Var det i virkeligheden Statsministeriets departementschef, der stod bag, da tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen blev sigtet for at lække statshemmeligheder? Hvorfor videregav chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen, oplysninger om tidligere FE-chef Lars Findsens sexliv til politikere? Har der været politisk indblanding?
Ubesvarede spørgsmål er der nok af, efter at anklagemyndigheden onsdag meldte ud, at straffesagerne mod Hjort, Findsen og en 63-årig tidligere PET-ansat om læk af statshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger bliver opgivet. Og ifølge justitsminister Peter Hummelgaard (S) skal der nu ryddes ud i det, han betegner som konspirationer.
Han vil derfor udvide opgaven for en allerede nedsat FE-kommission, så den også skal undersøge, om der er varetaget usaglige hensyn. Den nærmere afgrænsning bliver op til kommissionen selv, herunder om den vil undersøge politisk indblanding.
“Der er intet i denne her sag, som jeg har indsigt i, der indikerer noget i den retning. Men der er rigtig mange, også lidt fantastiske, konspirationsteorier, som lever ude i offentligheden,” siger Hummelgaard i et interview med TV2 News.
“En regering, der selv beder om at blive undersøgt, erkender jo åbent sin egen inkompetence
Morten Messerschmidt, formand, Dansk Folkeparti
Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, bekræfter, at undersøgelsen også kan omfatte f.eks. Statsministeriets rolle, hvor Claus Hjort Frederiksen har beskyldt departementschef Barbara Bertelsen for at have en finger med i spillet i hans sag.
“Hvis undersøgelseskommissionen finder det relevant, så har undersøgelseskommissionen frihed til at undersøge lige det, de vil,” siger Dahlin.
På Christiansborg bliver det hilst velkommen, at regeringen vil udvide FE-undersøgelsen, der hidtil kun har handlet om hjemsendelsen af en række ledende medarbejdere tilbage i 2020, i det der kan betegnes som en forløber for de nu aflyste straffesager.
“Det er en af de mest spektakulære sager, jeg har oplevet i min politiske tid. Så det er oplagt, at vi nu får den fulde kommissionsundersøgelse, som vi skulle have haft fra starten af det her forløb,” siger politisk leder Martin Lidegaard (R).
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, opfordrer til en meget omfattende undersøgelse:
“Vi skal have undersøgt, hvad Mette Frederiksens andel i det her er, hvad Barbara Bertelsens andel er, og hvad tidligere forsvarsminister Trine Bramsens andel er.” Anklagemyndigheden har ønsket, at retssagerne mod de to blev kørt for lukkede døre af hensyn til statens forhold til fremmede magter. Men Højesteret har krævet mere åbenhed i sagerne, hvilket nu har fået anklagemyndigheden til at droppe sagerne helt.
Liberal Alliance har samme syn på sagen:
“Claus Hjort siger selv, at han mistænker, at Barbara Bertelsen og Statsministeriet har været involveret i sagen mod ham, og det er jo en grov anklage. Vi mener, at vi skal have undersøgt, om det har sin rigtighed,” siger retsordfører Steffen Larsen.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, opfordrer regeringen til at gå af:
“En regering, der selv beder om at blive undersøgt, erkender jo åbent sin egen inkompetence og bør træde tilbage.”
Ifølge strafferetsekspert Jørn Vestergaard er der god grund til at få undersøgt sagen nærmere.
“Behovet for at få gennemført en kommissionsundersøgelse er større end nogensinde. Hvis man skal gøre sig håb om, at man kommer igennem hele dette sagskompleks og får det afrundet på en måde, som ikke efterlader alt for mange mistillidsskabende konspirationsteorier, er det mere berettiget end nogensinde,” siger Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet.
var året, hvor Hjort og Findsen blev sigtet
Claus Hjort Frederiksen sad selv på direkte tv, da han fik nyheden om, at sagen er droppet.
“Jeg er faktisk meget chokeret over den måde, Politiet og anklagemyndigheden er faret frem på. Jeg går ud fra, at de er blevet beordret til det af regeringen,” sagde han bl.a. i programmet “Lippert” på TV2 News, kort før nyheden tikkede ind.