ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kina dropper at vise engelsk topfodbold efter britisk farvel til Huawei og kritik af sikkerhedslov

Liverpool kunne i går fejre det engelske mesterskab. Det var der bare ikke mange kinesere, som kunne se. Foto: Laurence Griffiths/AFP/Ritzau Scanpix
Liverpool kunne i går fejre det engelske mesterskab. Det var der bare ikke mange kinesere, som kunne se. Foto: Laurence Griffiths/AFP/Ritzau Scanpix

Kinesiske fans af Liverpool FC blev i går slemt skuffede, da de ville se deres hold fejre Premier League-mesterskabet i kampen mod Chelsea.

Kinesisk stats-tv havde nemlig valgt at droppe kampen.

Det skriver erhvervsmedietBloomberg.

Ifølge mediet, der har oplysningen fra en unavngiven kilde tæt på beslutningen, vil den resterende sidste runde i den engelske topliga heller ikke blive vist.

Beslutningen kommer, efter at de to landes forhold har lidt et knæk efter store geopolitiske beslutninger.

“Der er en række tiltag, der har gjort, at Storbritannien pludselig ses at have en fjendtlige indstilling. Kina vil derfor gerne signalere, at det nødvendigvis ikke er omkostningsfrit for Storbritannien, der også skal tænke lidt på sin økonomi i denne tid,” siger Kina-ekspert, Clemens Stubbe Østergaard fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Tidligere i denne måned kom detfrem, at Boris Johnson allerede i år vil have fjernet Huawei-dele i det britiske 5G-netværk, selvom landet havde taget den modsatte beslutning tidligere.

Kinesiske Huawei er ad flere omgange blevet kritiseret, særligt af USA, for at udgøre en overvågningstrussel. USA og Trump har blandt andet beskyldt telekommunikationsgiganten for at have en nær tilknytning til det kinesiske militær.

Beskyldninger som Huawei har afvist.

Symbolsk handling indtil videre

Desuden er spændingerne yderligere taget til mellem Storbritannien og Kina, efter at verdens mest folkerige land har strammet skruen ekstra hårdt om den gamle britiske koloni, Hong Kong.

Særligt den vedtagede sikkerhedslov, der blandt andet giver mulighed for livstidsdomme for separatisme i Hong Kong, er blevet kritiseret i vesten.

Storbritannien har som opfølgning forbudt våbensalg til Hong Kong, suspenderet sin udleveringsaftale og opfordret millioner af borgere i Hong Kong til at komme til landet.

Symbolske beslutninger er ofte en advarselom, at man lige skal tænke sig om

Clemens Stubbe Østergaard, Kina-ekspert

Clemens Stubbe Østergaard ser, at “straffen” med at droppe Premier League i Kina i den sidste runde skal ses som et symbolsk modsvar.

“Kina kan gøre en ting som det her, fordi det er rent symbolsk, da det kun er kampen i går og den sidste runde i den kommende weekend. Beslutningen har dog den funktion, at det viser den kinesiske befolkning en reaktion, når Storbritannien kommer med provokationer, der i særlig grad handler om Hong Kong,” siger han og tilføjer:

“Den kinesiske befolkning har meget stærke følelser for Hong Kong, da man føler, at det blev taget af englænderne, da Kina var meget svagt under opiumskrigene.”

Amerikansk basketball også i sort

Det er ikke første gang, at den kinesiske regering straffer vesten ved at tage sport af programmet. Sidst droppede kinesisk stats-tv dækningen af den amerikanske basketballliga NBA, efter at en leder i klubben Houston Rockets i et tweet støttede demonstrationerne mod Kina i Hong Kong.

De kinesiske tv-rettigheder har milliarder af kroner i værdi for klubberne og basketballforbundet, og derfor kunne Kina ramme USA økonomisk.

Økonomiske tab, som potentielt også kan ramme den engelske fodboldliga, hvis Kina beslutter at forlænge suspenderingen ind i næste sæson.

“Kinas beslutning har både et indenrigs- og udenrigspublikum. Premier League er et kæmpe annonceringsmarked. Fodbold er meget populært i Kina. Storklubber som Manchester United har turneret i landet. Potentielt er det virkelig mange penge, der kan komme på spil for klubberne og ligaforbundet,” siger Clemens Stubbe Østergaard og afslutter:

“Symbolske beslutninger er ofte en advarsel om, at man lige skal tænke sig om. Kina er meget dygtig til at signalere og ikke at tage for store beslutninger i første omgang, så man stadig kan nå at vende tilbage til et godt samarbejde.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis