ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Grænsehandel blomstrer i påsken

Selv om butikkerne i Danmark er lukkede både torsdag, fredag, søndag og mandag i påsken, så kan man alligevel godt komme ud og svinge dankortet.

Det kræver dog, at man tager en tur til Tyskland eller Sverige. Og det er der hvert år tusindvis af danskere, der gør.

I butikkerne i Helsingborg, Malmø og syd for den dansk-tyske grænse har de ansatte i øjeblikket travlt med at fylde hylder og kølediske ekstra godt op, så man er klar til den årlige invasion af købelystne danske påskegæster.

I Tyskland har butikkerne åbent i hele påsken bortset fra langfredag. I Sverige er det kun påskedag butikkerne holder helt lukket. Langfredag er det dog kun nogen butikker i Sverige, der holder åbent og kun fra 12 til 16.

Malmø Citysamverkan har i år valgt at sende shoppingguider ud på byens gader og stræder i påskedagene for at uddele kort med information om byens butikker til de mange danskere.

"Vi ser hvert år et stort rykind af danskere i påskedagene. I år gør vi så en ekstra indsats for at fortælle om åbningstiderne i Malmøs store udvalg af butikker," siger Pia Sandin, der er direktør for Malmø Citysamverkan.

Påsketravlhed hos Fleggaard

Hos den tyske supermarkedskæde Fleggaard, der har specialiseret sig i grænsehandel, er der påsketilbud på stort set alt fra leverpostej, slik, chokolade, vaskemiddel og hundemad til badesandaler og alle former for øl, vin og spiritus.

Mike Simonsen, der er adm. direktør for Fleggaard butikkerne, glæder sig til den travle påskehandel.

"Vi forventer vækst i påsken, både vækst i omsætning og glade kunder. Vejret er med os, folk har lige fået løn og der er mange fridage at handle i," siger han til Ritzau.

Mike Simonsen kan godt forstå, at mange danskere bruger påskedagen til en indkøbstur syd for grænsen.

"De danske forbrugere er kloge. De køber ind der, hvor prisen på de rigtige varer er korrekt," siger han.

Hos Dansk Supermarked, der ejer butikskæderne Bilka, Netto og Føtex, ærgrer man sig lidt over, at de skal holde lukket i fire dage i påsken, mens kasseapparaterne gløder i grænsebutikkerne.

"Vi synes, det er konkurrenceforvridende, at danskerne kan finde masser af åbne butikker i helligdagene, når de bare krydser grænsen. Det bedste ville være, hvis vi havde de samme regler, så kunderne kunne vælge, hvor de ville handle," siger Henrik Kirketerp, der er direktør i Dansk Supermarked.

Selv om butikkerne fik lov til at holde åbent alle dage, så er det langt fra sikkert, at de også ville gøre det, mener han.

"Der vil være nogen stede, hvor det bedre kan svare sig at holde åbent end andre steder," siger han.

Fakta om grænsehandlen

* Danskernes handel uden for Danmark forventes at runde 12 mia. kr. i 2012. Det vurderer Dansk Erhverv på basis af oplysninger fra Skatteministeriet.

* Gennem de seneste fem år er der sket et fald i grænsehandlen med tobak, øl, vin og spiritus, mens danskernes indkøb af for chokolade er vokset.

* I 2009 udgjorde danskernes grænsehandel i udlandet cirka 0,4 pct. af danskernes samlede privatforbrug.

* Dansk Erhverv vurderer, at grænsehandlen koster den danske detailhandel cirka 7500 arbejdspladser, og at den danske statskasse mister mindst 3,5 mia. kr. om året i tabte indtægter fra moms, afgifter og indkomstskatter som følge af grænsehandlen.

/ritzau/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis