ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Den danske jobmaskine kører - også i udkanten

53 nye job hver dag. Sådan er status for omdrejningstallet i den danske jobmaskine i første kvartal, hvor det samlet blev til 4800 nye job.

Dermed er beskæftigelsen nu steget i syv kvartaler i træk og med godt 46.000 personer på to år.

"Den fortsatte stigning i lønmodtagerbeskæftigelsen viser, at vi har retning mod et nyt jobopsving i dansk økonomi. Dermed er fundamentet også lagt for en positiv økonomisk spiral, hvor stigningen i beskæftigelsen vil løfte efterspørgslen og dermed virksomhedernes behov for at ansætte yderligere medarbejdere," siger Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit.

Mere end København og Aarhus

Og meget tyder på, at jobvæksten også har spredt sig til andre steder end bare København og Aarhus.

Jobvæksten ligger på 32.400 over hele landet over det seneste år, svarende til 1,9 pct., og når man splitter tallet op geografisk, har alle landsdele bidraget til stigningen.

Nordjylland og Vestjylland går frem med henholdsvis 1200 og 1800 job, mens Fyn og Østsjælland har skabt omkring 1200 job hver.

"Det er glædeligt at konstatere, at der har været fremgang i den private beskæftigelse i alle dele af landet. Det viser på linje med den erhvervsmæssige udvikling, at opsvinget på det danske arbejdsmarked er bedt funderet. Det er således langt fra kun i og omkring de store byer beskæftigelsen
er steget," siger Frederik I. Pedersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Andre lande kører bedre


Men Tore Stramer understreger, at selv om det går fremad, så går det ikke så stærkt som i andre lande.

"Jubelbrølet bør ikke blive for stort. Det hører med til historien, at fremgangen i beskæftigelsen fortsat blegner i forhold til vores nabolande Tyskland, Norge og Sverige," siger Tore Stramer.

Selv om der er skabt flere job de seneste to år, så er vi slet ikke tilbage på niveauerne før krisen. Det nuværende niveau svarer til det, der var gældende i efteråret 2009, hvor krisen havde kradset i over et år.

"Den relativt svage fremgang på arbejdsmarkedet er således også en væsentlig forklaring på, at dansk økonomi rent vækstmæssigt fortsat vil halse en smule efter vores nabolande over de kommende år," siger Tore Stramer.

Det er de private job, der har trukket udviklingen. Den offentlige beskæftigelse faldt med 1500 i første kvartal.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis