ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danmark køber over 1,1 million vacciner fra Rumænien: Allerede i denne uge kan de lande i Danmark

Den danske vaccinationskalender bliver justeret i positiv retning efter indkøb af vacciner fra Rumænien.

Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Danmark har lavet en aftale med Rumænien om køb af over 1,1 million doser af coronavaccinen udviklet af Pfizer og Biontech.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Årsagen til, at det har været muligt at overtage vaccinerne fra Rumænien, er en lav vaccinationstilslutning i landet, forklarer ministeriet.

Den endelige planlægning af pakning og transport af vaccinerne foregår stadig. Men Statens Serum Institut, der har ansvaret for køb og logistik, venter, at de første vacciner kan komme til Danmark allerede i denne uge.

Sundhedsstyrelsen vil som følge af de ekstra vacciner opdatere sin kalender for vaccinationer i positiv retning. Det vil sige, at ikkevaccinerede personer kan se frem til at blive inviteret til vaccination tidligere end ventet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder købet “en virkelig god nyhed at gå på sommerferie på”.

– Det betyder at flere danskere nu hurtigere kan blive vaccineret, siger hun i en skriftlig kommentar.

Siden 27. december sidste år er den danske befolkning blevet inviteret til at modtage vaccination mod coronavirus.

Indtil videre har mere end halvdelen af befolkningen påbegyndt vaccination, og næsten en tredjedel er færdigvaccineret.

Ifølge statsministeren har man længe afsøgt en lang række muligheder for at skaffe flere vacciner til at vaccinere den danske befolkning.

– Det er dagens aftale med Rumænien et direkte resultat af.

– Jeg vil gerne takke den rumænske regering for et godt samarbejde. Og ikke mindst Statens Serum Institut samt den danske ambassade i Bukarest for effektivt og hurtigt arbejde, siger Mette Frederiksen.

Tidligere tirsdag skrev DR, at nyheden om de købte vacciner fremgik af et brev sendt fra Sundhedsministeriet til Folketingets sundhedsordførere.

På dette tidspunkt fremgik det dog ikke, hvor mange vacciner der var tale om, eller hvornår de ville ankomme til Danmark.

/ritzau/



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis