Siden det for et par uger siden blev tydeligt, at kampen mod corona-epidemien vil få store økonomiske konsekvenser, er der iværksat en række økonomiske og finansielle hjælpepakker, både globalt og herhjemme, for at mildne krisens styrke og længde.
Først til at reagere var den amerikanske centralbank (Fed). Allerede d. 3. marts satte Fed renten ned med et halvt procentpoint, siden er det gået stærkt. Den amerikanske rente er samlet blevet sænket med 1,5 procentpoint, og i tillæg hertil har man taget pengepolitiske værktøjer i brug, der ikke har været set siden finanskrisen. Helt så kraftigt har andre landes centralbanker ikke reageret, men selv i Europa, hvor renten i udgangspunktet var negativ, har centralbanken reageret med kvantitative lettelser – dog ikke nok, og der kommer derfor nok yderligere initiativer.
Men det er ikke alene centralbankerne, der har været tvunget på banen. Finanspolitikken er også blevet lempet markant i mange lande. Samlet set er der dog ikke tale om et finanspolitisk modsvar af samme størrelsesorden, som vi så under finanskrisen – og IMF efterlyste derfor også onsdag flere og større finanspolitiske initiativer, der kan mildne coronakrisen.
Herhjemme har regeringen, med bred støtte i Folketinget, lanceret en række finanspolitiske initiativer over de seneste uger. De første hjælpepakker var dog af meget begrænset størrelse set på makroøkonomisk plan – det ændrer den seneste hjælpepakke dog på.
Onsdagens hjælpepakke vurderes at kunne koste statskassen op mod 40 mia. kr. over de kommende tre måneder. Pakken er endnu ikke forhandlet i Folketinget, så den præcise regning er ukendt, men pakken ender nok snarere med at blive større end mindre.
Hjælpepakken har to elementer. For det første udvides den lønkompensationsordning, der blev indført i weekenden for lønmodtagere, til også at gælde virksomheder med under ti ansatte. Det vurderes, at den del af den nye pakke kan komme til at koste statskassen 7 mia. kr.
I tillæg hertil, og potentielt betydeligt dyrere for statskassen, får alle virksomheder uanset størrelse mulighed for at få kompensation for faste udgifter, hvis virksomhedens omsætning dykker med over 40pct. Regningen for denne del af hjælpepakken vurderes, med stor usikkerhed, at kunne løbe op i 33 mia. kr.
En samlet hjælpepakke på 40 mia. kr. vil kunne mærkes i dansk økonomi. Det svarer til 1,7 pct. af bnp på årsbasis, men da pengene skal udbetales på kun tre måneder, så er det måske mere relevant at sammenligne det med, hvad dansk bnp er på kvartalsbasis. Så taler vi om en hjælpepakke på 7 pct. af bnp.
Onsdagens hjælpepakke kommer som nævnt i tillæg til de øvrige hjælpepakker, der er vedtaget over de seneste uger. De hjælpepakker er dog langt mere afgrænsede, set med statsfinansielle briller. Den samlede ramme var indtil onsdagens pakke på 6 mia. kr.
Det betyder dog ikke, at de tidligere hjælpepakker ikke kan forventes også at få økonomisk stor betydning. Et centralt element har været at sikre virksomhederne midlertidig likviditet. Det er sket ved at udskyde offentlige betalingsfrister for arbejdsmarkedsbidrag, moms, A-skat og B-skat. Der sikres derved virksomhederne betydelige milliardbeløb i likviditet. Men det koster ikke statskassen noget, da det alene er et spørgsmål om, hvornår pengene kommer i kassen – forudsat, at de rent faktisk kommer i kassen.
Derudover har man sikret bankerne større frihedsgrader i relation til reguleringen ved at frigive den kontracykliske kapitalbuffer. Det kan forhåbentligt være med til at sikre, at bankerne også kan hjælpe det øvrige erhvervsliv med likviditet gennem krisen. Igen, er det en gratis omgang for statskassen, da det alene handler om, hvor meget kapital bankerne forpligtes til at have.
Med onsdagens hjælpepakke taler vi om en mærkbar finanspolitisk lempelse. Men vi styrer trods dette ikke uden om en dyb økonomisk krise over de kommende måneder. Vi har i kampen mod corona lukket ned for store dele af økonomien. Det kommer til at koste arbejdspladser, og der vil være virksomheder, der ikke kommer igennem krisen. Det er derfor også naivt at tro, at den økonomiske genopretning, når epidemien slipper, vil være hurtig. Men hjælpepakkerne er med til at mildne krisen, og de sikrer dermed også, at den efterfølgende økonomiske oprydning bliver mere overskuelig.
Selvom hjælpepakkerne på nuværende tidspunkt må vurderes at koste statskassen ca. 46 mia. kr., kan der sagtens være behov for mere. Dels kan der være behov for flere økonomiske nødhjælps-initiativer – men derudover kan der også være behov for at give væksten en vitaminindsprøjtning, når krisen slipper sit tag. Her kan mere traditionel finanspolitik komme på tale. Problemet er blot, at det er en meget langsomtvirkende økonomisk kur.
Nogen vil måske være bekymrede for, om der er penge nok i statskassen. Hertil er svaret et klart og rungende ja. Der er tale om midlertidige udgifter, der forsvinder, når epidemien er kommet under kontrol. Vi har så godt styr på de offentlige finanser, at vi kan tillade os selv den luksus ikke at tøve. De seneste år har der været betydelige og overraskende store ekstraordinære indtægter som følge af højere PAL og selskabsskattebetalinger – de ekstra penge har vi langt hen ad vejen sparet op, og det har vi glæde af nu. Hvis der bliver behov for at bruge 100 mia. kr., eller mere end det, vil det også kunne håndteres.
