Der er på ingen måde brug for, at regeringen skrider ind over for hamstrende borgere eller kunder, der står for tæt i supermarkedskøen. Sådan lyder meldingen torsdag middag, efter at store dele af Danmark onsdag aften blev lukket ned, hvilket fik folk til at strømme til de endnu åbne supermarkeder og slæbe bl.a. store mængder toiletpapir med hjem.
“Lige nu virker det som en travl dag op til jul. Der er mange kunder, og der bliver solgt mange varer. Men der er ikke tale om en situation, der er ude af kontrol,” oplyser Lars Aarup, kommunikations- og analysechef i Coop.
Fra regeringen er opfordringen til detailhandelen klar:
“Detailhandelen skal gøre det arbejde, de plejer. Sørge for, at der er varer i butikkerne og betjene kunderne,” siger fødevareminister Mogens Jensen (S).
“Den indsats, som medarbejderne kommer til at lave ude i butikkerne i den kommende tid er utroligt vigtig for Danmark og for at vi kan få de varer, vi plejer at have,” tilføjer han.
Selv om alt er – og gerne skal fortsætte – som normalt, så har regeringen og butikkerne sat ét nyt tiltag i søen: En tæt monitorering af forsyningssikkerheden, hvor butikkerne løbende skal melde ind til Fødevarestyrelsen og Erhvervsstyrelsen, hvordan situationen er.
“Og der er ingen problemer for nuværende. Og der ser heller ikke ud til at blive det,” siger Mogens Jensen.
Ifølge Lars Aarup er der hverken behov for, at regeringen hjælper med at styre hamstrende kunder, eller for at myndighederne skrider ind med særlige hygiejnekrav til butikkerne.
“Vores personale er instrueret i, at de skal holde god håndhygiejne og vaske hænder flere gange om dagen. Vi anbefaler ikke mundbind og handsker, for myndighederne siger, at det ikke virker. Og man kan ikke vaske handsker på samme måde, som man kan vaske hænder,” siger han.
“Coops oplevelse er, at kunderne forstår at holde behørig afstand, sådan som myndighederne anbefaler.Detailhandelen skal gøre det arbejde, de plejer
Mogens Jensen (S), fødevareminister
“Beskeden er sunket ind hos danskerne. Man er god til ikke at stå og gnubbe sig op ad hinanden,” siger Lars Aarup.
Samlet set venter Coop, at kædens omsætning vil stige lidt.
“De kommende dage får kunderne behov for at købe mindre, fordi nu har man derhjemme. Så vil situationen stabilisere sig. Niveauet vil komme til at ligge en lille smule højere, fordi der er flere, der ikke spiser på arbejde, eller går ud og spiser. Og der er skolebørn, der skal spise hjemme,” lyder det fra Lars Aarup.
Køerne voksede pludseligt i de aftenåbne butikker onsdag, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) havde beordret lukning af skoler og daginstitutioner og sendt en stor gruppe offentligt ansatte hjem for at mindske spredning af coronasmitte.
“Der er ingen grund til at hamstre rugbrød eller toiletpapir,” lød det fra statsministeren.
Hvorefter mange borgere gjorde netop det.
Af samme grund er Lars Aarup ikke meget for at svare på spørgsmålet, om der på nogen måde er mulighed for, at der kan opstå toiletpapirmangel i Danmark.
“Vi har aftalt, at vi ikke taler om enkeltvarer. Når man gør det, bliver der ekstra fokus på det. Og da statsministeren eksemplificerede ved at nævne toiletpapir, så begynder alle danskere at tænke over, hvor meget toiletpapir de egentlig har liggende,” siger han.
“Men vi har ikke noget toiletpapirforsynings-problem i Danmark,” fastslår Coop-chefen.