ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Del af turistbranchen på vej mod afgrunden: “Der går ikke lang tid, så vil de alle sammen være væk”

Virksomheder, der henter

turister til landet, styrer mod bølge af konkurser. Statslig støtte skal sikre overlevelse, mener Dansk Erhverv

40 pct. af DMC Nordics indtægter kommer fra krydstogtsturisme. Alle deres rederikunder har aflyst deres anløb i år. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
40 pct. af DMC Nordics indtægter kommer fra krydstogtsturisme. Alle deres rederikunder har aflyst deres anløb i år. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

“Det er alt sammen dødt. Der sker intet, og der kommer ikke til at ske noget før næste år. Hvis vi ikke får nogen direkte hjælpepakker, så drejer vi nøglen om. Det er totalt umuligt for mig at komme igennem, som det ser ud nu.”

Så kontant lyder det fra Jens Elers, adm. direktør i DMC Nordic, der arbejder med udenlandske arrangementer inden for møder, konferencer, events og krydstogter.

Hvis de forsvinder, så vil der gå endnu længere tid, før turistindustrien kommer tilbage

Lars Ramme Nielsen, Dansk Erhverv

Coronapandemien har efterladt omsætningen hos DMC Nordic og en række andre virksomheder, der arbejder med at hente udenlandske turister til Danmark, på et rungende nul.

Dansk Erhverv har foretaget en rundringning blandt de 11 virksomheder i Danish Association of Conference and Incoming Agencies (Daci), der arbejder med opgaver indenfor erhvervs- og ferieturisme, som planlægning og eksekvering af møder, kongresser, konferencer, erhvervsrejser og specialdesignede ferieophold.

En af de 11 er gået konkurs, mens fem af virksomhederne er i stor fare for at gå samme vej. Ingen af selskaberne i foreningen har udsigt til indtægter før andet kvartal i 2021.

Rundringningen skaber bekymring hos Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i DE.

“Jeg er bange for, at der ikke går lang tid, så vil de alle sammen være væk. De er et overset, men meget vigtigt, tandhjul i turismen i Danmark. Hvis de forsvinder, så vil der gå endnu længere tid, før turistindustrien kommer tilbage,” siger han.

Alle DMC Nordics kunder har annulleret deres anløb til København i år og har annonceret, at de først vender tilbage til april 2021. Sidste år omsatte virksomheden for knap 100 mio. kr. og landede et overskud på 3 mio. kr., men det plus på bundlinjen er allerede forsvundet, da selskabet har tilbagebetalt depositum for 9 mio. kr. til konferencekunder, der har måttet vinke farvel til deres arrangementer.

Dobbelt klemme

Sådan ser billedet ud for alle virksomhederne i Daci, fortæller Lars Ramme Nielsen. Han håber på en hjælpende hånd til virksomhederne i den branche, når folketingets partier skal til at forhandle om udfasning af hjælpepakker og genrejsning af økonomien hos finansminister Nicolai Wammen (S) tirsdag aften.

“De her virksomheder er i en dobbelt klemme, da de skal tilbagebetale det, de allerede har i ordrebøgerne, og de ikke har nogen indtjening. Perspektiverne er også meget længere for de her virksomheder end for f.eks. restauranter, da de er afhængige af at få lempet forsamlingsforbuddet, og at den internationale rejselyst vender tilbage,” siger han.

Incoming-rejsebureauerne er ikke omfattet af hjælpepakken til rejsebranchen, men er på samme måde ramt af rejselockdown i store dele af verden. Derfor håber Lars Ramme Nielsen på støtte med en ordning lignende Rejsegarantifonden, som kan hjælpe med at tilbagebetale depositum, og med en direkte statsstøtte til den såkaldte incoming-rejsebranche. Ifølge ham kan en pakke på et tocifret millionbeløb være nok til at redde virksomhederne igennem krisen, men hvis der ikke kommer en, vil det tegne en dyster fremtid for dem.

“Det vil smerte dem meget. Udover at nogle virksomheder vil gå konkurs og livsværk vil ligge i ruiner, så vil det have konsekvenser for alle dem, der plejer at leve af frugterne af deres arbejde, som f.eks. kongrescentre og hoteller,” siger Lars Ramme Nielsen.

Torsten Schack, erhvervsordfører for Venstre, mener, at dette udstiller et hul i hjælpepakkerne.

“Det her er et godt eksempel på, at hjælpepakkerne ikke fanger virksomheder, der har en meget sæsonafhængig omsætning og som risikerer, at hele højsæsonen er smadret. Så nytter det jo ikke noget at få dækket sine faste omkostninger i fire måneder. Det forslår som en skrædder i helvede.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis