Det blev et klart nej, da topsocialdemokraten Frank Jensen på et pressemøde blev spurgt til, om han vil forlade de forskellige bestyrelsesposter, han bestrider, nu hvor han stopper i politik efter sager om seksuelle krænkelser.
Men det er ikke op til Frank Jensen selv, om han får lov at fortsætte i de bestyrelser, han er medlem af. Det drejer sig om Kommunernes Landsforening (KL), Udbetaling Danmark under ATP, hvor han er formand, Rockwool Fonden og Greater Copenhagen.
“Kriteriet for at være med i KL’s bestyrelse er, at man er aktivt kommunalbestyrelsesmedlem,” siger KL’s næstformand, Martin Damm (V), og tilføjer, at det samme gælder posten som formand for Udbetaling Danmark.
Det er nemlig KL, der indstiller til Beskæftigelsesministeriet, hvem der skal have den post. Og det fremgår i øvrigt også af et bilag til KL’s forretningsorden, at “alle politiske repræsentanter udpeget af KL skal være medlem af en kommunalbestyrelse.”
Heller ikke i Greater Copenhagen kan Frank Jensen fortsætte.
“Det er overborgmesteren for Københavns Kommune, som er medlem af bestyrelsen. Dvs. at Franks post er knyttet til hvervet som overborgmester,” skriver Heino Knudsen (S), formand for Greater Copenhagen Committee, i en sms til Børsen.
Og kort efter mandagens pressemøde sendte Rockwool Fonden en pressemeddelelse ud.
“De seneste dages udvikling i forhold til Frank Jensens indrømmelser om krænkelser af kvinder kulminerende med Frank Jensens afgang som hhv. overborgmester og næstformand for Socialdemokratiet har været voldsomt at følge. Rockwool Fondens bestyrelse vil snarest drøfte Frank Jensens fortsatte tilknytning til Rockwool Fonden,” udtalte bestyrelsesformand Merete Eldrup.
Hun understregede samtidig, at Frank Jensen har varetaget sine opgaver i bestyrelsen fuldt tilfredsstillende.