Det er en af de mere skelsættende begivenheder for reformkræfterne i Danmark, at Liberal Alliances kollaps nu presser partiformanden til at gå som leder.
Efter kritikken af ledelsen tog fart på valgnatten, og navngivne LA-medlemmer åbent angreb Anders Samuelsens ledelsesstil og dispositioner, havde partistifteren reelt ikke andre muligheder end selv at trække sig.
At Samuelsen end ikke opnåede at bevare egen plads i Folketinget vidner om, hvor hård vælgerdommen kan være over toppolitikere, der fejler i forvaltningen af deres mandat.
Hans afgang som leder og Liberal Alliances deroute betyder, at ambitionen om spektakulære reformer og større omvæltninger i den økonomiske politik i sjælden grad er banket til jorden i forbindelse med dette valg.
Det forhold, at Lars Løkke Rasmussen gennem valgkampen rykkede Venstre ind mod midten og lød mere som en socialdemokrat i velfærdspolitikken, forsøgte Anders Samuelsen ellers at bruge klogt som fornyet platform. Ved at slå på, at der for alvor er brug for et parti, der er optaget af reformer, vækst og spørgsmålet om, hvor pengene til al velfærden skal komme fra.
Men slutspurten var ikke nok til at afværge vælgerstraffen. En dom, der afsiges på baggrund af det samlede billede af LA’s ageren og nok især det tumultariske forløb omkring skattelettelser og finansloven for 2018.
Det er værd at bemærke, at de to partier, vælgerne har straffet hårdest, er DF og LA, som har været omdrejningspunktet for de hårdeste blå opgør om linjen i den økonomiske politik siden 2015.
At LA har været med til at sikre skatte- og afgiftslettelser på over 20 mia. kr. er ikke en succes, der har kunnet overtrumfe indtrykket af rod og for vilde meldinger.
Anders Samuelsen personificerer i den grad Liberal Alliance - ét parti, der blev dannet på askerne af Ny Alliance, og som i kraft af en ihærdig og engageret indsats fra ham selv og siden Simon Emil Ammitzbøll-Bille på få år gik frem fra 0 i målingerne til et flot valg i 2015.
Da Lars Løkke Rasmussen i denne valgkamps første del udgav samtalebogen ”Befrielsens øjeblik”, fortalte den nu afgående statsminister lidt om den frihed, han følte, da han ikke længere skulle tage så stor hensyn til de andre partier i den blå familie.
Med valgresultatet står det klart, at Løkke og Venstre i hvert fald for en tid er blevet stort set befriet for både LA og DF.
Efter kritikken af ledelsen tog fart på valgnatten, og navngivne LA-medlemmer åbent angreb Anders Samuelsens ledelsesstil og dispositioner, havde partistifteren reelt ikke andre muligheder end selv at trække sig.
At Samuelsen end ikke opnåede at bevare egen plads i Folketinget vidner om, hvor hård vælgerdommen kan være over toppolitikere, der fejler i forvaltningen af deres mandat.
Hans afgang som leder og Liberal Alliances deroute betyder, at ambitionen om spektakulære reformer og større omvæltninger i den økonomiske politik i sjælden grad er banket til jorden i forbindelse med dette valg.
Det forhold, at Lars Løkke Rasmussen gennem valgkampen rykkede Venstre ind mod midten og lød mere som en socialdemokrat i velfærdspolitikken, forsøgte Anders Samuelsen ellers at bruge klogt som fornyet platform. Ved at slå på, at der for alvor er brug for et parti, der er optaget af reformer, vækst og spørgsmålet om, hvor pengene til al velfærden skal komme fra.
Men slutspurten var ikke nok til at afværge vælgerstraffen. En dom, der afsiges på baggrund af det samlede billede af LA’s ageren og nok især det tumultariske forløb omkring skattelettelser og finansloven for 2018.
Det er værd at bemærke, at de to partier, vælgerne har straffet hårdest, er DF og LA, som har været omdrejningspunktet for de hårdeste blå opgør om linjen i den økonomiske politik siden 2015.
At LA har været med til at sikre skatte- og afgiftslettelser på over 20 mia. kr. er ikke en succes, der har kunnet overtrumfe indtrykket af rod og for vilde meldinger.
Anders Samuelsen personificerer i den grad Liberal Alliance - ét parti, der blev dannet på askerne af Ny Alliance, og som i kraft af en ihærdig og engageret indsats fra ham selv og siden Simon Emil Ammitzbøll-Bille på få år gik frem fra 0 i målingerne til et flot valg i 2015.
Da Lars Løkke Rasmussen i denne valgkamps første del udgav samtalebogen ”Befrielsens øjeblik”, fortalte den nu afgående statsminister lidt om den frihed, han følte, da han ikke længere skulle tage så stor hensyn til de andre partier i den blå familie.
Med valgresultatet står det klart, at Løkke og Venstre i hvert fald for en tid er blevet stort set befriet for både LA og DF.
