Genlæs søndagens analyse fra Helle Ib i anledning af Lars Løkkes åbning for en S-V-regering i sin nye bog
I dele af Venstre er der mere næring til tanken om den højst usædvanlige konstellation – en SV-regering – end hos Socialdemokratiet
Der er to altoverskyggende årsager til, at Venstre-folk åbent er begyndt at forholde sig til den usædvanlige konstellation.
Det ene er en oprigtig bekymring for det politiske opbrud, der aktuelt afspejler sig i yderligtgående partiers evne til at erobre scenen. Uden større sammenhold mellem de gamle, ansvarsbærende partier, kan dansk politik sande til i handlingslammelse og absurde slagsmål.
Fhv. minister Søren Pind (V) sagde søndag i Berlingske, at en SV-regering, der lægger den endeløse konkurrence om udlændingepolitikken til side, ville markere “en grænse til ekstremismen” og give plads til at løse andre påtrængende problemer. Pind afviste at afskrive en SV-regering som det fatamorgana, de fleste anser idéen som.
“Jeg tror, der mange steder er en dyb længsel efter ro. Mere tyngde. Det ville ikke være så dårligt i en tid som den her,” lød det fra Pind, der for nyligt i en kronik beskrev situationen således: “Bag lukkede døre ved jeg, at de rigtige personer i de to partier på ikke lang tid ville kunne enes om 95 pct. af et regeringsgrundlag for fire år.”
Ørkenvandring
Den anden overvejelse, som trives i dele af Venstre er, at partiet selv risikerer årelang ørkenvandring, hvis først Lars Løkke Rasmussen (V) har tabt.
En indtræden i en S-ledet regering kunne derfor være en måde at forlænge den nuværende V-tops tid ved magten. Det langt mest realistiske scenarium er fortsat, at Mette Frederiksen (S) får opfyldt sit mål om en S-solo-regering.
Skulle Venstre overhovedet stå med hatten i hånden, ville det ikke i sig selv være en grund til at lukke partiet ind. Socialdemokratiet er under Frederiksens ledelse fortsat igang med lægge afstand til SRSF-tiden. Og S-ønskescenariet er, at Frederiksen kan omsætte sit løfte om brud med blokpolitikken ved at manøvrere med skiftende flertal.
Et valgresultat, hvor S selv går frem – og rød blok samlet distancerer sig fra de borgerlige – kalder heller ikke på lyst til at uddele trøstpræmier i form af ministerbiler til taberne.
Men i ét scenarium kan Socialdemokratiet efter et valg i det mindste komme under pres for at forholde sig til idéen. Nemlig hvis mandatene falder ud, så Mette Frederiksen får svært ved at ignorere støttepartiernes krav om væsentlig indflydelse.
Dronningerunder med langstrakte magtkampe om indflydelsen kan føre til, at De Radikale gør alvor af den overvejelse, der har simret længe. Nemlig at forlange en bredere regering. SV-idéen er gået fra at være en tanke, luftet i det kommunale V- og S-bagland og lavmælt i dele af partierne, til nu at drøftes åbent.
Løkke selv erklærede i weekenden, at “vi får ingen SV-regering sådan lige her,” men understregede, at der er pointer i overvejelserne.
På Twitter skrev Martin Lidegaard (R), at det gør ham glad at læse om chancen for en regering hen over midten. Også Uffe Elbæk (Alt.) fremhævede muligheden.
I disse uger kæmper S og V om at sætte retningen – og ingen skal derfor vente afgørende tilnærmelser. Først efter valget vil forløbet af dronningerunderne vise, om tanken får mere grobund.
I dele af Venstre er der mere næring til tanken om den højst usædvanlige konstellation – en SV-regering – end hos Socialdemokratiet
Der er to altoverskyggende årsager til, at Venstre-folk åbent er begyndt at forholde sig til den usædvanlige konstellation.
Det ene er en oprigtig bekymring for det politiske opbrud, der aktuelt afspejler sig i yderligtgående partiers evne til at erobre scenen. Uden større sammenhold mellem de gamle, ansvarsbærende partier, kan dansk politik sande til i handlingslammelse og absurde slagsmål.
Fhv. minister Søren Pind (V) sagde søndag i Berlingske, at en SV-regering, der lægger den endeløse konkurrence om udlændingepolitikken til side, ville markere “en grænse til ekstremismen” og give plads til at løse andre påtrængende problemer. Pind afviste at afskrive en SV-regering som det fatamorgana, de fleste anser idéen som.
“Jeg tror, der mange steder er en dyb længsel efter ro. Mere tyngde. Det ville ikke være så dårligt i en tid som den her,” lød det fra Pind, der for nyligt i en kronik beskrev situationen således: “Bag lukkede døre ved jeg, at de rigtige personer i de to partier på ikke lang tid ville kunne enes om 95 pct. af et regeringsgrundlag for fire år.”
Ørkenvandring
Den anden overvejelse, som trives i dele af Venstre er, at partiet selv risikerer årelang ørkenvandring, hvis først Lars Løkke Rasmussen (V) har tabt.
En indtræden i en S-ledet regering kunne derfor være en måde at forlænge den nuværende V-tops tid ved magten. Det langt mest realistiske scenarium er fortsat, at Mette Frederiksen (S) får opfyldt sit mål om en S-solo-regering.
Skulle Venstre overhovedet stå med hatten i hånden, ville det ikke i sig selv være en grund til at lukke partiet ind. Socialdemokratiet er under Frederiksens ledelse fortsat igang med lægge afstand til SRSF-tiden. Og S-ønskescenariet er, at Frederiksen kan omsætte sit løfte om brud med blokpolitikken ved at manøvrere med skiftende flertal.
Et valgresultat, hvor S selv går frem – og rød blok samlet distancerer sig fra de borgerlige – kalder heller ikke på lyst til at uddele trøstpræmier i form af ministerbiler til taberne.
Men i ét scenarium kan Socialdemokratiet efter et valg i det mindste komme under pres for at forholde sig til idéen. Nemlig hvis mandatene falder ud, så Mette Frederiksen får svært ved at ignorere støttepartiernes krav om væsentlig indflydelse.
Dronningerunder med langstrakte magtkampe om indflydelsen kan føre til, at De Radikale gør alvor af den overvejelse, der har simret længe. Nemlig at forlange en bredere regering. SV-idéen er gået fra at være en tanke, luftet i det kommunale V- og S-bagland og lavmælt i dele af partierne, til nu at drøftes åbent.
Løkke selv erklærede i weekenden, at “vi får ingen SV-regering sådan lige her,” men understregede, at der er pointer i overvejelserne.
På Twitter skrev Martin Lidegaard (R), at det gør ham glad at læse om chancen for en regering hen over midten. Også Uffe Elbæk (Alt.) fremhævede muligheden.
I disse uger kæmper S og V om at sætte retningen – og ingen skal derfor vente afgørende tilnærmelser. Først efter valget vil forløbet af dronningerunderne vise, om tanken får mere grobund.
