EU har mandag løftet sløret for et storstilet projekt om at opsende en flåde af satellitter i lavt kredsløb om Jorden, der skal sørge for internet med høj hastighed til hele Europa.
“Man vil ikke være i en situation, hvor der kan slukkes for servicer for europæiske statsborgere på grund af cyberangreb, konflikter eller handelskrig
Hjalti Pall Thorvardarson, adm. direktør i Rovsing
Dermed lancerer EU sin egen version af satellitnetværket Starlink, som den karismatiske Tesla-stifter Elon Musks rumfartsselskab Space X er i færd med at etablere, og som skal levere højhastighedsinternet til næsten hele verden i år.
Det var opsendelsen af satellitterne fra Starlink, der gjorde, at man flere gange sidste år kunne se en stribe af marcherende lyspletter, de såkaldte satellittog, på aftenhimlen over Danmark.
EU’s satellitflåde skal “give alle i Europa adgang til højhastighedsforbindelser og udgøre et modstandsdygtigt forbindelsessystem, der gør det muligt for Europa at forblive forbundet, uanset hvad der sker, herunder cyberangreb i større skala,” fremgår det af planen.
Samtidig skal projektet være med til at sikre Europa “teknologisk suverænitet,” som EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tidligere har udtrykt det.
“Det vil forøge Europas strategiske selvstyre og modstandsdygtighed,” fremgår det.
Projektet blev annonceret som led i en større plan ved navn “Action plan on synergies between civil, defence and space industries,” som handler om at opruste forskningen og udviklingen i forsvars- og rumfartsindustrien i EU.
Det står endnu ikke klart, hvor mange satellitter projektet skal omfatte, eller hvor dyr planen bliver. Der er en undersøgelse i gang, som vil afklare de væsentlige spørgsmål, fremgår det af planen.
Hos den danske rumfartsvirksomhed Rovsing, der producerer testsystemer og andre produkter til satellitter, fortæller adm. direktør Hjalti Pall Thorvardarson, at der lige nu er gang i lidt af et rumkapløb på området.
“Hvis du er afhængig af hurtigt internet til eksempelvis finansielle transaktioner, så er det noget, du nok er villig til at betale for
Hjalti Pall Thorvardarson, adm. direktør i Rovsing
Ud over EU’s projekt og det amerikanske Starlink er der således også et lignende britisk projekt i gang ved navn Oneweb samt et canadisk projekt ved navn Telesat.
“For EU handler det om, at man ikke vil være i en situation, hvor der kan slukkes for servicer for europæiske statsborgere på grund af cyberangreb, konflikter eller handelskrig. Man ser det sådan, at det er samfundskritisk og sikkerhedskritisk, at man har sin egen rygrad,” siger Hjalti Pall Thorvardarson.
Der er dog også andre fordele end de sikkerhedspolitiske, siger Hjalti Pall Thorvardarson.
For amerikanske Starlink og canadiske Telesat gælder det eksempelvis også om at levere internet til områder, der simpelthen ikke har hurtigt internet i dag, som landdistrikter og polarområder.
Samtidig gør satellitflåderne det muligt at sende data hurtigere end nogensinde før mellem forskellige verdensdele, hvilket er penge værd.
“Det handler specielt om servicer til professionelle. Det er irriterende for os private brugere, hvis vores internet er langsomt, men hvis du er afhængig af hurtigt internet til eksempelvis finansielle transaktioner, så er det noget, du nok er villig til at betale for – at have en høj driftssikkerhed, og at du ikke er bagud i forhold til dem, der sidder på det rigtige netværk,” siger Hjalti Pall Thorvardarson.
Han regner med, at Rovsing kommer til at levere produkter til det nye satellitprojekt fra EU.
“Det vil vi helt bestemt gå efter. Det er få missioner, der bliver eksekveret i Europa, som vi ikke leverer til. Du finder nærmest ikke en satellit fra ESA (Det Europæiske Rumfartsagentur,red.), som ikke har brugt Rovsing-udstyr til test,” siger Hjalti Pall Thorvardarson.Rovsing stiger 10 pct. på aktiemarkedet, på en dag hvor selskabet også har aflagt et halvårsregnskab, der bød på en opjustering.
satellitter har Elon Musk i kredsløb om Jorden
Mens EU altså forbereder sin egen satellitflåde, er andre projekter, som Elon Musks Starlink, allerede godt i gang.
Elon Musks Space X har opsendt mere end 1000 satellitter og sigter i første omgang efter at nå op på 1440 satellitter, som skal levere internet over næsten hele kloden, inden 2021 er omme.
På sigt har selskabet mulighed for at udvide netværket betydeligt derudover. Space X har således ansøgt om tilladelse til at opsende helt op til 42.000 satellitter.
Meget apropos har EU også mandag sat gang i et projekt, der går ud på at opstille et regelsæt for rumtrafik. Det skal hjælpe til med at forhindre kollisioner mellem de mange satellitter og eventuelle vragdele i kredsløb om Jorden.