Med SF’s hjælp har regeringen nu fået det, som den ville have det – en lukket undersøgelse af FE-sagen – og med et skarpt juridisk fokus. SVM’s største sejr består imidlertid ikke i, at den har fået SF med på sin model – selv om det måske umiddelbart kan afbøde lidt af kritikken af magtfuldkommenhed, at flere partier er med. Sejren består mest af alt i, at det er lykkedes at få sagen til at dreje sig om jura. Udover, at undersøgelsen nu som følge af udvidelsen med Samsam-sagen kan trække ud, kan det nemlig ende med, at offentligheden aldrig får indblik i, om det var politiske fejlhåndteringer og -vurderinger, som fik kabalen til at rulle i dét, der er kaldt en af dette århundredes største retspolitiske skandaler. Hjemsendelser, fængslinger, sigtelser og tiltaler i sager, der nu er droppet.
Såvel justitsminister Peter Hummelgaard (S) som statsminister Mette Frederiksen (S) – og PET – har løbende kategorisk afvist “konspirationsteorier”, at der er taget “usaglige hensyn” i processen imod den hjemsendte FE-chef Lars Findsen eller tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Politiske eller personlige motiver er pure blevet afvist. Lars Findsen selv har betegnet linjen som “en stråmand.” : Der er mere “tale om en grundlæggende fejlhåndtering af sagen. Men man bruger 'stråmanden' i et forsøg på at undgå en ordentlig og fuld afdækning af sagen, hvilket man åbenbart er bange for,” som han sagde i november til Ekstra Bladet.