Efter et år med coronahjælpepakker, der er på vej til at blive faset ud, er det tid til at gøre det store regnestykke op. Hvor mange har foreløbig brugt pakkerne, og hvad har de kostet?
Det har Danmarks Statistik nu gjort i en ny analyse, der ganske vist kun rækker frem til og med februar i år, men som med stor sandsynlighed også kommer til at lægge ret præcise spor for det endelige regnestykke. Resultatet falder således ud:
“Det er særligt restaurationsbranchen, frisørbranchen og brancher relateret til turisme, der har fået kompensation
Peter Bøegh Nielsen, chefkonsulent, Danmarks Statistik
98.500 virksomheder har modtaget kompensation, efter at de har fået skadet deres omsætning af restriktioner og nedlukninger, og det er 29 pct. af samtlige aktive virksomheder i Danmark.
Tilsammen har de modtaget 33,6 mia. kr. i kompensation fra de tre største kompensationsordninger. Og de penge fordeler sig på 15,1 mia. kr. i lønkompensation, 10 mia. kr. i ordningen om faste omkostninger og 8,5 mia. kr. i kompensation for tabt omsætning til selvstændige.
“Der er forskel på, hvilke brancher der har benyttet sig mest af ordningerne. Det er særligt restaurationsbranchen, frisørbranchen og brancher relateret til turisme, der har fået kompensation. For eksempel har 6400 frisørsaloner, som svarer til 94 pct. af alle frisørsaloner i Danmark, modtaget kompensation,” siger Peter Bøegh Nielsen, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
mia. kr. har de tre store ordninger om kompensation til erhvervslivet kostet statskassenunder coronaens nedlukninger
Det er faktisk billigt sluppet i forhold til det scenarium, Finansministeriet lagde frem i maj sidste år, understreger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.
“Selvom 33,6 mia. kr. selvfølgelig er et højt beløb, så har statens udgifter til kompensationspakkerne generelt været meget lavere end forventet. Tilbage i maj 2020 forventede Finansministeriet, at udgifterne til kompensationspakkerne alene i 2020 ville beløbe sig til 90 mia. kr. Statens regning fra rækken af kompensationspakker er altså kun endt på en tredjedel af det forventede,” siger Tore Stramer.
Han understreger, at den vigtigste forklaring er, at dansk økonomi er kommet overraskende stærkt igennem coronakrisen.
Hvor Nationalbanken i april 2020 vurderede, at bnp-væksten for 2020 kunne falde helt op til 10 pct., og Finansministeriet i maj bød ind med et forventet fald på 5,3 pct., så endte faldet i den absolut forsigtige ende med bare 2,1 pct. Det viser nye, reviderede tal, som Danmarks Statistik offentliggjorde onsdag.
“Statens regning fra rækken af kompensationspakker er altså kun endt på en tredjedel af det forventede
Tore Stramer, cheføkonom, Dansk Erhverv
Det er den i lange perioder nedlukkede restaurationsbranche, der har modtaget klart det største samlede kompensationsbeløb på lidt over 2,6 mia. kr. Herefter følger hoteller, der har modtaget kompensation for næsten 2 mia. kr. Også luftfartsbranchen er på top-10 over modtagere.
Omkring 20 pct. af virksomhederne, der har fået hjælpepakkekroner, ligger i København, og det er lidt højere end andelen af reelt aktive virksomheder, hvor der kun er 15 pct. i København. Samlet set lander omkring 10 mia. kr. som livline til virksomheder i København, der har mange virksomheder inden for oplevelsesindustrien.
Mange virksomheder har klaret sig bedre gennem krisen, end de selv forventede, påpeger Danmarks Statistik.
“Blandt de kompenserede virksomheder, der kan følges et år tilbage, klarede næsten en tredjedel sig så godt i 2020, at de fremviste en tilsvarende eller højere omsætning i 2020 i forhold til 2019,” siger Peter Bøegh Nielsen.
Tore Stramer understreger, at kompensationsordningerne har været en stor succes.
“De har gjort det muligt for flere virksomheder at beholde ansættelsesforholdet til deres medarbejdere under coronakrisen og holde virksomheden kørende på lavt blus. Det har sikret, at tusindvis af danskere har kunnet bibeholde deres vanlige løncheck og dermed købekraft. Dertil har de berørte virksomheder haft gode muligheder for at starte deres forretning hurtigt op igen i takt med at restriktionerne er blevet udfaset,” siger Tore Stramer.
Beregninger fra Dansk Erhverv viser, at alene lønkompensationsordningen har holdt hånden under 130.000 job under coronaen.