erne. Marginalskatterne blev sat ned. Formueskatten blev afskaffet. Aktieomsætningsafgiften blev afskaffet. Adskillige offentlige virksomheder blev privatiseret.
Borgerne fik – i det små – nogle muligheder for at vælge privathospital. Dagpengesystemet blev strammet kraftigt op, så langtidsledighed og ungdomslediggang ikke blev en karrierevej. Og efterlønnen blev begrænset.
Derfor er det sådan set opmuntrende, at Helle Thorning-Schmidt (S) gang på gang henviser til sit partis successer i 90’erne.
Gid, hun ville tage sit partis historie alvorligt og fortsætte ad det spor. Men reelt er nutidens Socialdemokrater et andet parti.
Det er partiet, der vil sætte marginalskatterne op, ikke ned. Partiet, der vil overveje at genindføre formueskatten. Partiet, der vil genindføre aktieomsætningsafgiften. Partiet, der vil gøre det lettere at drive offentlig erhvervsvirksomhed. Partiet, der vil begrænse borgernes valg af privathospital. Partiet, der vil rulle de seneste dagpengereformer tilbage. Og ikke mindst partiet, der vil dræbe den efterlønsftale, som VK-regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og De Radikale.
Hvordan er det muligt? Hvordan kan 1990’ernes Socialdemokrater være degenereret på den måde? De vil forsvare det med, at reformerne i 90’erne var rigtigt doseret. Dengang. Mens der nu er brug for noget andet.
Når vor tids socialdemokrater således tiltager sig autoritet ved at henvise til 90’erne, er det altså ikke deres politik, vi skal glæde os over, men deres "gode ledelse".
Og hvad så? Det var ikke Thorning – endsige hendes væbnere Henrik Sass, Morten Bødskov og Mette Frederiksen, der ledte partiet i 90’erne. Det var de to økonomer Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, som havde lidt mere uddannelse i rygsækken end nogle afbrudte samfundsfagsstudier på RUC og AUC.
Det var dengang, hvor Arbejderbevægelsens Erhvervsråd trods alt leverede dygtige økonomer – og ikke kun propaganda – til partiet.
Grundlaget for 90’ernes successer bestod i, at Nyrup havde mandat til at gennemføre reformerne med De Radikale. Nyrup vandt sit mandat ved at vælte Svend Auken, som repræsenterede en venstreorienteret linje, der flugtede meget godt med Socialistisk Folkeparti. Det mandat er ikke til stede i dag.
I dag er Auken med Socialdemokraterne i ånden. I realiteten føres hans linje videre af det forenede S-SF-parti. Thornings mandat ligger til venstre og bygger på forbenet reformmodstand.
Derfor kan man da godt håbe, at hun vil løbe fra det hele efter valget – under pres fra en selvsikker Margrethe Vestager (R). Men det bliver noget af et kunststykke. Selvom kontraktpolitikken er død, er der stadig grænser for, hvor opportunistisk en politiker kan se ud.
Det korte af det lange er, at Socialdemokraterne er klatret længere og længere op i et træ – sammen med SF.
Det mest spændende ved valget på torsdag bliver, om Helle Thorning Auken kan klatre ned igen uden at knække nakken.
Det næstmest spændende bliver, om De Radikale i bund og grund har rygrad nok til at stå fast på deres reformkrav, eller om de hurtigt vil vise sig til at være salg for slesk tale, billig portvin og ministerbiler.
Log ind og læs avisen her
Borgerne fik – i det små – nogle muligheder for at vælge privathospital. Dagpengesystemet blev strammet kraftigt op, så langtidsledighed og ungdomslediggang ikke blev en karrierevej. Og efterlønnen blev begrænset.
Derfor er det sådan set opmuntrende, at Helle Thorning-Schmidt (S) gang på gang henviser til sit partis successer i 90’erne.
Gid, hun ville tage sit partis historie alvorligt og fortsætte ad det spor. Men reelt er nutidens Socialdemokrater et andet parti.
Det er partiet, der vil sætte marginalskatterne op, ikke ned. Partiet, der vil overveje at genindføre formueskatten. Partiet, der vil genindføre aktieomsætningsafgiften. Partiet, der vil gøre det lettere at drive offentlig erhvervsvirksomhed. Partiet, der vil begrænse borgernes valg af privathospital. Partiet, der vil rulle de seneste dagpengereformer tilbage. Og ikke mindst partiet, der vil dræbe den efterlønsftale, som VK-regeringen har indgået med Dansk Folkeparti og De Radikale.
Hvordan er det muligt? Hvordan kan 1990’ernes Socialdemokrater være degenereret på den måde? De vil forsvare det med, at reformerne i 90’erne var rigtigt doseret. Dengang. Mens der nu er brug for noget andet.
Når vor tids socialdemokrater således tiltager sig autoritet ved at henvise til 90’erne, er det altså ikke deres politik, vi skal glæde os over, men deres "gode ledelse".
Og hvad så? Det var ikke Thorning – endsige hendes væbnere Henrik Sass, Morten Bødskov og Mette Frederiksen, der ledte partiet i 90’erne. Det var de to økonomer Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, som havde lidt mere uddannelse i rygsækken end nogle afbrudte samfundsfagsstudier på RUC og AUC.
Det var dengang, hvor Arbejderbevægelsens Erhvervsråd trods alt leverede dygtige økonomer – og ikke kun propaganda – til partiet.
Grundlaget for 90’ernes successer bestod i, at Nyrup havde mandat til at gennemføre reformerne med De Radikale. Nyrup vandt sit mandat ved at vælte Svend Auken, som repræsenterede en venstreorienteret linje, der flugtede meget godt med Socialistisk Folkeparti. Det mandat er ikke til stede i dag.
I dag er Auken med Socialdemokraterne i ånden. I realiteten føres hans linje videre af det forenede S-SF-parti. Thornings mandat ligger til venstre og bygger på forbenet reformmodstand.
Derfor kan man da godt håbe, at hun vil løbe fra det hele efter valget – under pres fra en selvsikker Margrethe Vestager (R). Men det bliver noget af et kunststykke. Selvom kontraktpolitikken er død, er der stadig grænser for, hvor opportunistisk en politiker kan se ud.
Det korte af det lange er, at Socialdemokraterne er klatret længere og længere op i et træ – sammen med SF.
Det mest spændende ved valget på torsdag bliver, om Helle Thorning Auken kan klatre ned igen uden at knække nakken.
Det næstmest spændende bliver, om De Radikale i bund og grund har rygrad nok til at stå fast på deres reformkrav, eller om de hurtigt vil vise sig til at være salg for slesk tale, billig portvin og ministerbiler.
Log ind og læs avisen her
