Politikerne må stille sig spørgsmålet: Er pressen slet ikke den “fjerde statsmagt”, men snarere ved at udvikle sig til den “lovgivende, udøvende og dømmende magt”, når det kommer til sager af mere moralsk karaktér.
Er Sass, Sohn eller Samuelsens brøde størst?
Mens vælgerne må gøre op med sig selv, om de mener, at Henrik Sass Larsen (S) skal straffes for sine skidte Køge-relationer, om Ole Sohns (SF) DKP-fortid og mistanken om sort “Moskva-guld” skal belaste ham og om Anders Samuelsen (LA) skal bøde politisk for betalingen af sønnens narkogæld til rockere, så må politikere stille sig selv det ubehagelige spørgsmål:
Er pressen slet ikke den “fjerde statsmagt”, men snarere ved at udvikle sig til den “lovgivende, udøvende og dømmende magt” i én og samme instans, når det kommer til sager af mere moralsk karaktér?
Og bidrager politikere selv til denne udvikling – med den triste og utilsigtede konsekvens, at begrebet “repræsentativt demokrati” undermineres, hvis rekrutteringsgrundlaget skrumper kraftigt som følge af forventningen om absolut renhed?
Journalister bliver politimænd
De seneste års fokus på politikere og deres familiers private ageren tegner et billede af, at visse dele af pressen forsøger at sætte standarden for tilladelig adfærd. Der foretages opsøgende arbejde som var journalister politifolk – bare frigjort fra retsplejelovens begrænsninger. Implicerede kan opleve mediernes pres for at “levere” som noget, der ligner, ja, rockermetoder.
Uden for referat kan politikere fortælle om slet skjulte trusler som dén, at det blot bliver “endnu værre”, hvis man ikke stiller op. Og endelig er det også pressen, der – ofte med velvillige politiske modstanderes hjælp – afsiger dommen over, om en politiker er havnet på den rigtige eller forkerte side af idealernes og hykleriets kridtstreg.
At dele af pressen overhovedet tillades at indtage rollen som lovgivende, udøvende og dømmende magt i én, bidrager politikerne imidlertid selv til.
Enten ved at prædike idealer for almindelige mennesker uden altid selv at kunne leve op til dem. Eller ved at agere som et religiøst “vogternes råd”, når det ser ud til, at en modstander – måske – har trådt ved siden af.
Log ind og læs mere i Børsen lørdag
Er Sass, Sohn eller Samuelsens brøde størst?
Mens vælgerne må gøre op med sig selv, om de mener, at Henrik Sass Larsen (S) skal straffes for sine skidte Køge-relationer, om Ole Sohns (SF) DKP-fortid og mistanken om sort “Moskva-guld” skal belaste ham og om Anders Samuelsen (LA) skal bøde politisk for betalingen af sønnens narkogæld til rockere, så må politikere stille sig selv det ubehagelige spørgsmål:
Er pressen slet ikke den “fjerde statsmagt”, men snarere ved at udvikle sig til den “lovgivende, udøvende og dømmende magt” i én og samme instans, når det kommer til sager af mere moralsk karaktér?
Og bidrager politikere selv til denne udvikling – med den triste og utilsigtede konsekvens, at begrebet “repræsentativt demokrati” undermineres, hvis rekrutteringsgrundlaget skrumper kraftigt som følge af forventningen om absolut renhed?
Journalister bliver politimænd
De seneste års fokus på politikere og deres familiers private ageren tegner et billede af, at visse dele af pressen forsøger at sætte standarden for tilladelig adfærd. Der foretages opsøgende arbejde som var journalister politifolk – bare frigjort fra retsplejelovens begrænsninger. Implicerede kan opleve mediernes pres for at “levere” som noget, der ligner, ja, rockermetoder.
Uden for referat kan politikere fortælle om slet skjulte trusler som dén, at det blot bliver “endnu værre”, hvis man ikke stiller op. Og endelig er det også pressen, der – ofte med velvillige politiske modstanderes hjælp – afsiger dommen over, om en politiker er havnet på den rigtige eller forkerte side af idealernes og hykleriets kridtstreg.
At dele af pressen overhovedet tillades at indtage rollen som lovgivende, udøvende og dømmende magt i én, bidrager politikerne imidlertid selv til.
Enten ved at prædike idealer for almindelige mennesker uden altid selv at kunne leve op til dem. Eller ved at agere som et religiøst “vogternes råd”, når det ser ud til, at en modstander – måske – har trådt ved siden af.
Log ind og læs mere i Børsen lørdag
