Selv om et af Mette Frederiksens (S) vigtigste budskaber ved afslutningsdebatten var sikring af nødvendig arbejdskraft, skal man ikke vente større håndsrækninger på den korte bane. Mange af regeringens planer om at øge arbejdsudbuddet, f.eks. at sikre flere faglærte og justere uddannelsessystemet, så det matcher arbejdsmarkedets behov – også regionalt, vil tidligst udfolde sig om flere år. Statsministeren betonede ellers, at risikoen for mangel på arbejdskraft melder sig allerede i år og “vil blive et større problem for hvert år, der går.” Følgen kan blive, at Danmark ikke får nok ud af opsvinget eller den grønne førerposition, hvis der mangler de rette hænder.
Oveni diagnosen vedtog et bredt flertal i maj en strategi for life science som dansk styrkeposition. En “industri, vi som samfund kan være stolte af,” hedder det i aftalen, hvor bl.a. adgang til kvalificeret arbejdskraft fremhæves. Konkret skal der nedsættes “en arbejdsgruppe, der skal analysere behovet for kompetenceudvikling inden for life science-industrien.”
“Af flere grunde skal man ikke vente kraftfulde initiativer på den korte bane. Det er muligt, at der kan sagsbehandles hurtigere og justeres lidt, så administrativt bøvl lettes for udenlandsk arbejdskraft. Men der er ikke noget flertal, der eksempelvis vil ændre eller tror på, at en lavere beløbsgrænse vil betyde en afgørende forskel. Selve beløbsordningen og kriterierne for udlændinges adgang har været ændret flere gange og rummer desuden hårde værdipolitiske opgør, der har udspillet sig under den nuværende og tidligere regering som led i den generelle udlændingedebat.Man skal ikke vente kraftfulde initiativer på den korte bane
I nær fremtid kan regeringen håbe, at det aftagende behov for podere i coronatestindsatsen kan betyde, at historierne om f.eks. manglende hænder i restaurationsbranchen klinger af. Men selv om udenlandsk arbejdskraft er tilbage på et højt niveau, slipper regeringen næppe for krav fra oppositionen eller erhvervslivet om yderligere åbninger for udenlandsk arbejdskraft i takt med, at opsvinget griber om sig. Med de signaler regeringen selv har sendt, kan den dårligt se passivt til, hvis indtægter går tabt som følge af mangel på hænder.