Folketingsvalget indeholder opsigtsvækkende resultater, som vil få stor betydning i den kommende tid.
Lars Løkke Rasmussen (V) har mødt megen hovedrysten for sin lancering af forslaget om en regering, der baserer sig på midten og gør sig fri af yderfløjene. Valgresultatet vidner om, at Løkke med sine personlige overvejelser og analyser har sået et frø, en pæn del af vælgerskaren har taget til sig.
Selv om de borgerlige mister magten, betyder fremgangen til Venstre – den største mandatfremgang ved valget – at Lars Løkke Rasmussen selv kan beslutte, hvornår han vil trække sig som V-formand. Og Løkke meddelte onsdag kort før midnat, at Venstre i forbindelse med dronningerunder vil foreslå netop en midterregering.
Med et katastrofalt dårligt resultat til Dansk Folkeparti og Liberal Alliances kollaps står det blå hold med betydelige udfordringer fremadrettet. Men Venstre kan i det mindste rette ryggen og med spænding følge de forhandlinger, der efter alt at dømme ender med Mette Frederiksen (S) som statsminister. Der er klart rødt flertal, men “valgets tale” er ikke en massiv sejr til Socialdemokratiet.
Valgets tale er krav om “samarbejde”, konkluderede Mette Frederiksen selv.
De Radikales fremgang betyder, at man ikke på forhånd skal afskrive, at forhandlinger om det politiske indhold munder ud i omgange, hvor alternative scenarier til en S-solo-regering kommer på bordet.
Socialdemokratiet afskrev for et år siden De Radikale som ny regeringspartner og har længe opereret med forestillingen om, at De Radikale blot må rette ind. Enten fordi partiet ikke har noget alternativ. Eller også fordi Socialdemokratiet har kalkuleret med, at DF måske kunne træde til, hvis kravene fra de mulige støttepartier skulle blive for voldsomme.
Efter valget er status imidlertid, at DFs rolle som hjælperytter er udspillet. DF træder ikke til i dronningerunder.
Hertil kommer, at De Radikale – måske – har et alternativ til at leve med for beskedne indrømmelser i især den økonomiske politik. Nemlig ved undervejs at foreslå en midterbaseret regering i stil med Løkkes tanker. At Venstre forsøger at pirre netop De Radikale efterlod Løkkes tale på valgnatten ingen tvivl om. Han slog fast, at Venstre er et internationalt orienteret parti, der aldrig kommer til at gå på akkord med konventionerne, og at det er den åbne linje, der har gjort Danmark til et rigt samfund. Løkke var også den første der, til De Radikales store glæde, åbnede for at tage kvoteflygtninge igen.
Op til valgdagen erklærede tidligere S-formand Mogens Lykketoft i Jyllands-Posten, at Mette Frederiksen “troværdigt har gjort op med det, som Socialdemokratiet måtte gøre op med efter Helle Thorning-Schmidt.” Men selv om Mette Frederiksen kan være tilfreds med den røde sejr, hun onsdag nat kaldte “historisk stor, har hun ikke netto kunnet højne opbakningen i forhold til sin udskældte forgænger.
Det står endvidere klart, at forløbet nu kan vække minder om sidst, Socialdemokratiet stod overfor at kunne rykke ind i Statsministeriet. Også op til valget i 2011 havde Socialdemokratiet distanceret sig fra De Radikale og forsværget, at partiet kunne opnå indflydelse på en række felter. Det hævnede sig som bekendt i det sorte tårn.
Den kommende tid vil vise, om S-formanden kan navigere i modsatrettede krav fra venstrefløjen og De Radikale.
Lars Løkke Rasmussen (V) har mødt megen hovedrysten for sin lancering af forslaget om en regering, der baserer sig på midten og gør sig fri af yderfløjene. Valgresultatet vidner om, at Løkke med sine personlige overvejelser og analyser har sået et frø, en pæn del af vælgerskaren har taget til sig.
Selv om de borgerlige mister magten, betyder fremgangen til Venstre – den største mandatfremgang ved valget – at Lars Løkke Rasmussen selv kan beslutte, hvornår han vil trække sig som V-formand. Og Løkke meddelte onsdag kort før midnat, at Venstre i forbindelse med dronningerunder vil foreslå netop en midterregering.
Med et katastrofalt dårligt resultat til Dansk Folkeparti og Liberal Alliances kollaps står det blå hold med betydelige udfordringer fremadrettet. Men Venstre kan i det mindste rette ryggen og med spænding følge de forhandlinger, der efter alt at dømme ender med Mette Frederiksen (S) som statsminister. Der er klart rødt flertal, men “valgets tale” er ikke en massiv sejr til Socialdemokratiet.
Valgets tale er krav om “samarbejde”, konkluderede Mette Frederiksen selv.
De Radikales fremgang betyder, at man ikke på forhånd skal afskrive, at forhandlinger om det politiske indhold munder ud i omgange, hvor alternative scenarier til en S-solo-regering kommer på bordet.
Socialdemokratiet afskrev for et år siden De Radikale som ny regeringspartner og har længe opereret med forestillingen om, at De Radikale blot må rette ind. Enten fordi partiet ikke har noget alternativ. Eller også fordi Socialdemokratiet har kalkuleret med, at DF måske kunne træde til, hvis kravene fra de mulige støttepartier skulle blive for voldsomme.
Efter valget er status imidlertid, at DFs rolle som hjælperytter er udspillet. DF træder ikke til i dronningerunder.
Hertil kommer, at De Radikale – måske – har et alternativ til at leve med for beskedne indrømmelser i især den økonomiske politik. Nemlig ved undervejs at foreslå en midterbaseret regering i stil med Løkkes tanker. At Venstre forsøger at pirre netop De Radikale efterlod Løkkes tale på valgnatten ingen tvivl om. Han slog fast, at Venstre er et internationalt orienteret parti, der aldrig kommer til at gå på akkord med konventionerne, og at det er den åbne linje, der har gjort Danmark til et rigt samfund. Løkke var også den første der, til De Radikales store glæde, åbnede for at tage kvoteflygtninge igen.
Op til valgdagen erklærede tidligere S-formand Mogens Lykketoft i Jyllands-Posten, at Mette Frederiksen “troværdigt har gjort op med det, som Socialdemokratiet måtte gøre op med efter Helle Thorning-Schmidt.” Men selv om Mette Frederiksen kan være tilfreds med den røde sejr, hun onsdag nat kaldte “historisk stor, har hun ikke netto kunnet højne opbakningen i forhold til sin udskældte forgænger.
Det står endvidere klart, at forløbet nu kan vække minder om sidst, Socialdemokratiet stod overfor at kunne rykke ind i Statsministeriet. Også op til valget i 2011 havde Socialdemokratiet distanceret sig fra De Radikale og forsværget, at partiet kunne opnå indflydelse på en række felter. Det hævnede sig som bekendt i det sorte tårn.
Den kommende tid vil vise, om S-formanden kan navigere i modsatrettede krav fra venstrefløjen og De Radikale.
