En regning til virksomhederne og lidt højere priser i supermarkedet. Men samtidig en pæn besparelse på det årlige affaldsgebyr, borgerne betaler til kommunerne.
Det skulle gerne være bundlinjen af de affaldsregler, der går under navnet “udvidet producentansvar”.
Producentansvaret går kort sagt ud på, at virksomhederne overtager regningen for affaldshåndteringen, og derfor skrev Miljøstyrelsen i slutningen af 2024, at “det skønnes at kunne medføre en reduktion i borgernes affaldsgebyr på ca. 500-600 kr. ekskl. moms pr. husholdning om året”.
Men ved indgangen til 2026 ser det slet ikke ud til at være tilfældet.
Børsen har gennemgået de nye affaldsgebyrer for seks af landets ti største kommuner, og selvom der nogle steder bliver tale om besparelser, står det samlede billede slet ikke mål med en reduktion på de 500-600 kr., som Miljøstyrelsen havde varslet.
Hvis det viser sig at blive en dobbeltregning for danskerne, så er det jo en falliterklæring
Andreas Hastrup Clemmesen, fagchef for cirkulære materialer, produkter og emballager, Dansk Erhverv
Flere supermarkeder har sat priserne op som direkte konsekvens af de nye affaldsregler. At danskerne oven i det ikke står til at få den varslede besparelse på affaldsgebyret giver panderynker hos Dansk Erhverv.
“Hvis det viser sig at blive en dobbeltregning for danskerne, så er det jo en falliterklæring,” siger Andreas Hastrup Clemmesen, fagchef for cirkulære materialer, produkter og emballager hos Dansk Erhverv.
Han mener desuden, at man ikke har taget højde for, at udgifterne til affaldssorteringen er så forskellige fra kommune til kommune.
“Der har været eksempler på, at der er flere tusind procent forskel på at få hentet sit pap i sammenlignelige kommuner. Det fjerner også noget effektivitet, der er en grundpille i producentansvaret,” siger Andreas Hastrup Clemmesen.
Hos Forbrugerrådet Tænk er man “ærgerlig” over situationen, siger Nikola Kiørboe, der er seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
“Det er uheldigt, at forbrugeren er blevet lovet en meget konkret besparelse på baggrund af nogle udregninger, der er fem til seks år gamle,” siger Nikola Kiørboe med henvisning til den Cowi-rapport, som udregningerne er lavet ud fra.
“For det har rykket diskussionen hen på, om besparelserne er på 500-600 kr. Og fjernet fokus fra det vigtige: At regningen bliver flyttet fra kommunerne over til producenten, hvilket bør skabe et incitament til bedre og færre emballager, og som på papiret også vil give forbrugerne en besparelse,” siger hun videre.
Manglende besparelse
Der er forskel på, hvordan kommunerne udregner og opkræver affaldsgebyret – og det er en blanding af flere komponenter, hvor det udvidede producentansvar er én af dem.
Men fælles er, at de fleste forbrugere må kigge langt efter den varslede besparelse.
I Københavns Kommune vil forbrugerne få en besparelse på 130 kr. i 2026.
“Faldet skyldes blandt andet, men ikke udelukkende, det udvidede producentansvar på emballage,” skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i en mail.
De tilføjer, at der allerede i 2025 blev taget højde for det udvidede producentansvar. Den samlede besparelse for begge år er dog stadig under 500 kr.
I Aarhus Kommune får “midtbykunderne” en besparelse på 270 kr. på affaldsgebyret i 2026, mens “villakunderne” får en besparelse på hele 775 kr. – og får altså som den eneste gruppe i de seks kommuner en besparelse på over 500 kr.
I det sydvestlige Jylland finder man den adspurgte kommune, der kommer med den største besparelse på affaldsgebyret. Nemlig i Esbjerg Kommune, hvor besparelsen lyder på 420 kr.
Affaldsgebyret forbliver det samme i Aalborg Kommune i 2026. “Den samlede takst udlignes af andre investeringer på renovationsområdet,” skriver Miljø og Klima Aalborg Kommune i en mail.
På Fyn stiger affaldsgebyret en my med 21 kr. i Odense Kommune næste år. Odense Renovation skriver i en pressemeddelelse, at indtægterne som følge af producentansvaret på under 200 kr. pr. husstand bliver udlignet af bl.a. nye momsregler.
Også i Silkeborg Kommune bliver det lidt dyrere at komme af med sit skrald i 2026, hvor prisen for et standardhus stiger med 123 kr. TV2 Østjylland skriver, at producentansvaret “ifølge kommunen (Silkeborg Kommune, red.) har den effekt, at man de sidste to år har holdt gebyret på et fast lavt niveau.”
Vi havde en gylden mulighed for at implementere et rigtig godt system, men i stedet har processen været alt for langtrukken og en masse beslutninger er taget i sidste øjeblik
Nikola Kiørboe, seniorrådgiver, Forbrugerrådet Tænk
Børsen har spurgt miljøminister Magnus Heunicke (S), om hvad han mener om, at forbrugerne ikke får den varslede besparelse på affaldsgebyret.
Han svarer følgende i en mail:
“Kommunerne skal justere borgernes gebyr for indsamling af emballageaffald, så det svarer til den udgift, der flyttes over til virksomhederne. Hvis borgerne ikke oplever en en-til-en-besparelse kan det f.eks. skyldes stigende dieselpriser og højere omkostninger til indsamling af affald.”
Dårlig proces
Det nye affaldssystem har fået hård kritik for at bebyrde virksomhederne med bøvl og administration.
“Set udefra, ser det ud som om, at hverken producenter eller kommuner har haft ordentlig tid til at forberede sig. Vi er blandt de sidste lande i Europa til at indføre det her system. Vi havde en gylden mulighed for at implementere et rigtig godt system, men i stedet ser det ud til, at processen har været for langtrukken, og at en masse beslutninger er taget i sidste øjeblik,” siger Nikola Kiørboe.
Miljøministeriet annoncerede i starten af december i en pressemeddelelse, at de har besluttet at nedsætte et nyt virksomhedsforum, hvor “virksomhederne kan byde ind med unødigt bøvl, de oplever i forbindelse med implementeringen.”
“Det nye forum skal bidrage med forslag til, hvordan reglerne for de danske virksomheders administration og ressourceforbrug kan forenkles inden for EU-retten,” skriver de videre.
Rettelse: Der er 7/1 - 2026 foretaget sproglige rettelser i Nikola Kiørboes citater. Børsen beklager fejlen.