Statskontrollerede selskaber overtræder gang på gang konkurrencelovgivningen, selv om de qua deres ejerskab må forventes at gå foran med et godt eksempel for det øvrige erhvervsliv.
Blandt mønstersynderne er Dong Energy og Post Danmark, der begge har Fritz Schur som bestyrelsesformand.
Selskaberne er tillige sagsøgt af forsmåede kunder for henholdsvis 4,2 mia. kr. og 75 mio. kr. Og endnu et civilt søgsmål er på vej mod det nationale postvæsen.
Hertil kommer, at Post Danmark nu har overtrådt de samme regler i konkurrenceloven så mange gange, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har besluttet at anmelde selskabet til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, også kaldet bagmandspolitiet.
Det oplyser styrelsens direktør, Agnete Gersing. Anmeldelsen kommer efter, at Konkurrenceankenævnet i sidste uge slog fast, at Post Danmark i strid med loven har misbrugt sin dominerende stilling på markedet ved at give storkunder individuelle rabatter, som har holdt konkurrenter ude af markedet.
Skyldes ikke uvidenhed
Da Post Danmark tre gange tidligere har været indklaget til konkurrencemyndigheder i lignende sager og har fået påbud om at stoppe ulovlighederne, vurderer Konkurrencestyrelsen nu, at lovovertrædelsen ikke længere sker i uvidenhed, men med forsæt eller groft uagtsomt, og så er det strafbart.
Derfor anmeldelsen til bagmandspolitiet, som kan straffe både virksomhed og ledelse med bøder.
Formand for Post Danmark Fritz Schur er rygende uenig i Agnete Gersings udlægning af Ankestyrelsens kendelse. Han fastholder, at der ikke er fugls føde hverken på sagerne mod Post Danmark eller mod Dong Energy.
Men direktør Agnete Gersing slår fast:
“Vi overdrager den nye sag med Post Danmark til politiet, fordi det er samme type overtrædelse, vi har behandlet flere gange, og derfor burde selskabet vide, at det er ulovligt. I forvejen ved Post Danmark jo godt, at de har en dominerende stilling på markedet, og så gælder der skærpede regler for, hvad man må og ikke må.”
Hun oplyser, at hun er bekendt med, at de kunder og konkurrenter, der har lidt tab på grund af manglende konkurrence på postmarkedet, planlægger at søge erstatning af Post Danmark.
I forvejen har Post Danmark en verserende erstatningssag anlagt af Forbrugerkontakten på 75 mio. kr., der er rejst i kølvandet af en tidligere sag om misbrug af dominerende stilling på markedet.
Læs også: Har lovbryderne frit spil?
Bliver ved
Lektor i konkurrenceret ved Københavns Universitet Christian Bergqvist finder det problematisk, at selskaber med politisk udpegede bestyrelsesformænd igen og igen havner i sager om ulovlig konkurrencevirksomhed.
“De fleste virksomheder forstår budskabet første gang, de bliver dømt af konkurrencemyndighederne, men der er dog en lille hård kerne med Post Danmark og Dong Energy i spidsen, som bliver ved med at overtræde reglerne. Samtidig anker de sagerne hele vejen op igennem systemet og trækker derved de efterfølgende erstatningssager ud,” siger Christian Bergqvist.
“Det er fuldstændig uhørt, at Post Danmark gentagne gange kan overtræde konkurrenceloven med et offentligt ejerskab. Det er uhørt, og det samme gælder for SAS’ vedkommende,” siger Niels Rytter, der efter en lang årrække som kontorchef i Konkurrencestyrelsen i dag er selvstændig konkurrencekonsulent. SAS har også Fritz Schur som formand.
Læs også: Fritz Schur: “Vi er ikke dømt for noget som helst”
Straffen ikke stor
Også professor ved CBS Peter Møllgaard konstaterer, at de statslige selskaber er en stor kunde hos konkurrencemyndighederne sammen med tidligere monopoler som TDC og andelsselskaber som DLG og Arla Foods.
“De statsejede selskaber har tilsyneladende haft svært ved at håndtere den deregulering af deres monopol, der er sket for at sænke priserne på post, el, telefoni etc. Men straffen ved at overtræde de danske regler er bestemt heller ikke stor i forhold til andre lande,” siger Peter Møllgaard.