ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danmark skal være vært for verdens største energikonference i 2022

Fatih Birol, adm. direktør i IEA, under en klimakonference i Oslo 2019. Arkivfoto: Ole Berg-Rusten/Reuters/Ritzau Scanpix
Fatih Birol, adm. direktør i IEA, under en klimakonference i Oslo 2019. Arkivfoto: Ole Berg-Rusten/Reuters/Ritzau Scanpix

Til næste år skal Danmark danne rammerne for verdens største energikonference, når det Internationale Energi Agentur (IEA) afholder deres syvende årlige ministerkonference. 30 ministre fra hver sit land kommer til Danmark i juni 2022 for at diskutere, hvordan vi bedst muligt reducerer det globale energiudslip.

Det offentliggjorde IEA's adm. direktør, Fatih Birol, i går på Twitter.

IEA består af 30 medlemslande og otte associerede lande, der bl.a. kæmper for at opnå klimaneutralitet inden 2050. Her er energieffektivitet et vigtigt greb, hvis vi skal opnå fremtidens klimamål, skriver Fatih Birol i sit tweet.

Det er kun anden gang, at IEA holder den årlige energikonference udenfor Paris, hvor de ellers har hovedkontor. I 2019 afholdt Irland konferencen, men nu er Danmark altså blevet valgt som værtsland.

Nyheden vækker også glæde hos den danske klimaminister, Dan Jørgensen, der i går skrev på Twitter:

“Energieffektivitet er helten i den grønne omstilling. Vi er nødt til at fremskynde verdens indsats for at opfylde vores Paris-forpligtelser. Jeg er derfor beæret og stolt over, at Danmark er vært for næste års IEA ministerkonference om energieffektivitet i juni 2022.”

Godt nyt til danske virksomheder

Katrine Bjerre M. Eriksen, der er adm. direktør for interesseorganisationen Synergi, som arbejder for, at Danmark reducerer sit energispild, ser konferencen som en god mulighed for, at danske virksomheder kan vise sig frem.

“Der kommer rigtig mange beslutningstagere til de her konferencer, jeg har selv flere gange været til konferencerne i Paris. Det er en super mulighed for Danmark og vores virksomheder for at vise sig frem for resten af verden og vores mange teknologier og produkter, som vi huser i Danmark, hvor vi jo er helt fremme i feltet indenfor grøn omstilling i verden,” siger Katrine Bjerre M. Eriksen.

Synergi blev stiftet i 2018 af Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux. Fire danske virksomheder, der alle sigter efter at lave produkter, som sparer på energien.

“IEA er med til at underbygge argumentet om, at energieffektivitet er en hjørnesten i vores omstilling til grøn energi i Europa, og vi ved, at globale og europæiske fællesmål betyder mere vækst og beskæftigelse og eksport for Danmark,” siger Katrine Bjerre M. Eriksen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis