Gør politikerne så småt klar til at holde ferie, må bl.a. én aktuel bog indgå i rækken sommerlitteratur. Men for blå blok bliver der næppe tale om lystlæsning. For bogen “Klimavalget” af de to professorer og valgforskere Rune Stubager og Kasper Møller Hansen – en indgående analyse af vælgerbevægelser ved 2019-valget – er et vidnesbyrd om gigantiske udfordringer for de borgerlige i kampen om magten.
Bogen tager udgangspunkt i det omfangsrige datamateriale fra Den Danske Valgundersøgelse og går i dybden med de emner, der påvirkede udfaldet af 2019-valget. Et folketingsvalg, hvor rekordmange vælgere flyttede sig. Partiskiftene var af et omfang på niveau med jordskredsvalget i 1973.
Det overordnede billede er, at stemmer blev flyttet fra blå til rød blok på baggrund af emner, hvor de borgerlige nok havde forsøgt sig – men ikke evnet at fremstå attraktive eller ambitiøse nok.
Det var på den grønne dagsorden, hvor den forgangne valgperiode ellers var præget af især Venstres forsøg på brande sig som et klimaparti. Husk blot Lars Løkke Rasmussens (V) pludselige forslag om 1 mio. elbiler i 2030, eller kampagnen i 2018, hvor Venstres hjemmeside gik fra blåt til grønt og fremhævede de resultater, der havde gjort Danmark til en af verdens “bedste klimanationer”.
Det var på det socialdemokratiske signaturprojekt, løftet om “Arne”-pensionen til nedslidte, hvor den borgerlige regering nok med hjælp fra De Radikale havde lavet et modsvar i en form af en aftale om forbedret seniorpension. Men hvor vælgeropbakningen bredt politisk til S-forslaget var med til at påvirke stemmerne. Også selv om Lars Løkke i valgkampen forsøgte med kraftfulde advarsler om, at pensionsløftet kunne udgøre “det største bluff i dansk politik i flere generationer”. Og der var andre emner, hvor de borgerlige enten før havde haft en førerposition, eller hvor rød og blå blok som udgangspunkt var lige stærke – men som ikke tippede i blåt favør. Både Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen havde forsøgt med bl.a. udflytningsplaner at omfavne provinsens behov. Men trods en række initiativer fra den borgerlige regering, endte de blå ikke med en førerhånd her.
Endelig var der det ofte dominerende emne – udlændingepolitikken – hvor Socialdemokratiet nok afgav nogle vælgere til resten af rød blok, men omvendt fik vælgere ind i folden efter sin hårdere kurs. Nettoresultatet er en neutralisering af det emne, Socialdemokratiet tidligere har tabt valg på.
For Socialdemokratiet blev 2019-valget en demonstration af den effektfulde cocktail i kampen om magten – velfærd, klima og stram udlændingepolitik. Og overordnet en tilbageerobring af de vælgere, DF gennem et par årtier og med stor succes har appelleret til.
“2019 var også folketingsvalget, hvor Socialdemokratiet igen fremstod som det klart vigtigste parti for arbejderne, hvor Socialdemokratiet tidligere ved valget i 2015 var udfordret på denne position af Dansk Folkeparti. Det er en tilbagevending til niveauet i 90’erne”, hedder det således i bogen.
Den største individuelle vandring skete dog fra DF til Venstre – et tegn på, at strømmen den modsatte vej ved 2015-valget var udtryk for en midlertidig protest.
Knap 43 pct. i alt skiftede parti ved 2019-valget – men det er vandringerne over midten, som især er politisk interessante. For det er her, magten kan skifte side. 2,3 pct. af vælgerne hoppede direkte fra DF til Socialdemokratiet.
2019 blev også valget, hvor “betydningen af køn, alder og uddannelse havde en større indflydelse på vælgernes kryds, end vi har set tidligere. Da sociodemografien viser nogle stabile træk ved vælgerne, som vi alle er formet af, peger det på, at sociodemografien også i fremtiden vil være væsentlig, når vi skal forstå dansk vælgeradfærd,” forklares det.
Eksempelvis påpeges det, at der i dansk sammenhæng op gennem 70'erne og 80'erne ikke har været den store forskel mellem kvinders og mænds stemmeadfærd – men i løbet af de seneste valg er forskellen gradvist blevet større, så kvinder i højere grad hælder til rød blok. Hele 57 pct. af de røde partiers vælgere var kvinder ved valget i 2019.
Socialdemokratiet står relativt stærkest blandt kvinderne, de 50-69-årige, de erhvervsfagligt uddannede, de lavere funktionærer med en arbejderklasseidentitet. Samtidig er den gennemsnitlige personindkomst for en socialdemokrat 294.000 kr. Venstre står relativt stærkest blandt mænd, de 50-69-årige, de erhvervsfagligt uddannede, de lavere funktionærer uden en arbejderklasseidentitet, mens den gennemsnitlige personindkomst for en venstremand er 352.000 kr.
Bogen beskriver også, at det borgerlige regeringsalternativ nok har udbygget sit økonomiske “emneejerskab” siden 2015, når det gælder spørgsmål om et moderne erhvervsliv, om at holde skatterne i ro, at sikre ligevægt på statsbudgettet og at give borgerne flere penge til sig selv.
Det var bare ikke økonomiske emner, som fyldte meget i sidste valgkamp. Medmindre det ændrer sig ved næste valg – eller andelen af kvindelige vælgere skrumper – ser det sort ud for det blå hold.