ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Folketinget indgår aftale om lempede rejserestriktioner: Vaccinerede danskere og turister kan igen rejse

Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om at lempe for rejserestriktioner ind og ud af Danmark i faser frem mod sommer. Det er muligt, fordi smitten med covid-19 ikke er så udbredt.

Det fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S) tirsdag aften, hvor aftalen er indgået.

– Det går rigtigt godt i Danmark. Vi er et godt sted, hvor smitten er under kontrol. Men på den anden side ser vi mange lande i Europa, hvor det ikke går så godt. Så kan vi ikke åbne lige med det samme.

– Derfor har vi lavet en aftale, hvor vi i faser åbner for rejser. Selvfølgeligt under den forudsætning, at smitten tillader det, siger justitsministeren.

Regeringen har flere gange påtalt det faktum, at smitten er høj i andre lande end Danmark samt at mutationer af covid-19 florerer. Derfor er der en risiko ved at lade udlændinge komme til Danmark.

Nick Hækkerup siger, at der er taget højde for den risiko i planen.

– Vi håndterer den risiko ved at sige, at hvis du er færdigvaccineret, så er risikoen meget lille. Derfor vil man fra 1. maj kunne rejse ind og ud af Danmark, hvis man er vaccineret.

– Vi siger dog også, at fra 14. maj og frem, der vil man kunne rejse til og fra lande, selv om man ikke er vaccineret. Men kun fra lande, hvor incidensen ikke er så høj. Så vi prøvet at åbne på en måde, hvor smitten ikke løber fra os, siger Nick Hækkerup.

Adspurgt om, hvordan man kan være sikker på, at tilrejsende turister er vaccineret, siger ministeren:

– Vi bruger første fase fra 21. april til 1. maj på at få styr på nogle af de her ting. Eksempelvis hvordan vi kontrollerer, at folks vaccineseddel er korrekt, hvad gør vi med børn, der skal med ind i landet, men ikke er vaccinere og så videre.

Aftalen indebærer også godt nyt til de danskere, der har sommerhus i Sverige eller Norge. Her vil kravet om at gå i isolation efter besøg bliver fjernet 21. april.

– Så der er gode nyheder for dem, der har en ødegård i Sverige, siger Nick Hækkerup.

Her får du overblikket over den første fase af rejselempelserne:

Rejsevejledninger:

Udenrigsministeriet går den 21. april tilbage til at inddele landene i farver efter risikoniveau.

Ifølge aftaleteksten bliver der oprettet en ny risikovurdering, som kan tages i brug, hvis et land er plaget af "bekymrende" varianter af coronavirus.

Hvis man indrejser fra et land med en "rød" eller "orange" risikovurdering, skal man i isolation. Hvis man indrejser fra et land med en "gul" risikovurdering, kan man nøjes med at blive testet for coronavirus.

En "gul" risikovurdering betyder, at man skal være særligt opmærksom, når man rejser i landet. En "orange" risikovurdering betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes. En "rød" risikovurdering betyder, at alle rejser frarådes.

Erhvervsrejsende:

Det bliver fremover nemmere for erhvervsrejsende at rejse. Fra den 21. april kan folk møde på arbejde, efter en erhvervsrejse til udlandet.

Ødegårde i Norden:

Der bliver indført mere lempelige regler for bosiddende i Danmark, der rejser til egen ødegård i Norden. disse behøver ikke efter den 21. april at gå i isolation efter rejsen.

Anerkendelsesværdige formål:

Listen over anerkendelsesværdige formål, som udlændinge kan rejse ind i Danmark med, udvides. Fra den 21. april kan udenlandske højskole- og efterskoleelever, udvekslingsstuderende, landbrugspraktikanter, ægtefæller, sommerhusejere, bådejere eller personer, der har en fast liggeplads i Danmark rejse ind.

Idrætsudøvere:

Det fremgår af aftaleteksten, at "danske professionelle idrætsudøvere – foruden at kunne deltage i turneringer – også skal skulle kunne passe deres træning i isolationsperioden efter at have været i udlandet for at deltage i et mesterskab, stævne, en træningslejr og lignende."

/ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis