Der er lukket for besøgende. Men den omkostningstunge drift kan ikke sættes på pause. En virkelighed, der nu har sendt Den Blå Planet ud i alvorlige økonomiske vanskeligheder.
“Hvis der ikke sker ændringer i strukturen, som den er nu, hvor vi kun får en delvis dækning af vores udgifter, så vil det blive mere end svært at undgå konkurs. Vi bliver langsomt udsultet økonomisk.”
Sådan lyder udmeldingen fra Den Blå Planets adm. direktør Jon Diderichsen.
“Meldingen kommer blot fire dage efter landets kulturminister Joy Mogensen (S) ellers kunne præsentere en hjælpepakke med ekstra 48 mio. kr. øremærket dyreparker, zoologiske haver og akvarier.Når vi forhåbentlig får åbnet op igen om nogle måneder, risikerer vi at stå i en højsæson, hvor turisterne er væk
Jon Diderichsen, adm. direktør Den Blå Planet
Kulturministeren udtalte i den forbindelse, at hjælpepakken ville sikre de ansattes løn, fortsat pasning af dyrene og garanteret kompensation for høje driftsomkostninger.
Støtten er dog langt fra tilstrækkelig, hvis Den Blå Planet skal klare sig igennem coronakrisen, fortæller Jon Diderichsen.
“Vi får ca. betalt 60 pct. af vores lønudgifter og faste udgifter via de her pakker. De sidste 40 pct. skal vi selv finde. Så på trods af hjælpen, har vi fortsat et kæmpe hul i økonomien.”
Mens mange koncertsteder og restauranter har kunnet lukke ned og sende medarbejderne hjem med 100 pct. kompensation grundet pålagte nedlukninger, så har zoologiske haver og akvarier måttet opretholde driften med delvis kompensation.
Det er der ifølge Jon Diderichsen hverken logik eller retfærdighed i.
“Meget få af vores udgifter er direkte hængt op på, om der kommer gæster ind ad døren. Stort set hele driften kører uanset hvad. Så når regeringen nu beder os om at lukke, som vi gør, og vi samtidig kun delvist bliver hjulpet, så er vi nødt til at råbe vagt i gevær,” lyder det fra direktøren.
Hele 60 pct. af Den Blå Planets årlige gæster er turister; næsten 70 pct. i de tre sommermåneder – tre måneder, hvor akvariet normalt tjener ca. 40 pct. af dets årlige omsætning.
Det faktum gør ikke Jon Diderichsens bekymringer mindre.
“Når vi forhåbentlig får åbnet op igen om nogle måneder, risikerer vi at stå i en højsæson, hvor turisterne er væk. Så dels bliver vi drænet for penge nu, og samtidig kigger vi ind i et skrækscenarie, hvor mellem 50-60 pct. af gæsterne ikke kommer i år,” forklarer han.
Direktøren forudser et underskud på 15-20 mio. kr. for 2020.
Det har onsdag ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Joy Mogensen (S).