ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Helle Ib: Elendig timing

ANALYSE - Det kan umuligt være udtryk for en gennemtænkt strategi, at regeringen vælger at præsentere sit nye ministerhold netop på dagen, hvor Lars Løkke Rasmussen og Venstre holder pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Det er klart, at Venstre-folk griber bolden og nu håner SRSF for at ville overskygge budskaberne fra det store oppositionsparti ved at lægge rokaden samme dag. Men kendsgerningen er, at timingen blot er endnu et eksempel på, at dét at tilrettelægge et forløb og en tilhørende kommunikationsstrategi ikke er regeringens stærke side.

At rokaden kommer netop i dag kan kun tilskrives, at regeringstoppen måtte bruge to intense døgn på at blive enige om fordelingen af ministerposter. Og at det ville være for vanskeligt at holde tæt meget længere om, at kabalen var på plads.

S-SF har på det seneste varmet sig ved tanken om, at presset synes at stige på Lars Løkke Rasmussen, der på dagens Venstre-pressemøde må forventes at skulle svare på alt fra skiftende meldinger om nulvækst for den offentlige sektor, om partifællers vurderinger af, at borgerne vil kunne mærke nedskæringer – til indtrykket af, at de fire partier i blå blok har svært ved at fremstå som et samlet alternativ.

Regeringspartierne, der har brug for en ”kant” til Venstre frem mod næste valg, har heller ikke noget imod, at de borgerlige slår hårdt på, at besparelser i det offentlige forbrug skal konverteres til skattelettelser.

Det kan derfor ikke være udtryk for andet end, at magten over rokade-forløbet løb af hænderne på SRSF, der selvsagt har haft en logisk interesse i at blive færdige før egne sommergruppemøder i næste uge.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis