Stemningen i Venstres folketingsgruppe nåede et hidtidigt lavpunkt under Jakob Ellemann-Jensen, i perioden op til at Folketinget gik på sommerferie.
Det samme gjorde meningsmålingerne, der konsekvent gav partiet en tilslutning på mellem 11 og 13 pct. af stemmerne i tilfælde af et folketingsvalg.
Og på flere gruppemøder kom ledelsen og partiformand Jakob Ellemann-Jensen op at toppes med enkelte folketingsmedlemmer, der enten var bekymrede for tingenes tilstand eller var uenige i partiets linje i konkrete politiske spørgsmål, fortæller flere kilder.
Lunten var kort, skindet tyndt og formanden presset.
For eksempel var der på et gruppemøde en konfrontation om Venstres holdning til arveafgiften.
De Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance fremsatte i foråretet beslutningsforslagom helt at afskaffe bo- og gaveafgiften, der årligt indbringer statskassen omkring 4 mia. kr. Men Venstre, der frygter anklager om at ville prioritere skattelettelser over velfærden, ville ikke støtte forslaget.
“Vi har i mange år været fodslæbende på klimadagsordenen
Jakob Ellemann-Jensen i Information
Partiets retsordfører, Preben Bang Henriksen, mente dog, at han sagtens i offentligheden kunne være enig med de andre borgerlige partier om en afskaffelse.
I første omgang forsøgte gruppeformand Karsten Lauritzen på mødet at tale Bang Henriksen til rette – men på et tidspunkt mistede formand Ellemann ifølge flere kilder tålmodigheden med retsordføreren og spurgte, om Bang Henriksen var sikker på, at han var i det rette parti.
Venstre stemte blankt til forslaget i Folketingssalen, og sommerferien stod for døren.
Efter næsten to år i formandsstolen kæmper Jakob Ellemann-Jensen fortsat med at sætte sin egen retning for partiet. Når partiet fredag indleder årets sommergruppemøde i Kolding, er målingerne langtfra prangende, troen på en snarlig valgsejr er til at overse, og flere har forladt projektet.
I juni efter afslutningsdebatten i Folketinget blæste der ellers lidt tiltrængt luft til Ellemann & co. i enkelte målinger, og stemningen i Venstre blev bedre, lyder det.
Tomålinger fra Voxmetergjorde igen Venstre til “det store dyr” i blå blok, og i en enkelt måling stod partiet for første gang i 2021 til lige at snige sig op over 15 pct. af stemmerne. Ved valget i 2019 fik Venstre til sammenligning 23,4 pct. af stemmerne.
Meldingen fra folk i Venstre er, at det gjorde mere end ondt på partiet, at De Konservative konsekvent gennem foråret var større i målingerne end den parlamentariske storebror, Venstre. Nu var der et lys for enden af tunnelen.
Selv den mindste medvind skulle udnyttes, og Jakob Ellemann-Jensen var som en forholdsvist ensom partileder klar med større retningsgivende interview i den ellers normalt opmærksomhedsfattige juli måned.
Først etklimainterview i Information, hvor han lagde ud med at ville sone partiets klimasynder.
“Vi har i mange år været fodslæbende på klimadagsordenen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget andet, men det har vi jo,” sagde Ellemann til avisen.
Ifølge partiets interne målinger er Venstre langt bagud på point på klimadagsordenen, men vurderingen er, at Venstre er nødt til at repræsentere “et troværdigt klimaalternativ” til rød blok, som en kilde i partiet formulerer det. Ellemann har tidligere fremhævet, at en kobling af den grønne omstilling til økonomi og jobskabelse skal sikre partiet sin egen klimaplatform.
Et andet greb, der skal være med til at adskille Venstre fra partierne i rød blok, er, at man er klar til at finansiere den grønne omstilling med det økonomiske råderum.
“Jeg forstår godt på den korte bane, at de røde partier vil prioritere råderummet på velfærd, for det er rigtigt rart. Ja, ja, men det andet er en forudsætning for, at vi har en planet. Altså gider I lige … Det kan godt være, at de børn, vi sender i børnehave nu, får nogle dejlige minimumsnormeringer. Men det er jo ligegyldigt, hvis deres plejehjem er oversvømmet om 80 år,” forklarede Ellemann over for Information.
Det er dog en udfordring for Ellemann, at folketingsgruppen i forhold til klima spænder over markante meningsforskelle. Forskelle, der allerede har vist sig i forhandlingslokalerne.
Ellemann og den nu tidligere klimaordfører Tommy Ahlers beskrives som villige til at gå langt, mens finansordfører Troels Lund Poulsen og for eksempel landbrugsordfører Erling Bonnesen og flere andre står et andet sted.
Det kom for eksempel til udtryk under forhandlingerne om flere grønne biler sidste efterår. Her var det ifølge flere kilder finansordfører Troels Lund Poulsen, der i sidste ende trak i håndbremsen. Det endte meden aftalei december med en ambition om 1 mio. grønne biler i 2030 – uden Venstre.
Samme forskelle åbenbarer sig også i de endnu ikke afsluttede forhandlinger om landbrugets klimareduktioner, lyder det.
I et andetinterview i Politikensamme måned satte Ellemann en retning for Venstres forhold til EU. Her betonede han begejstringen for EU og ærgrede sig over regeringens, ifølge ham, noget lunkne forhold til det europæiske fællesskab.
“I mange år er vi blevet set på som noget fodslæbende i en europæisk kontekst. De andre ser på os som dem, der ikke rigtig vil. Når man er dem, der ikke rigtig vil, så risikerer man også at blive dem, der ikke rigtig bliver lyttet til,” sagde Ellemann til avisen.
“Jeg er meget begejstret for det europæiske, ja. Fordi det tjener Danmarks interesse bedst,” fortsatte han.
Også her valgte Ellemann at sætte en retning, som alle i Venstre ved, deler vandene i partiet. Forskellene personificeres af afstanden mellem medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard i den ene ende af spektret og medlem af Europa-Parlamentet Søren Gade i den anden. I dele af Venstre på Christiansborg var der dog stor tilfredshed med, at det lykkedes Ellemann at sætte en dagsorden hen over sommeren.
Andre påpeger, at retningen er forkert, fordi den i deres øjne i for høj grad fokuserer på at hente vælgere i de store byer hen over midten. Andre igen mener, at det er befriende og afgørende, at Ellemann endelig markerer sig politisk med noget, han for alvor mener. Han er ved at finde sig selv, lyder det her.
Men som traditionen efterhånden tilsiger, ledsages et nyt politisk år i Venstre af uforudsete og forstyrrende elementer.
Forrige år var det et opgør mellem tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere finansminister Kristian Jensen, der endte med at bane vej for Ellemann.
I år var det partiets populære stemmesluger og klimaordfører Tommy Ahlers, der 3. august meddelte, at han forlader dansk politik til fordel for iværksætteri.
Ellemann måtte med kort varsel indkassere, det han selv kaldte et “nyrestød” fra et af de folketingsmedlemmer, der ellers var mest på linje med Ellemann selv.
“Det er et tab for os, men også for dansk politik, at en iværksættersjæl som ham forlader Christiansborg. Men jeg kommer helt sikkert til fortsat at trække på Tommys viden og kompetencer,” sagde Jakob Ellemann i den forbindelse ifølge Ritzau.
mia. kr. vil Venstre finde til grøn omstilling ved at skære i dagpenge for
nyuddannede
Ahlers’ afsked med dansk politik blotlagde de udfordringer, som Ellemann står med på tærsklen til et nyt politisk efterår. I dele af Venstre mener man, at Tommy Ahlers fik det hele serveret: en betydningsfuld post som klimaordfører, mulighed for at udstikke partiets linje og en plads i spidsen for politikudvikling.
I andre dele af partiet mener man, at Ahlers aldrig fik den reelle indflydelse, der var lagt op til.
En stor del af beslutningskraften ligger nemlig hos det trekløver, der er blevet døbt L-banden: finansordfører Troels Lund Poulsen, politisk ordfører Sophie Løhde og gruppeformand Karsten Lauritzen. Politikere, der kan det “spil”, som Ahlers mener, der er lige lovligt meget af i dansk politik.
Ahlers’ farvel accentuerede den manglende tro på en valgsejr ved næste folketingsvalg, man finder hos flere i Venstre. Flere kilder i partiet siger direkte, at de ikke ser frem mod næste folketingsvalg, men har blikket rettet yderligere en valgperiode frem.
Med Tommy Ahlers’ afsked har Venstre sagt farvel til en række profiler siden valget: Lars Løkke Rasmussen, Inger Støjberg, Kristian Jensen, Marcus Knuth og Britt Bager. De to sidste er gået til De Konservative.
Hen over sommeren er der også en håndfuld medarbejdere, der har søgt andre græsgange. Dertil har erfarne kræfter og tidligere ministre Ellen Trane Nørby og Eva Kjer Hansen annonceret, at de går efter at blive borgmestre i henholdsvis Sønderborg og Kolding.
Vurderingen hos flere er, at hvis så klare ministeremner stod lige over for et regeringsskifte, hvor Venstre kunne indtage regeringskontorerne, var det lokale engagement næppe helt så stort.
Alt sammen bidrager til en mismodig stemning forud for partiets sommergruppemøde fredag og lørdag, selvom V-formanden i denne uge har forsøgt at vinde nyt momentum.
Forleden udstak Ellemann i Politikenti principper, der skal være med til at samle en splittet blå blok. Dermed tager han stafetten fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der sidste efterår var ude i en lignende øvelse ien kronik i Berlingske.
Blandt Ellemanns principper er, at det skal kunne betale sig at arbejde, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik, og at udlændingepolitikken skal være stram og konsekvent.
“Det har karakter af en selvafsløring. Jakob Ellemann har været formand for Venstre i snart to år, men han er stadig kun nået til floskelstadiet,” replicerede politisk ordfører for Socialdemokratiet Jesper Peterseni Politiken.
Torsdag lancerede Ellemanni Berlingskeet konkret forslag om at skære i dagpengene for nyuddannede for at skaffe 1,7 mia. kr. til den grønne omstilling. Et finansieringsforslag, der ogsåvar oppe at vendei Løkkes tid som statsminister.
Fredag mødes Ellemann så for første gang med Venstres menige folketingsmedlemmer efter sommerferien. Her må man forvente, at Ellemanns kamp for at sætte en retning for Venstre, her to år efter han overtog posten efter Løkke, vil blive vendt og drejet. Måske vil der endda blive lagt yderligere til.