ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Flertallet er på plads: 27-årige Alex Vanopslagh står til at blive Liberal Alliances nye leder

Selv om Joachim B. Olsen ikke blev genvalgt til Folketinget, så er han fortsat en af profilerne i Liberal Alliance.

Men man skal ikke forvente, at den tidligere kuglestøder vil forsøge at blive politisk leder for partiet, efter at Anders Samuelsen har taget konsekvensen af valgnederlaget og fratrådt posten.

I et Facebook-opslag skriver Joachim B. Olsen, at han bakker op om nyvalgte Alex Vanopslagh som ny frontfigur for partiet.

- Jeg mener, at Alex Vanopslagh skal være politisk leder af Liberal Alliance. Alex har talentet og evnerne. Han har min fulde opbakning, skriver Olsen.

Ifølge Liberal Alliances vedtægter skal den politiske leder findes blandt partiets folketingsmedlemmer.

Dem er der fire af i den kommende valgperiode: Henrik Dahl, Ole Birk Olesen, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Alex Vanopslagh. Og i dag har Alex Vanopslagh fået opbakning fra alle sine tre partikammerater i folketingsgruppen, som alle selv har afvist at blive partiets nye leder.

"Alex har ført en formidabel valgkamp i Vestjylland, han er en ægte liberal, og han kan engagere både medlemmer og vælgere. Hjertet på rette sted, evne til at formidle et budskab og i stand til at få folk omkring sig til at bakke op - det er opskriften på en rigtig LA-leder," skriver fungerende transportminister Ole Birk Olesen på sin Facebook-side. 

Henrik Dahl pegede allerede torsdag på Vanopslagh, og over for Politiken bekræfter Simon Emil-Ammitzbøll-Bille, at at han også bakker op om ham.

Vanopslagh fik et flot valg i Vestjyllands Storkreds og er tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom. Han er desuden valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation.

Anders Samuelsen har selv peget på Ammitzbøll-Bille som sin naturlige afløser.

Økonomi- og indenrigsministeren har dog afvist at tage over, og det samme har Henrik Dahl og Ole Birk Olesen.

Derfor er det eneste alternativ til Vanopslagh umiddelbart, at man gør, som Konservative gjorde, da der skulle findes en afløser for Lars Barfoed i 2014.

Dengang faldt valget på Barfoeds opfordring på Søren Pape Poulsen, der ikke sad i Folketinget, men var borgmester i Viborg.

Alex Vanopslagh har endnu ikke selv fortalt, om han ønsker at blive politisk leder for sit parti.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis