ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

EU-lande vil give skattefordel til flyselskaber

Flere store EU-lande som Tyskland, Frankrig og Belgien vil give flyselskaber skattefordele på samme måde, som søfarten har i dag. Det vil de præsentere ved et transportministermøde i Bruxelles imorgen. 

Det skal ske for at imødegå den hårde konkurrence fra selskaber placeret uden for EU og skal konkret foregå ved at give de ansatte i flyselskaber som SAS, Lufthansa og Norwegian de samme skattefordele, som søfarten har i dag.

De tre lande ønsker en undersøgelse af fordele og ulemper ved at kopiere søfartens skattefordele, som vi i Danmark kender i den såkaldte DIS-ordning, der giver skattefrihed til søfolk.

SAS er positive

Det tager man positivt imod i SAS, siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen.

"Det er glædeligt, at EU nu også kigger på nogle løsningsforslag i forhold til at sikre europæisk luftfart, men nu må vi se på, hvad forslaget konkret indeholder. Vi ser frem til at se detaljerne," siger hun.

DI Transports direktør, Michael Svane, opfordrer den danske transportminister, Magnus Heunicke (S), til at slutte op om forslaget, når han i dag er til transportministermøde i Bruxelles.

"Det vil simpelthen reducere SAS' omkostningsbyrde, og det vil, forudsat at man vælger at indføre det i Danmark eller skandinavien, tage presset af SAS på deres omkostningsside og dermed alt andet lige gøre dem mere konkurrencedygtige helt svarende til, hvad vi har set indenfor søfarten," siger Michael Svane.

Den konservative transportordfører Mike Legarth tager positivt imod ideen om en undersøgelse af fordele og ulemper ved at lave en model for luftfarten, som man kender fra søfarten.

K vil undersøge ideen

"Det er fornuftigt at få det undersøgt, og jeg forudsætter, at det i givet fald skal være præcis de samme vilkår som for søfolk, der har DIS-ordningen. Det må ikke være lempeligere, end de vilkår, de har," siger Mike Legarth og fortsætter:

"Vi vil godt være med til at undersøge, om der er nogen, der har de samme arbejdsvilkår som søfolk – altså er væk tre måneder fra Danmark og tjener deres penge på samme måde som søfolkene. Hvis der er situationer, hvor det er nøjagtigt samme vilkår, så skal man selvfølgelig behandle folk ens," siger Mike Legarth.

Drop det traditionelle

Det er nødvendigt at tage utraditionelle metoder i brug for at redde europæisk luftfart ud af den nuværende situation, hvor flyselskaber baseret i tredjelande kan flyve med langt lavere lønomkostninger, mener DI Transport.

"Jeg tror, det er alle, der er bekendt med, at den etablerede luftfart i Europa er kraftigt udfordret strukturelt, men også markedsmæssigt. Det har rejst en række spørgsmål om, hvad man kan gøre for at redde europæisk luftfart. Et af de forslag, som er på bordet nu, er at skele til, hvad man har gjort inden for søfarten. Søfarten er i lighed med luftfarten en global transportform," siger Michael Svane, direktør i DI Transport.

Europæisk luftfart har gennem de senere år været ramt af en række strejker fra ansatte, der har været utilfredse med, at f.eks. Lufthansa eller Air France har forsøgt at flytte piloter og kabinepersonale fra gamle, løntunge overenskomster til nye, billigere aftaler i underselskaber. I Danmark har luftfarten været hårdt ramt af de seneste ugers strejker blandt SAS-ansatte og hos den frække lillebror Norwegian, der flyver en lang række ruter til og fra Danmark.

Tranportminister Magnus Heunicke (S) havde ikke mulighed for at kommentere forslaget inden Børsens deadline.

toke@borsen.dk kasa@borsen.dk


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis